MRF 2024.219
Planklagenævnets afgørelse af 26. september 2024, j.nr. 24/05920 og 24/05462
Opsætning af solcelleanlæg på 1,3 ha ved Lalandia i Rødby var lokalplanpligtigt pga. projektets størrelse, og da undtagelsen i planlovens § 13, stk. 5, ikke fandt anvendelse, eftersom de gældende lokalplaner ikke indeholdt bestemmelser om solcelleanlæg, der gav offentligheden mulighed for at forholde sig til projektet.
Sagen vedrørte opsætning af et solcelleanlæg ved feriecentret Lalandia i Rødby. Lalandia havde ansøgt om tilladelse til opsætning af solceller på jorden på to matrikler, der samlet ville dække 1,3 ha, og til opsætning af solceller på taget af en eksisterende sportshal i feriecentret, der skulle dække 700 m2. Formålet med solcellerne var at dække feriecentrets eget elforbrug. Projektområdet var grønne arealer beliggende i byzone under 1 km fra kysten. Matriklerne var var omfattet af to lokalplaner, der begge havde til formål at fastholde områdernes rekreative anvendelse som fritids- og turistanlæg. I maj 2024 meddelte kommunen dispensation fra en række af lokalplanernes bestemmelser, da kommunen fandt, at projektet ikke var i strid med planernes formål og principper, idet solcelleanlægget skulle producere strøm til eget forbrug. Afgørelsen blev påklaget af en grundejerforening og en række beboere i området, der anførte, at der var tale om markant ændret arealanvendelse af større areal, hvorfor projektet var lokalplanpligtigt. Klagerne anmodede samtidig om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, hvilket Planklagenævnet imødekom ved afgørelse af 3. juli 2024, da nævnet fandt, at der var en vis sandsynlighed for, at projektet kunne være i strid med planlovens § 13, stk. 2, om lokalplanpligt. I afgørelsen af hovedsagen bemærkede Planklagenævnet indledningsvis, at kommunen ved afgørelsen om dispensation fra lokalplanen også havde truffet indirekte afgørelse om, at projektet ikke udløste krav om lokalplanpligt efter planlovens § 13, stk. 2. Et enstemmigt nævn fandt herefter, at projektet indebar en sådan ændring af det bestående miljø, at det udløste lokalplanpligt. Nævnet lagde vægt på anlæggets størrelse, herunder at der var tale om et solcelleanlæg på 1,3 ha, at projektet ønskedes placeret på ubebyggede grønne arealer, som grænsede op mod eksisterende ferieboliger, og at projektområdet lå ca. 1 km fra kysten og grænsede op til både landzone og sommerhusområde. I forlængelse heraf afviste nævnet, at lokalplanpligten var bortfaldet, fordi de gældende lokalplaner indeholdt ”nærmere regler” om bygge- og anlægsarbejder, jf. planlovens § 13, stk. 5, da de gældende lokalplaner ikke indeholdt detaljerede bestemmelser om etablering af ca. 1,3 ha solceller. Herved lagde nævnet navnlig vægt på, at den ene lokalplan udlagde området til opførelse af ferieboliger, mens den anden lokalplan udlagde området til grønt område til dyrehold og fritidsaktiviteter med mulighed for byøkologiske foranstaltninger. Dermed indeholdt planerne ikke bestemmelser, der gav offentligheden mulighed for at forholde sig til opførelse af solcelleanlæg i området. På denne baggrund ophævede nævnet kommunens dispensation fra de to lokalplaner og afgørelsen om, at projektet ikke var lokalplanpligtigt, og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet nævnet bemærkede, at der ikke var taget stilling til, om solcellerne på sportshallen var umiddelbart tilladt, da det ikke fremgik af dispensationen, om kommunen havde foretaget en særskilt vurdering heraf.
Kommentar: Det er forholdsvis sjældent, at der i forbindelse med tvister om lokalplanpligtige projekter tages særskilt stilling til muligheden for undtagelse efter planlovens § 13, stk. 5, hvorefter lokalplanpligten efter § 13, stk. 2, ikke gælder, ”når en lokalplan, en byplanvedtægt eller en reguleringsplan indeholder nærmere regler om udstykningen eller bygge- eller anlægsarbejdet”. Som nævnets afgørelse viser, er muligheden for at anvende undtagelsen i § 13, stk. 5, meget begrænset, jf. ligeledes MRF 2021.156 Pkn. Nævnets fremhævelse af betydningen af offentlighedens inddragelse er i overensstemmelse med landsrettens dom i MAD 2014.15 Ø, hvor det tidligere Natur- og Miljøklagenævn blev underkendt af landsretten.