MRF 2024.198
Østre Landsrets dom af 14. maj 2024, 23. afd., sag BS-51879/2022-OLR
(Gunst Andersen, Julie Skat Rørdam og Berit Holmelund (kst.))
F (adv. Stine Kalsmose Jakobsen) mod B A/S (adv. Zacharias Grassmé Taj)
Udgifter til fjernelse af olieforurening opstået ved olieleverandør O A/S’ påfyldning af forkert studs til olietank på B A/S’ betonvirksomhed ikke omfattet af miljøskadeerstatningslovens objektive erstatningsansvar. O A/S’ forsikringsselskab F, der havde afholdt omkostningerne til oprydning af forureningen, havde krav på regres med 1/3 fra B A/S, da B A/S havde overtrådt olietankbekendtgørelsen, hvilket var en særlig omstændighed, der begrundede fravigelse af erstatningsansvarslovens § 25 om, at tabet bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder.
Betonvirksomheden B A/S havde hos distributionsvirksomheden O A/S bestilt 6.300 liter dieselolie til levering mellem 28. og 29. august 2019. Af ordren fremgik: ”jordtank U. Shelldæksel. Anhænger ok. Brug ventafil, da der er bagfald”. Den pågældende jordtank kunne rumme 10.000 liter, og påfyldningsstudsen til tanken var placeret under et dæksel, hvorpå der stod ”SHELL”. I området omkring denne jordtank var der to yderligere påfyldningsstudser. Den ene af disse var placeret over jordniveau op ad en væg ved siden af dieselstander, og der var påsat en strip på påfyldningsstudsen. Ved levering fra O A/S den 28. august 2019 fyldte chaufføren ca. 2.500 liter dieselolie i den påfyldningsstuds, der var placeret over jordniveau. Da denne påfyldningsstuds ikke var forbundet til en tank, løb dieselolien ned i jorden og forårsagede forurening. Påfyldning standsede ved 2.500 liter, da tanken tilsyneladende var fuld, hvilket chaufføren meldte tilbage, hvorefter O A/S anmeldte forholdet til Holstebro Kommune og O A/S’ forsikringsselskab F. Den 4. september 2019 varslede kommunen undersøgelsespåbud til B A/S efter jordforureningslovens § 40, hvilket blev ændret til et undersøgelsespåbud til O A/S den 7. oktober 2019. Den 5. februar 2020 meddelte kommunen oprensningspåbud efter jordforureningslovens § 41 til O A/S, som den 14. juli 2020 fik et supplerende påbud efter § 41. Påbuddene til O A/S blev opfyldt og betalt af O A/S’ forsikringsselskab F, som herefter rejste krav mod B A/S om erstatning for de 2.771,978,40 kr., som F havde afholdt i forbindelse med olieforureningen. Til støtte herfor gjorde F principalt gældende, at B A/S var omfattet af objektivt erstatningsansvar efter miljøskadeerstatningslovens § 3, da der var tale om en nedgravet olietank på over 6.000 liter, og henviste til U 2017.1192 H. Subsidiært gjorde F gældende, at forureningen var forvoldt culpøst af B A/S, da B A/S’ afblænding af påfyldningsrøret til den nedlagte olietank var i modstrid med olietankbekendtgørelsens § 30 om sløjfning af olietank, og dette var årsag til, at påfyldning var sket til forkert påfyldningsstuds, hvorfor der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at skader forvoldt ved erhvervsvirksomhed erstattes af den skadevolder, der har ansvarsforsikring, jf. erstatningsansvarslovens §§ 19 og 25. B A/S påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at de påbudte foranstaltninger efter jordforureningsloven var meddelt til O A/S, at en O A/S som skadevolder ikke kunne kræve erstatning fra B A/S som skadelidte efter miljøskadeerstatningslovens § 3 eller dansk rets almindelige regler, ligesom B A/S afviste relevansen af U 2017.1192 H, der drejede sig om kommunens udgifter til selvhjælpshandlinger efter miljøbeskyttelseslovens § 70. Endvidere afviste B A/S, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet efter erstatningsansvarslovens § 25, da det var udvist betydelig uagtsomhed fra O A/S’ chauffør, og da B A/S ikke var forsikret. Byretten lagde på grundlag af bevisførelsen til grund, at påfyldningsstudsen ikke var forseglet med strips, men at det var chaufførens grove uagtsomhed, der var årsag til forureningen, og at forholdet ikke var omfattet af det objektive ansvar efter miljøskadeerstatningslovens § 3. Selv om B A/S’ afblænding af den studs, som påfyldningen var sket til, var i modstrid med olietankbekendtgørelsen, kunne dette i lyset af chaufførens uagtsomhed ikke føre til en fravigelse af udgangspunktet om, at F måtte bære alle omkostninger, hvorfor B A/S blev frifundet. F ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten afviste, at der var grundlag for at anvende miljøskadeerstatningslovens objektive ansvar for operatører, da dette vil forudsætte, at det er de farlige egenskaber ved den nedgravede olietank på 10.000 liter, der var årsag til forureningen, hvilket ikke var tilfældet i denne sag, hvor forureningen skyldtes påfyldning af studs, der ikke var tilsluttet den nedgravede olietank. Landsretten tiltrådte, at O A/S’ chauffør havde handlet groft uagtsomt ved påfyldning af dieselolien i en studs, der ikke var tilsluttet en tank, og at B A/S havde handlet ansvarspådragende ved at have sløjfet den tidligere olietank i modstrid med olietankbekendtgørelsen. Da der var tale om en skade forvoldt ved erhvervsmæssig virksomhed af flere solidarisk ansvarlige skadevoldere, hvoraf kun O A/S var dækket af en ansvarsforsikring, skulle erstatningsbyrden som udgangspunkt bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder, medmindre der forelå særlige omstændigheder, jf. erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., samt U 2000.2058 H. Landsretten fandt, at den uagtsomhed, som B A/S havde udvist ved at tage en olietank ud af drift uden at iagttage reglerne i olietankbekendtgørelsen og på en sådan måde, at den indtrufne forureningsskade blev muliggjort, udgjorde sådanne særlige omstændigheder, hvorfor landsretten efter en samlet vurdering pålagde B A/S at bære 1/3 og F 2/3 af udgifterne til fjernelse af forureningen.
Kommentar: Dommen giver anledning til tre principielle bemærkninger. I forhold til det objektive erstatningsansvar efter miljøskadeerstatningslovens § 3 er dommen et godt eksempel på, at selv om nedgravede olietanke over 6.000 liter er omfattet af lovens bilag, er det en forudsætning for det objektive ansvar, at olieforureningen udgår fra denne tank, hvilket netop ikke var tilfældet i den foreliggende sag, hvorfor det må tiltrædes, at U 2017.1192 H direkte kunne anvendes. De af B A/S anførte overvejelser om, at B A/S var skadelidt må anses for tvivlsomme, da tabet i denne sag netop var udgifterne til at opfylde kommunens påbud efter jordforureningslovens §§ 40 og 41, hvilket må anses for udtryk for, at det var den offentlige interesse i at fjerne forureningen, der var grundlag for det økonomiske tab, som sagen drejede sig om. I den sammenhæng opstår et mere vanskeligt spørgsmål om, hvem der er rette påbudsadressat efter jordforureningslovens §§ 40 og 41, som er anført i B A/S’ anbringender om, at påbuddet blev rettet til O A/S, men som hverken byretten eller landsretten forholdt sig til. Denne sag adskiller sig således fra to tidligere klagenævnssager, hvor der ved påfyldning fra olieselskab til en nedgravet olietank over 6.000 liter på henholdsvis en skole (MAD 2013.1299 Nmk) og et fjernvarmeværk (MAD 2014.167 Nmk) skete større forurening som følge af fejl i olietankenes pejlesystem, hvilket betød, at olien i begge tilfælde løb ud af tankenes overløbsrør. Selv om det i begge sager var oplagt, at skolen henholdsvis fjernvarmeværket var forurenere efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, afviste klagenævnet dette i begge sager og stadfæstede i stedet påbud til olieselskabet. Nævnet henviste til, at olieselskabets tankbil i begge tilfælde var forurener, og at skolen henholdsvis fjernvarmeværket ikke havde handlet uagtsomt. Afgørelserne er næppe rigtige, da skolen og fjernvarmeværket i begge sager måtte anses for forurener efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, og endvidere var omfattet af miljøskadeerstatningslovens objektive ansvar, da forureningen i disse sager skete fra den nedgravede olietank over 6.000 liter. Dette var derimod ikke tilfældet i ovenstående sag fra Holstebro, hvor forureningen ikke hidrørte fra den nedgravede olietank over 6.000 liter, men fra en ukorrekt sløjfet påfyldningsstuds, hvilket begrunder landsrettens afvisning af det objektive ansvar efter miljøskadeerstatningslovens § 3, mens det ikke helt kan afvises, at både O A/S og B A/S kunne anses for forurenere efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1. I alle tilfælde illustrerer forløbet, at forureningssager med flere forurenere lader sig håndtere enklere ved, at fordeling af udgiften til oprensning af forurening udsættes til efter, at sagen er afsluttet, frem for en stillingtagen i begyndelsen til, hvem der er rette påbudsadressat.