MRF 2023.13
Højesterets kendelse af 13. januar 2023, sag BS-18450/2022-HJR
(Oliver Talevski, Kurt Rasmussen og Jens Kruse Mikkelsen)
A (adv. Karsten Thomas Henriksen) mod Nyborg Kommune (adv. Sarah Jano)
Sag om gyldigheden af Nyborg Kommunes udpegning af områder til Grønt Danmarkskort i kommuneplantillæg til Kommuneplan 2017 skulle ikke behandles af landsretten som første instans.
Sagen angik planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 14, og stk. 2 og 3, om kommunernes udpegning af økologiske forbindelser til Grønt Danmarkskort. Baggrunden for sagen var, at Nyborg Kommune i april 2021 vedtog kommuneplantillæg 11.1 til Kommuneplan 2017 om Grønt Danmarkskort. A anlagde herefter sag med påstand om, at kommuneplantillægget var ugyldigt, og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at kommuneplantillæggets udpegning af økologiske forbindelser på A’s ejendom var i modstrid med grundlæggende forvaltningsretlige regler som forbuddet mod skøn under regel, proportionalitetsprincippet og officialprincippet samt havde ekspropriativ karakter. A anmodede samtidig om, at sagen blev henvist til landsretten som første instans, med henvisning til sagens principielle karakter. Retten i Svendborg fandt, at sagen havde en så principiel karakter, at den skulle starte i landsretten, og anførte bl.a., at reglerne om Grønt Danmarkskort ikke tidligere havde været prøvet ved domstolene. Efter retsplejelovens § 226, stk. 5, skal landsretten af egen drift påse, at betingelserne for at henvise sagen til behandling ved landsretten i 1. instans er opfyldt. Ved kendelse af 29. april 2022 afviste landsretten, at sagen havde en sådan karakter, at den skulle starte ved landsretten, idet landsretten henviste til, at der allerede verserede en sag ved Retten i Svendborg mod Planklagenævnet om Planklagenævnets afgørelse fra oktober 2020 vedrørende Nyborg Kommunes udpegning af arealer til Grønt Danmarkskort i Kommuneplan 2017. A kærede landsrettens kendelse til Højesteret, der supplerende lagde til grund, at Retten i Svendborg den 17. juni 2022 havde ophævet Planklagenævnets afgørelse fra oktober 2020, og at dommen var anket til landsretten. Med henvisning til de af landsretten anførte grunde stadfæstede Højesteret herefter landsrettens kendelse.
Kommentar: Kendelsen og det forudgående kronologiske forløb illustrerer en mere grundlæggende problemstilling i relation til prøvelse af kommuneplanbestemmelser, som senere ændres. I dette tilfælde havde Nyborg Kommune i Kommuneplan 2017 fastsat bestemmelser om Grønt Danmarkskort, hvilket A havde påklaget til Planklagenævnet, som i afgørelse af 6. oktober 2022 ikke fandt grundlag for at underkende kommuneplanbestemmelserne (j.nr. 18/05951). A anlagde herefter sag mod Planklagenævnet. Den 27. april 2021 vedtog Nyborg Kommune kommuneplantillæg 11.1 om Grønt Danmarkskort, hvorefter A anlagde sag ved byretten mod Nyborg Kommune om kommuneplantillæggets gyldighed. Byretten henviste denne sag til landsretten i november 2021, og i december 2021 vedtog Nyborg Kommune Kommuneplan 2021. I april 2022 afviste landsretten, at sagen mod kommunen skulle starte i landsretten som 1. instans, og henviste til den verserende retssag mod Planklagenævnet ved byretten. Mens kæresagen i sagen mod kommunen verserede for Højesteret, afsagde byretten dom i sagen mod Planklagenævnet om, at Planklagenævnets afgørelse ikke var gyldig, hvilket Planklagenævnet så har indbragt for landsretten, hvor sagen fortsat verserer. Uanset genstanden for de to sager er forskellige, da sagen mod Planklagenævnet vedrører nævnets prøvelse af kommunens afgørelse, mens sagen mod kommunen vedrører et senere kommuneplantillæg og en ny kommuneplan, forekommer det velbegrundet, at Højesteret afviste, at den nye sag mod kommunen skulle indledes i landsretten, da det må forventes, at landsretten i den verserende sag mod Planklagenævnet tager stilling til de principielle spørgsmål, som reglerne om Grønt Danmarkskort måtte rejse.