MRF 2024.215
Planklagenævnets afgørelse af 26. september 2024, j.nr. 23/08412
Ikke medhold i klage over tidsbegrænset forbud efter samlingsstedslovens § 1, stk. 1, mod rockergruppes anvendelse af ejendom i Kastrup som samlingssted, da anvendelsen medførte væsentlig ulempe og utryghed for omkringboende, uden det blev tillagt betydning, at gruppen havde skiftet navn. Kommunen havde ikke tilsidesat forvaltningslovens § 9 b, stk. 1, om udsættelse af sagen, idet kommunens afgørelse om delvis aktindsigt i forbudssagen ikke fandtes at være påklaget på tidspunktet for forbuddets meddelelse.
Tårnby Kommune nedlagde den 17. maj 2023 tidsbegrænset forbud efter § 1, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe (samlingsstedsloven) mod en rockergruppes anvendelse af en ejendom i Kastrup som rockerklub. Forbuddet gjaldt i 3 måneder fra afgørelsesdatoen og blev afleveret på den omhandlede ejendom den 17. maj og tinglyst på ejendommen den 23. maj. Afgørelsen var begrundet i, at rockergruppens anvendelse af ejendommen var egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for omkringboende, da der havde været et brandattentat mod ejendommen i september 2022, da det af en politifaglig vurdering fremgik, at der fortsat var betydelig risiko for angreb mod tilholdsstedet, og da politiet havde oplyst, at politiet i de første måneder af 2023 havde oprettet 75 sager med skønnet tilknytning til gruppen, hvoraf syv vedrørte såkaldt utryghedsskabende kriminalitet. Kommunen lagde endvidere vægt på, at der i en radius af 750 m fra ejendommen lå flere skoler, børneinstitutioner og sportsfaciliteter, og at børn og unge havde daglig færdsel forbi ejendommen. Den danske afdeling af rockergrupperingen, G1, havde i begyndelsen af maj 2023 havde skiftet navn til G2, da gruppen ønskede at løsrive sig fra grupperinger i andre lande. Kommunen havde på den baggrund, og da det stadig var den samme person, der var opgivet som lejer, lagt til grund, at der var tale om samme bestemte gruppe med samme struktur, personer og formål. Forud for afgørelsen havde kommunen den 14. april 2023 foretaget partshøring af ejeren E og brugeren B, hvor der blev givet frist til den 24. april for at komme med bemærkninger. E’s advokat anmodede den 14. april om aktindsigt, og kommunen kvitterede den 19. april for modtagelsen. Kommunen gjorde i den forbindelse advokaten opmærksom på, at der var tale om to forskellige sager vedr. forbuddet efter samlingsstedsloven henholdsvis et lovliggørelsespåbud efter planloven. Kommunen oplyste, at der ville blive fastsat en ny høringsfrist i planlovssagen. Kommunen traf den 28. april afgørelse om delvis aktindsigt i planlovssagen og traf den 4. maj afgørelse om delvis aktindsigt i forbudssagen. Det fremgik af afgørelsen om aktindsigt i forbudssagen, at kommunen havde undtaget enkelte oplysninger efter forvaltningslovens § 15 b, og at afgørelsen kunne påklages til Planklagenævnet. Den 4. maj fremsendte advokaten en klage til kommunen over, at der kun var meddelt delvis aktindsigt. Klagen var sendt i forlængelse af en korrespondance mellem advokaten og kommunen vedr. afgørelsen om aktindsigt i planlovssagn. Kommunen kvitterede for klagens modtagelse den 8. maj. Samme dag anmodede E om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, således at fristen for at komme med bemærkninger til partshøringen afventede endeligt svar i klagesagen om aktindsigt. Kommunen bekræftede den 10. maj, at den ville afvente nævnets afgørelse i klagesagen vedr. aktindsigt. Den 17. maj udstedte kommunen det tidsbegrænsede forbud efter samlingsstedsloven, hvilket E påklagede til Planklagenævnet med henvisning til, at kommunen ikke havde afventet klagesagen vedr. aktindsigt. E anførte videre, at forbuddet ikke fandt anvendelse over for G2, da forbuddet efter loven skal rettes mod ”en bestemt gruppe”, og at denne gruppe ifølge forbuddet og tinglysningen alene udgjorde G1, der ifølge E ikke længere benyttede ejendommen. E anførte desuden, at kommunen ikke havde godtgjort, at anvendelsen af ejendommen var egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for omkringboende. I klagen til Planklagenævnet skrev E desuden, at kommunen endnu ikke havde imødekommet anmodningen om fuld aktindsigt, og at såfremt kommunen havde den opfattelse, at der ikke var klaget over den delvist aktindsigt i forbudssagen, skulle klagen over forbuddet også betragtes som en klage over kommunens afgørelse af 4. maj 2023 om delvis aktindsigt i forbudssagen. Planklagenævnet opfattede dette som en klage over kommunens afgørelse af 4. maj 2023 og traf den 9. februar 2024 afgørelse (j.nr. 23/08194) om at ændre det delvise afslag, så kommunen skulle udlevere yderligere oplysninger. I klagesagen vedr. forbuddet efter samlingsstedsloven fandt Planklagenævnet med hensyn til spørgsmålet, om forbuddet var rettet mod en bestemt gruppe, at der ikke var faktiske oplysninger i sagen, der understøttede, at det ikke skulle være korrekt, at gruppen trods navneskiftet stadig udgjorde den samme bestemte gruppe med samme struktur, personer og formål. Nævnet bemærkede, at en nærmere afklaring ville forudsætte en egentlig bevisførelse med vidneafhøringer, hvilket nævnet ikke kunne foretage, men måtte ske for domstolene. På den baggrund fandt et enstemmigt nævn, at forbuddet var rettet mod en bestemt gruppe, der anvendte ejendommen som opholdssted. Hvad angik spørgsmålet, om anvendelsen af ejendommen medførte væsentlig ulempe og utryghed, fandt et enstemmigt nævn, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Nævnet lagde navnlig vægt på politiets oplysninger om antallet og karakteren af registrerede sager i 2023, der skønnedes at have forbindelse til gruppen, og at anvendelsen af ejendommen havde givet anledning til øget politimæssig tilstedeværelse, samt det forhold, at ejendommen lå i nærheden af bl.a. skoler. På den baggrund fandt nævnet, at kommunen havde haft hjemmel til at nedlægge forbuddet. I forhold til indsigelsen om udsættelse af sagen på klagesagen om aktindsigt bemærkede nævnet, at det følger af forvaltningslovens § 9 b, stk. 1, at en sags afgørelse skal udsættes, såfremt der under sagens behandling af en part anmodes om aktindsigt, og at dette som udgangspunkt også gælder i tilfælde af, at afgørelsen om partsaktindsigt påklages, jf. forvaltningslovens § 16, stk. 4. Nævnet konstaterede, at kommunen havde truffet afgørelse om delvis aktindsigt i planlovssagen den 28. april 2023, mens afgørelsen om aktindsigt i forbudssagen blev truffet den 4. maj 2023. Kommunen havde den 19. april 2023 vejledt E om, at der var tale om to forskellige sager, og i afgørelsen af 28. april var vejledt om, at afgørelsen kunne påklages direkte til kommunen, mens det korrekt fremgik af afgørelsen af 4. maj, at klage skulle indgives til Planklagenævnet. E, der var repræsenteret ved advokat, sendte den 4. maj en e-mail til kommunen med klage over afgørelsen om aktindsigt uden dog at præcisere, hvilken afgørelse der var tale om. E-mailen blev sendt som led i en mailkorrespondance med kommunen, der udsprang af en eftersendt klagevejledning til afgørelsen af 28. april 2023 om sagen vedr. påbud efter planloven. Planklagenævnet modtog først den 12. juni 2023 klagen over kommunens afgørelse om aktindsigt af 4. maj 2023 via klageportalen. På den baggrund fandt et enstemmigt nævn, at kommunen ikke havde tilsidesat forvaltningslovens § 16, stk. 4, jf. § 9 b, stk. 1, ved ikke at udsætte sagens afgørelse som følge af klagerens e-mail af 4. maj 2023. Nævnet henviste til, at E først påklagede kommunens afgørelse om aktindsigt i forbudssagen efter meddelelsen af forbuddet den 17. maj 2023, og at kommunen som følge af den forudgående vejledning af E og mailkorrespondancen ikke havde grund til at opfatte e-mailen af 4. maj 2023 som andet end en klage over kommunens afgørelse om aktindsigt af 28. april 2023 i planlovssagen. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i E’s klage over forbuddet efter samlingsstedsloven.
Kommentar: Afgørelsen må sammenholdes med afgørelsen i MRF 2024.216 Pkn, hvor Planklagenævnet ophævede et tidsubegrænset forbud i samme sag, fordi kommunen ikke havde godtgjort, at det midlertidige forbud var overtrådt i de tre måneder, hvor det midlertidige forbud gjaldt, og da kommunen heller ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at gruppens anvendelse af ejendommen i perioden efter forbuddets udløb var egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for omkringboende. Se tillige MRF 2024.108 Pkn om en sag fra Odense om anvendelse af samlingsstedsloven.