MRF 2024.204
Østre Landsrets dom af 26. august 2024, 12. afd., sag S-2225-22
(Bloch Andersen, Birgitte Grønborg Juul og Maria Ventegodt (kst.))
Anklagemyndigheden mod T (adv. Anders Lægdsmand Nielsen, besk.)
Registreret ejer af ældre varebil uden partikelfilter idømt bøde på 9.750 kr. for kørsel i miljøzone i november og december 2020, uanset tiltaltes forklaring om, at bilen i oktober 2020 var videresolgt til en overbo, der havde lovet at omregistrere bilen, og at tiltalte havde anmodet myndighederne om omregistrering, da forklaringen ikke var underbygget af skriftligt materiale.
T var tiltalt for som registreret ejer/bruger af en ældre varebil at have været ansvarlig for, at bilen på 8 forskellige dage i november og december 2020 var blevet ført i miljøzonen i Odense, uden at bilen var monteret med et partikelfilter som krævet efter miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2. T nægtede sig skyldig og gjorde gældende, at han ikke havde ført bilen under nogen af de omhandlede kørsler, idet han i oktober 2020 havde videresolgt bilen til sin overbo C, som havde lovet at omregistrere bilen. For byretten forklarede T bl.a., at han samme aften, som handlen til C fandt sted, blev ringet op af politiet, da de havde stoppet C i bilen, selvom C ikke havde kørekort, og hvor T forklarede, at han havde solgt bilen til C. Nogle dage senere blev T igen ringet op af politiet, som sigtede ham for tyveri, hvor bilen var blevet benyttet, men politiet havde senere frafaldet sigtelsen, da T oplyste, at han ikke længere havde noget at gøre med bilen. På et tidspunkt modtog T også en fartbøde, hvor det fremgik af ATK-fotoet, at det ikke var ham, der var fører. T forklarede også, at han i foråret 2021 kontaktede SKAT og bad om at blive afregistreret som ejer af bilen, hvilket SKAT havde bekræftet ville ske. T kunne dog ikke huske, om han havde lavet en slutseddel i forbindelse med købet, hvilket han ellers plejede, når han solgte biler gennem sin autohandel, som han drev via nettet. Byretten fandt på baggrund af en udskrift fra Motorregistret, at varebilen blev registreret første gang den 1. november 2006, og at T siden 4. oktober 2020 havde været ejer af varebilen, hvorfor T var skyldig i den rejste tiltalte. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at T efter sin forklaring havde solgt bilen forud for de omhandlede kørsler, og at han ikke selv var fører, jf. miljøbeskyttelseslovens § 110 c, stk. 1, hvoraf fremgår, at ejeren (brugeren) af køretøjet pålægges bødeansvar for overtrædelse af lovens § 15 b, selv om den pågældende ikke var fører, og selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom. Byretten idømte på den baggrund T en bøde på 13.500 kr. T ankede dommen til landsretten, hvor anklagemyndigheden påstod formildelse, således at bøden blev fastsat til 9.750 kr. Landsretten bemærkede indledningsvis, at det fremgår af forarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 110 c, at det er det reelle ejer- eller brugerforhold, der er afgørende for, hvem der ifalder strafansvar, og den person, der på gerningstidspunktet er registreret i Køretøjsregistret som ejer (bruger), ikke ifalder strafansvar, hvis den pågældende kan påvise, at et ændret ejer- eller brugerforhold ikke (endnu) var registreret i Køretøjsregistret. Landsretten konstaterede, at T’s forklaring om, at han forud for overtrædelserne havde overdraget bilen til C, der som køber skulle sørge for at få bilen omregistreret i Køretøjsregistret, ikke var underbygget af skriftlig dokumentation eller andet skriftligt materiale. T’s forklaring om, at han havde fremsat indsigelser over for myndighederne og anmodet om, at bilen blev omregistreret, var heller ikke underbygget af skriftligt materiale. På den baggrund fandt landsretten, at T ikke havde påvist, at han ikke var ejer af bilen på tidspunktet for overtrædelserne, og at T derfor var skyldig i tiltalen. Herefter stadfæstede landsretten byrettens dom, dog således at bøden blev nedsat til 9.750 kr. i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand.
Kommentar: Det kan umiddelbart synes i modstrid med strafferetlige bevisregler, at det var tiltalte, der skulle føre (skriftligt) bevis for, at han ikke var reel ejer af den pågældende varebil. Dette må dog ses i lyset af den særlige regel i miljøbeskyttelseslovens § 110 c og dens forarbejder (FT 2019-20, lovforslag nr. L 170), hvor det klart er tilkendegivet, at strafsubjektet for overtrædelse af miljøzonereglerne er ejeren (brugeren) af køretøjet som registreret i Motorregistret, medmindre den registrerede person ”kan påvise, at et ændret ejer- eller brugerforhold (endnu) ikke var registreret i DMR på gerningstidspunktet”. Disse regler må ses i lyset af, at håndhævelsen af miljøzonereglerne primært foregår ved digital kontrol baseret på automatisk aflæsning af nummerpladser og indhentelse af oplysninger fra Motorregistret. Ordningen retter sig således mod masseovertrædelser og forudsætter udstedelse af et meget stort antal bødeforelæg, hvor det i forelægget angives, at vedkommende vil kunne blive straffet med bøde, medmindre det f.eks. godtgøres, at køretøjet uretmæssigt har været i en andens besiddelse på gerningstidspunktet eller var solgt eller på anden vis overdraget til en anden. Landsrettens krav om skriftlig dokumentation må også ses i lyset heraf, samt at tiltalte forklarede, at han drev en netbaseret autohandel og normalt udarbejdede slutsedler i forbindelse med salg. Som MRF 2024.97 B viser, er der dog grænser for, hvor langt almindelige strafferetlige beviskrav kan fraviges gennem tilkendegivelser i lovmotiverne. Sidstnævnte sag adskilte sig fra ovenstående ved, at der var tale om et svensk indregistreret køretøj, hvor det ikke fremgik af det svenske motorregister, om bilen var forsynet med partikelfilter. I et sådant tilfælde kunne det ikke pålægges bilens ejer at dokumentere, at bilen var forsynet med et partikelfilter, når der i øvrigt ikke var fremlagt oplysninger, der indikerede, at bilen ikke havde et partikelfilter.