MRF 2024.209
Planklagenævnets afgørelse af 22. august 2024, j.nr. 24/00884, 24/00897 og 24/01399
Ikke medhold i klage over, at kommune ikke havde foretaget fornyet SMV-screening ved ændringer i forslag til lokalplan for areal delvist beliggende i Natura 2000-område, da der var tale om mindre ændringer, der relaterede sig til etablering af terrasser og genopførelse af bevaringsværdige bygninger, der i øvrigt ikke kunne antages at påvirke Natura 2000-område væsentligt.
Gribskov Kommune traf i maj 2023 SMV-screeningsafgørelse om, at forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for den centrale del af Tisvildeleje (Lejet) ikke krævede miljøvurdering. Planlægningen var foranlediget af et § 14-forbud nedlagt mod E’s opførelse af et anneks på en ejendom i området, som dog blev ophævet af Planklagenævnet i MRF 2022.319 Pkn som følge af kommunens passivitet, og havde til formål at sikre historiske, miljømæssige og landskabelige kvaliteter i Lejet ved at fastlægge principper for ombygninger, tilbygninger og vedligeholdelse af områdets karakteristiske og bevaringsværdige bygninger. Planområdet udgjorde 3,1 ha og omfattede 34 ejendomme i Tisvildeleje. En mindre del af området (ca. 513 m2, der hovedsageligt bestod af en stor træterrasse og en trappe ned mod stranden) lå inden for Natura 2000-område nr. 135, Tisvilde Hegn og Melby Overdrev. E påklagede screeningsafgørelsen til Planklagenævnet, der i december 2023 traf afgørelse om ikke at give medhold i klagen. Den 28. november 2023 vedtog kommunen endeligt lokalplanen og kommuneplantillægget. E påklagede planvedtagelserne og anførte bl.a., at der ved den endelige vedtagelse af lokalplanen var sket flere justeringer i forhold til planforslaget, der udløste krav om en ny SMV-screeningsafgørelse. E henviste til, at der var tilføjet en ny bestemmelse i § 7.4 om, at terrasser højst måtte udgøre 15 % af ejendommens størrelse, dog højst 50 m2, og at lokalplanens §§ 5.3 og 5.4 om bebyggelsesprocent og -begrænsninger var blevet opdateret. E gjorde endvidere gældende, at lokalplanen var ekspropriativ og stred mod proportionalitetsprincippet. Planklagenævnet (formanden) forstod sagen sådan, at kommunen ved den endelige planvedtagelse havde truffet en (indirekte) afgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en ny screeningsafgørelse af de endeligt vedtagne planer, idet nævnet bemærkede, at der kan være en pligt til at udarbejde en ny screeningsafgørelse, hvis der i den endeligt vedtagne plan er foretaget væsentlige ændringer i forhold til planforslaget, og disse ændringer kan have en betydning for omfanget af miljøpåvirkninger som følge af planen. Planklagenævnet behandlede derfor sagen som en klage over både planvedtagelserne og den indirekte afgørelse. Mht. sidstnævnte fandt nævnet, at ændringerne i den vedtagne lokalplan ikke medførte, at der skulle foretages en ny SMV-screening, da de af E nævnte ændringer ikke medførte, at den endeligt vedtagne plan var ændret i en sådan grad ift. planforslaget, at ændringerne kunne antages at få betydning for miljøpåvirkningen, eller at der ved realisering af planen ville være andre påvirkninger end dem, der var beskrevet i den tidligere screeningsafgørelse. Nævnet fandt heller ikke, at ændringerne kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt, da ændringerne ikke medførte, at der kunne ske ny bebyggelse. Mht. planvedtagelsen og E’s indsigelse om, at lokalplanen var ekspropriativ, bemærkede nævnet, at lokalplaners retsvirkninger alene vedrører fremtidige forhold og ikke griber ind i hidtidig lovlig anvendelse. Nævnet fandt, at lokalplanen ikke var ekspropriativ, da bebyggelses- og hegnsregulerende bestemmelser i planen ikke udgjorde en så særligt intens og konkret indskrænkning i E’s rådighed over sin ejendom, at E blev afskåret en økonomisk rimelig udnyttelse af ejendommen. Nævnet fandt endvidere, at planvedtagelsen ikke var i strid med proportionalitetsprincippet, idet nævnet bemærkede, at kommunen har meget vidtgående skønsmæssige beføjelser ift. indholdet af planer. Kommunen fandtes heller ikke at have varetaget usaglige hensyn eller at have tilsidesat lighedsgrundsætningen eller officialprincippet. Da E ikke var part i sagen, havde E ikke haft krav på en begrundelse af planvedtagelsen, uden at det havde betydning, at planlægningen var igangsat på baggrund af en byggesag på E’s ejendom. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i E’s klage over den indirekte afgørelse og planvedtagelserne.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to bemærkninger. Den ene vedrører det forbud, som Planklagenævnet ophævede i MRF 2022.319 Pkn, hvilket betød, at ejeren efterfølgende fik byggetilladelse. Som Planklagenævnet understreger, ændrer lokalplanen ikke gyldigheden af denne byggetilladelse, hvilket tilsyneladende var ejerens opfattelse, når han f.eks. anførte, at det tilladte byggeri skulle være fremgået af lokalplanen. Den anden vedrører det formelle, om det er muligt at foretage beskedne ændringer i et forslag til lokalplan uden at foretage (fornyet) SMV-screening. Holder man sig til SMV-direktivet og miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, er der ikke sikkert holdepunkt for, at en screening efter miljøvurderingslovens § 10 helt kan undlades, men på den anden side kan anføres, at ordlyden af SMV-direktivet og miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2, om mindre ændringer alene retter sig mod det gældende plangrundlag. Med afgørelsen har Planklagenævnet tydeliggjort, at beskedne ændringer af lokalplanforslag ikke i sig selv kræver ny SMV-screening.