MRF 2024.225
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 5. juli 2024, j.nr. 21/03634
Stadfæstet fredning af Vejle Ådal på ca. 847 ha, der primært var ejet af 108 private lodsejere, uanset at store dele af fredningsområdet allerede var beskyttet i medfør af generelle bestemmelser i naturbeskyttelsesloven, skovloven og planloven, da fredningsinstrumentet udgjorde den bedste varige sikring af de værdier, der ønskedes beskyttet. Dissens.
Fredningsnævnet for Sydjylland, nordlig del, traf i marts 2021 afgørelse om fredning af Vejle Ådal i Vejle Kommune. Fredningsnævnet traf samme dag afgørelse om erstatning til de berørte lodsejere på 2,7 mio. kr. Fredningsforslaget var rejst af Danmarks Naturfredningsforening i marts 2017 med senere ændringer. Fredningsnævnet havde i april 2019 truffet screeningafgørelse om at fredningsforslaget ikke var SMV-pligtigt, hvilket blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der den 20. september 2020 stadfæstede fredningsnævnets afgørelse, hvilket blev indbragt for domstolene og nu verserer for Vestre Landsret. Fredningen udgjorde en ca. 7 km. strækning langs Vejle Ådal, og omfattede et samlet areal på ca. 847 ha, hvoraf størstedelen var ejet af 108 private lodsejere. Den vestlige afgrænsning af fredningen støder op mod fredningen af Nybjerg Mølle. Ca. 43 ha. af fredningsområdet er omfattet af Natura 2000-beskyttelse og beliggende i habitatområde nr. 238, Egtved Ådal, og ca. halvdelen af fredningsområdet er omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens § 3. Store dele af fredningsområdet udgør fredskovspligtige arealer jf. skovlovens § 11, ligesom store dele af området er omfattet af åbeskyttelseslinjen, skovbyggelinjen og fortidsmindebeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens §§ 16, 17 og 18. Fredningsområdet er i sin helhed beliggende i landzone og næsten hele Vejle Ådal er i kommuneplanen udpeget som lavbundsareal og enten udpeget som særligt værdifulde naturområder, naturområder, eller potentielle naturområder. Fredningsområdet er endvidere i kommuneplanen udpeget som bevaringsværdigt landskab, økologisk forbindelse, og halvdelen af fredningsområdet er udpeget som værdifulde kulturmiljøer. Baggrunden for fredningen er ønske om at sikre Vejle Ådal som Østjyllands mest markante tunneldal mod bebyggelse, tilplantning, råstofgravning og fragmentering af landskabet. Efter fredningskendelsens § 1 er formålet at sikre og udvikle en stor sammenhængende natur i landskabet omkring Vejle Å, at fastholde og forbedre adgangsmulighederne gennem et stisystem, at sikre naturudviklingen gennem naturpleje og at forhindre yderligere støjforurening af området. Fredningsnævnet begrundede fredningsvedtagelsen med, at ådalen udgør en vigtig og nationalt værdifuld lokalitet med værdier, som ikke kan forventes sikret på en betryggende måde af lovgivningens almindelige regler. Det var fredningsnævnets vurdering, at sikring af ådalen alene kunne ske gennem fredning, som kun kan ændres eller ophæves, hvis tungtvejende samfundsmæssige hensyn gjorde sig gældende, frem for gennem en bevarende lokalplan, som ville kunne ændres af kommunen ved ny lokalplan eller ved dispensationer. Fredningskendelsen, der i alle tilfælde skulle prøves af Miljø- og Fødevareklagenævnet, fordi erstatningen oversteg ½ mio. kr., jf. § 42, blev påklaget af Vejle Kommune, Miljøstyrelsen, Friluftsrådet, en forening samt en lang række berørte lodsejere, herunder vandforsyningsselskab for Vejle, Fredericia og Middelfart Kommuner. Kommunen gjorde bl.a. gældende, at området allerede var underlagt den nødvendige beskyttelse, at der ikke var bebyggelse, der gav mulighed for yderligere byvækst inden for fredningsområdet og at eksisterende naturplejepraksis og lodsejersamarbejdet gav mere natur for pengene, hvorfor fredningen var unødvendig. Lodsejere og foreningen gjorde bl.a. gældende, at fredningen ikke fulgte ”Handlingsplan for Fredning 2013”, hvorefter fredning ikke bør bringes i anvendelse, hvor beskyttelsen allerede er sikret gennem den generelle naturbeskyttelses- og planlovgivning, da fredninger ikke bør anvendes til at opnå formål, der kan opnås lige så godt eller bedre ved andre ordninger. Vandforsyningsselskabet gjorde gældende, at fredningen ville begrænse selskabets planlagte udbygning af den eksisterende vandforsyning og ønskede derfor fredningskendelsen ændret, så den udtrykkeligt angav, at fredningen ikke hindrede fremtidige udvidelser af vandforsyningen på forsyningsselskabets ejendom. Et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnet (5 mod 2) fandt efter besigtigelse af fredningsområdet og afholdelse af offentligt møde, at Vejle Ådal skulle fredes efter en afvejning af de hensyn, der fremgik af formålsbestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 1. Flertallet lagde vægt på, at Vejle Ådal udgjorde et meget stort og relativt uberørt sammenhængende landskab med betydelige naturværdier af national betydning, og at bl.a. tilplantning og tilgroning med tiden ville kunne udgøre trusler mod områdets meget unikke landskaber og natur. Uanset store dele af fredningsområdet allerede var beskyttet gennem generelle bestemmelser i naturbeskyttelsesloven, skovloven og planloven, fandt flertallet, at en fredning udgjorde den bedste varige sikring, af de værdier, der ønskedes beskyttet med fredningen. Et mindretal (2 mod 5) fandt derimod at der ikke var grundlag for at gennemføre fredningen med henvisning til, at der hverken forelå aktuelle eller fremtidige trusler mod områdets værdier, som kunne begrunde at fredningsinstrumentet blev bragt i anvendelse, da området var tilstrækkeligt beskyttet af generelle bestemmelser i naturbeskyttelsesloven, skovloven og planloven, og ved lodsejernes kontinuerlige pleje af området, der havde foregået frivillige i samarbejde med kommunen. Afslutningsvis fandt nævnet anledning til at ændre i fredningens afgrænsning ved at udtage en række arealer fra fredningen, og nævnet udtog i øvrigt et stiforløb af fredningen som Danmarks Naturfredningsforening var frafaldet under sagens behandling. Endvidere tilføjede nævnet en særbestemmelse i fredningskendelsens § 11, hvor det dels blev præciseret, at fredningen ikke begrænser vandforsyningsselskabet adgang til at indvinde vand, etablere boringsoverbygninger, og at nye bygninger og tekniske anlæg kan etableres efter forudgående tilladelse fra Fredningsnævnet. På denne baggrund ophævede nævnet Fredningsnævnets afgørelse om fredning, som blev erstattet af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om at gennemføre fredningen i medfør af naturbeskyttelseslovens § 44 om at gennemføre fredning af Vejle Ådal med en række mindre ændringer.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til tre kommentarer. For det første er det bemærkelsesværdigt, at Miljø- og Fødevareklagenævnet gennemfører en fredning af et areal, der i forvejen er så vidtgående beskyttet af naturbeskyttelsesloven, skovloven og planloven. For det andet giver Miljø- og Fødevareklagenævnets tilføjelse af en særbestemmelse i fredningskendelsens § 11 om vandforsyning anledning til en mere principiel betragtning, da § 11 fastlægger rammer for fremtidige vandforsyning, som er projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2 (pkt. 2.d.iii), hvorfor tilføjelsen af § 11 må kræve en screening efter miljøvurderingslovens § 10, jf. MRF 2022.203 Mfk, hvilket savnes i nævnets afgørelse. Da der imidlertid er tale om et projekt omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2 og dermed omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk.1, nr. 1, og fredningskendelse afgøres af en statslig myndighed, vil fredningskendelsen være omfattet af obligatorisk miljøvurdering, jf. sag C-444/15, hvortil dog må bemærkes, at mens Planklagenævnet ofte referer til denne EU-dom, ses Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke at inddrage dommen i sag C-444/15 i sin praksis. I denne sag vil tilføjelsen af § 11 i fredningskendelsen i så fald betyde, at fredningskendelsen skulle ophæves og hjemvises, da Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke har mulighed for at gennemføre miljøvurdering og offentlig høring. Den tredje bemærkning vedrører nævnets formelle ophævelse af Fredningsnævnets kendelse, der erstattes af en ny fredningskendelse med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 44. Holder man sig til ordlyden af § 44, er det svært at se grundlaget for denne model. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan efter § 44, stk. 1 ændre Fredningsnævnets kendelse, og efter § 44, stk. 2, kan Miljø- og Fødevareklagenævnet også vedtage en fredning, som Fredningsnævnet har afvist. Holder man sig til lovens ord, skulle Miljø- og Fødevareklagenævnet i dette tilfælde have ændret Fredningsnævnets kendelse i stedet for at ophæve den og erstatte Fredningsnævnets fredning af en ny fredning. Dette rejser i denne sag et supplerende spørgsmål i relation til den i nævnets afgørelse omtalte verserende sag ved Vestre Landsret om gyldigheden af Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse i september 2020 af Fredningsnævnets SMV-screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10. Da Fredningsnævnets fredning er bortfaldet med Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, kan der rejses spørgsmål ved, hvilken retlig interesse som sagsøgerne ved landsretten har i at prøve en SMV-screeningsafgørelse af en fredning, som er bortfaldet. Samlet efterlader det et indtryk af betydelig uklarhed i Miljø- og Fødevareklagenævnets anvendelse af miljøvurderingslovens regler ved fredningskendelser.