MRF 2024.199
Østre Landsrets dom af 15. maj 2024, 17. afd., sag BS-24905/2022-OLR
(Arne Brandt, Mette Lyster Knudsen og Rikke Kirstine Malkov-Hansen (kst.))
Planklagenævnet (adv. Kim Christian Højmark) mod E (adv. Karsten Thomas Henriksen)
E havde ikke retlig interesse i søgsmål om gyldigheden af Planklagenævnets afgørelse, der angik en kommuneplans udpegning af økologiske forbindelser, fordi kommuneplanens udpegning var erstattet ved et senere kommuneplantillæg, hvorved udpegningen i kommuneplanen reelt var uden betydning for E’s retsstilling, og fordi E’s søgsmål ikke udsprang af en konkret eller aktuel retstvist.
Nyborg Kommune vedtog den 19. december 2017 Kommuneplan 2017, der bl.a. indeholdt udpegning af økologiske forbindelser. Udpegningen af de økologiske forbindelser havde til formål at forbinde de eksisterende naturområder i kommunen indbyrdes, og der blev i kommuneplanen fastsat retningslinjer om, at der inden for de udpegede økologiske forbindelser kun kunne bebygges eller etableres anlæg i ganske ubetydeligt omfang, og at ved væsentlige eksisterende spærringer i spredningskorridorer burde passage søges sikret. På visse af de arealer, der blev omfattet af udpegningen som økologiske forbindelser i Kommuneplan 2017, fandtes der bygninger, udenomsarealer, gårdspladser, haver, veje eller havneanlæg. Planvedtagelsen blev påklaget til Planklagenævnet af E, hvis ejendomme var delvist omfattet af udpegningen. Nævnet opretholdt ved afgørelse af 6. oktober 2020 (j.nr. 18/05951) kommunens planvedtagelse, idet nævnet fandt, at der var hjemmel i planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 14, og stk. 2, til at udpege økologiske forbindelser i kommuneplanen og fastsætte retningslinjer for disse, at økologiske forbindelser kunne omfatte bygninger, gårdsplader mv., og at der tilkom kommunen et meget vidtgående skøn i forhold til omfanget og karakteren af de oplysninger og vurderinger, som tilvejebringes i forbindelse med vedtagelsen af kommuneplanen. E anlagde herefter sag mod nævnet med påstand om, at nævnets afgørelse var ugyldig. Nævnet nedlagde heroverfor principal påstand om afvisning med henvisning til, at E ikke havde retlig interesse i søgsmålet, da udpegningen i Kommuneplan 2017 var blevet erstattet ved et senere kommuneplantillæg og Kommuneplan 2021. Byretten fandt, at E havde retlig interesse i sagen, og lagde bl.a. vægt på, at det grundlag, der med Kommuneplan 2017 blev skabt for en fremtidig offentlig regulering af E’s ejendom, kunne antages at have medført en ringere brugs-, handels- eller belåningsværdi af ejendommen. Det ændrede ikke herpå, at Kommuneplan 2017 var erstattet af et senere kommuneplantillæg. Byretten fandt herefter, at nævnet med urette havde fundet, dels at udpegningen af de pågældende områder som økologiske forbindelser havde hjemmel i planloven, dels at kommunen havde opfyldt sin pligt til at oplyse sagen. Byretten gav derfor E medhold i sin ugyldighedspåstand. Nævnet ankede dommen til landsretten, der efter en samlet vurdering fandt, at E ikke havde en retlig interesse i at få prøvet gyldigheden af nævnets afgørelse. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at udpegningen i Kommuneplan 2017 var blevet erstattet ved det senere kommuneplantillæg, at Kommuneplan 2021 var den nugældende kommuneplan, at E’s påstand om afgørelsens ugyldighed ikke udsprang af en konkret eller aktuel retstvist, og at udpegningen af økologiske forbindelser i Kommuneplan 2017 på nuværende tidspunkt reelt var uden betydning for E’s retsstilling. Landsretten bemærkede desuden, at spørgsmålet om lovligheden af kommunens udpegning af økologiske forbindelser var genstand for prøvelse under en af E anlagt retssag mod Nyborg Kommune, der angik lovligheden af det senere kommuneplantillæg og Kommuneplan 2021. Landsretten tog herefter nævnets afvisningspåstand til følge.
Kommentar: Den af landsretten omtalte sag mod Nyborg Kommune søgte E at få anlagt ved landsretten som første instans, hvilket Højesteret afviste i kendelse i januar 2023 (MRF 2023.13 H). Landsrettens afvisning af retlig interesse indebærer, at den realitetsprøvelse af kommuneplanens regler om økologiske korridor, som E forsøgte i ovennævnte sag, i stedet må afgøres under den verserende sag mod kommunen.