MRF 2024.228
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. juli 2024, j.nr. 22/00236 og 22/00238
Ophævet Tønder Kommunes afslag på Naturstyrelsens ansøgning om tilladelse efter tøndermarsklovens § 38, stk. 1, til terrænregulering af 12 skelgrøfter for at optimere forholdende for Tøndermarskens engfugle, da projektet ikke var i strid med lovens formål, men derimod ville bidrage til opretholdelse af navnlig biologiske værdier. Landskabelige hensyn kunne ikke føre til andet resultat. Hjemvist med bemærkning om, at kommunen ved fornyet behandling skulle vurdere det ansøgtes påvirkning af bilag IV-arter.
Sagen vedrørte Naturstyrelsens ansøgning om tilladelse efter tøndermarsklovens § 38, stk. 1 til terrænregulering af 12 udvalgte skelgrøfter med en samlet længde på 2 km på statens ejendom i Gl. Frederikskog i Tøndermarsken. Tøndermarskområdet er et af Danmarks vigtigste yngleområder for en række eng-, mose- og strandengsfugle, og er en del af Natura 2000-område nr. 89 Vadehavet. Baggrunden for ansøgningen var, at styrelsen arbejdede på at optimere forholdende for engfuglene i Gl. Fredrikskog og Rudbøl Kog. Terrænregulering på begge sider af de 12 skelgrøfter bestod i, at der på et ca. 2 m bredt bælte skulle ske afskrabning af jord, så der blev skabt en bredzone ned mod skelgrøfterne med et anlæg på 1:6. I november 2021 meddelte Tønder Kommune afslag på ansøgningen. Kommunen begrundede afslaget med, at formålet med tøndermarskloven er, at sikre og bevare det unikke marsklandskab med dets natur- og kulturværdier, hvilket blev administreret restriktivt ift. bl.a. terrænregulering af hensyn til bevaring af kulturlandskabet, og kommunens fandt, at terrænreguleringen af skelgrøfterne ville have en uheldig påvirkning af det kulturtekniske og kystmorfologiske landskab. Dette forbud mod terrænregulering kunne ifølge kommunen ikke fraviges for at tilvejebringe attraktive forhold for fugle, og det var af underordnet betydning, at der alene var tale om et begrænset antal skelgrøfter. Afgørelsen blev påklaget af Dansk Ornitologisk Forening og Naturstyrelsen, der bl.a. gjorde gældende, at det ansøgte ikke var i strid med lovens formål, men derimod bidrog til at sikre bedre opfyldelse af lovens formål, hvor hensynet til fuglelivet, vægtede mindst lige så tungt som kulturtekniske hensyn. Klagerne gjorde endvidere gældende, at det som følge af Tøndermarskens status som Natura 2000-område, skulle sikres, at der skete sikring og genopretning af gunstig bevaringsstatus for arterne på områdets udpegningsgrundlag. Naturstyrelsen henviste til, at Kommissionen havde varslet traktatbrudssag mod Danmark grundet den betydelige tilbagegang af flere ynglende fuglearter i Tøndermarsken, og da der ikke var gennemført retligt bindende retningslinjer for at undgå forstyrrelse af fuglene. Danmark havde i første omgang svaret, at dette var løst med MVJ-aftaler med lodsejere i Tøndermarsken, men da denne mulighed for MVJ var bortfaldet, hvilket betyder, at grøbelrenderne på de private arealer er åbnet og at vandet dermed ledes hurtigere væk fra engene til skade for fuglene. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde med henvisning til forarbejderne til Tøndermarskloven til grund, at formålet med loven er, at sikre marsklandskabet med dets indhold af natur og kulturværdier og sikre fortsat eksistensgrundlag for det plante- og dyreliv som er truet af fortsat opdyrkning og dræning. Målet for bevaring var at sikre at området fortsat blev afgræsset, og at afvandingssystemet og de åbne grøfter blev opretholdt og drevet. Herefter bemærkede nævnet, at der efter lovens § 11, stk. 1 ikke måtte foretages terrænændringer, medmindre disse faldt ind under undtagelserne i § 11, stk. 2, nr. 3-4 om sædvanlige dyrkningsmæssige foranstaltninger på landbrugsarealer. Da de ansøgte terrænændringer ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelserne, fandt nævnet, at ansøgningen måtte vurderes efter tilladelsesbestemmelsen i § 38 stk. 1, hvorefter lovens forbud kan fraviges, hvis det ansøgte ikke er i strid med lovens formål. Nævnet fandt, at de ansøgte terrænændringer ikke var i strid med lovens formål, da terrænændringerne ville forbedre forholdende for engfuglene i Tøndermarsken, og dermed bidrage til opfyldelse af lovens formål om at sikre opretholdelse af især biologiske værdier. Terrænændringerne ville således give ynglefuglene større og bedre mulighed for fouragering, og ungerne ville have bedre kondition og øgede overlevelseschancer. Det var endvidere nævnets vurdering, at arealer uden for Tøndermarskens område ikke var lige så egnede arealer, da disse primært var opdyrkede, og at projektets påvirkning på landskabet ikke kunne føre til andet resultat, bl.a. med henvisning til, at det kun var en mindre del af skelgrøfterne, der ville blive påvirket, hvormed det landskabelige helhedsindtryk ikke ville blive væsentligt påvirket, sammenhold med den forbedring terrænændringerne ville medføre for engfuglene. Hverken præcedensvirkning eller det forhold at græssende dyr på arealer trampede brinkerne ned, kunne føre til andet resultat. Nævnet bemærkede afslutningsvist, at kommunen ikke havde foretaget en vurdering af projektets påvirkning på yngle- og rasteområder for områdets bilag IV-arter efter habitatbekendtgørelsens § 10, hvorfor nævnet ophævede og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.
Kommentar: Afgørelsen må tages som udtryk for, at betydelig tilbagegang af arter, som et Natura 2000-område er udlagt for, er et tungtvejende hensyn, som normalt må føre til tilsidesættelse af andre hensyn. Dette er helt i overensstemmelse med EU-Domstolens dom i sag C-47/23 (MRF 2024.222), hvor det blev fastslået, at en sådan tilbagegang af beskyttede naturtyper i Tyskland udgjorde en overtrædelse af habitatdirektivets art. 6(2), og at der dermed består en retlig forpligtelse for medlemsstaterne til at handle, hvis der konstateres omfattende tilbagegang af de arter eller naturtyper et Natura 2000-område er udpeget for. I forlængelse heraf er det i øvrigt lidt bemærkelsesværdigt, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke omtaler habitatbekendtgørelsens § 6 om konsekvensvurdering af projekter, som kan påvirke Natura 2000-områder, men alene nævner § 10 i habitatbekendtgørelsen. Det er muligt, at Naturstyrelsens projekt må anses for alene at være nødvendigt for Natura 2000-området, så habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, ikke finder anvendelse, men det burde i så fald være fremgået af nævnets afgørelse, ligesom det forudsætter, at projektet ikke skader andre arter på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området, idet der i modsat fald vil være krav om en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, jf. bl.a. sag C-441/17. I forhold til den kommende vurdering af projektets påvirkning af bilag IV-arter efter habitatbekendtgørelsens § 10, vil en skadelig virkning af projektet på bilag IV-arters levesteder i øvrigt kunne betyde, at det er nødvendigt at bruge undtagelsen i habitatbekendtgørelsens § 11, der svarer til habitatdirektivets art. 16.