MRF 2024.193
Vestre Landsrets dom af 27. august 2024, 8. afd., sag S-1732-23
(Anne Hedegaard Toft, Thomas Klyver og Henrik Estrup)
Anklagemyndigheden mod T (adv. Vivi Muurholm)
Frifindelse for tvangsbøder for ikke at efterkomme påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30 om rensning af sanitært spildevand, idet det nedstrøms liggende vandløb i de nye vandområdeplaner var vurderet til god økologisk tilstand, hvorfor der ikke længere var grundlag for påbuddet.
Sagen angik spildevandsafledning fra T’s ejendom i Tønder Kommune. Spildevandet løb gennem rørledning via en sø og dræn til et vandløb, der var målsat efter vandplanloven. I juni 2016 meddelte kommunen påbud i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 30, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 35, til T om at forbedre rensningen af det sanitære spildevand til rensekrav SO (skærpet krav til reduktion af organisk stof og nitrifikation) inden 1. januar 2018. Kommunen begrundede afgørelsen med, at spildevandet fra T’s ejendom blev afledt til vandløbet, der i vandområdeplan 2015-2021 var målsat til god økologisk tilstand, men befandt sig i moderat økologisk tilstand. Da påbuddet ikke blev efterkommet, blev der i juni 2023 rejst straffesag mod T. Under sagen nedlagde anklagemyndigheden udelukkende påstand om tvangsbøder, indtil påbuddet blev opfyldt, jf. retsplejelovens § 997, stk. 3, idet et eventuelt strafansvar vurderedes at være forældet. T nægtede sig skyldig og blev frifundet i byretten. Retten henviste til, at da forholdet var strafferetligt forældet, kunne påbuddet ikke længere håndhæves med tvangsbøder. Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten, der med henvisning til MAD 2016.133 V fandt, at forældelse af strafansvaret ikke var til hinder for, at tiltalte kunne pålægges tvangsbøder, indtil påbuddet var efterkommet. Da tvangsbøder har karakter af et fremadrettet tvangsmiddel, forudsætter fastsættelse af tvangsbøder dog, at der fortsat er grundlag for det påbud, som tvangsbøderne skal gennemtvinge. Landsretten bemærkede, at efter spildevandsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, nr. 3, er det en betingelse for at meddele påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30, at der er dokumentation for, at det omhandlede nedstrøms liggende vandområde er forurenet af spildevand i et omfang, der gør, at det miljømålet for vandområdet ikke er opfyldt. I den foreliggende sag var påbuddet meddelt med henvisning til, at den økologiske tilstand i vandløbet på daværende tidspunkt ikke opfyldte målsætningen om god økologisk tilstand, hvorfor betingelsen i § 35, stk. 1, nr. 3, var opfyldt på påbudstidspunktet i 2016. Under sagen havde en af kommunens miljømedarbejdere imidlertid forklaret, at vandløbet i den nye vandområdeplan 2021-2027 nu var vurderet til god økologisk tilstand, og at nye ejere af de berørte ejendomme som følge heraf ikke længere blev meddelt påbud om forbedret spildevandsrensning. Landsretten fandt på den baggrund, at der ikke længere var grundlag for kommunens påbud, hvorfor T skulle frifindes for påstanden om tvangsbøder. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.
Kommentar: Dommen vedrører to principielle spørgsmål om håndhævelse af administrative påbud ved anvendelse af tvangsbøder efter retsplejelovens § 997, stk. 3. For det første er det korrekt, når landsretten afviste, at den strafferetlige forældelse af forholdet betød, at påbuddet ikke længere kunne håndhæves med tvangsbøder. Tvangsbøder er ikke en straf, men et tvangsmiddel, der skal sikre opfyldelse af den underliggende forpligtelse, jf. bl.a. U 1969.59 H, U 1973.170 H, U 1980.227/2 V og MAD 2016.133 V. Som byrettens dom viser, overses dette dog fra tid til anden, jf. også U 2008.323 Ø. For det andet viser dommen, at tvangsbødernes karakter af fremadrettet pressionsmiddel indebærer, at domstolene må efterprøve ikke kun, om det omhandlede påbud er gyldigt meddelt, men også om efterfølgende omstændigheder indebærer, at der ikke (længere) er grundlag for tvangsfuldbyrdelse ved tvangsbøder. Dette vil naturligvis være tilfældet, hvor den ansvarlige inden dommens afsigelse har efterkommet påbuddet, jf. f.eks. U 1970.388 V, MRF 2024.180 V og MRF 2024.186 V, men også andre efterfølgende omstændigheder kan betyde, at anvendelse af tvangsbøder ikke længere er et egnet og rimelig middel til at gennemtvinge en forpligtelse, jf. f.eks. U 1976.301 H, hvor en installatør af et ulovligt antenneanlæg ikke kunne pålægges at fjerne anlægget under trussel om tvangsbøder, da installatøren efterfølgende havde opgivet sin virksomhed og derfor var ude af stand til at opfylde forpligtelsen. Ovenstående sag adskiller sig dog herfra ved, at det manglende grundlag for påbuddet skyldtes, at miljømålet om god økologisk tilstand i det omhandlede vandløb nu var opfyldt, hvorfor det ikke længere var nødvendigt at kræve rensning af spildevandet fra T’s ejendom for at opfylde vandrammedirektivets krav. Det kan umiddelbart synes oplagt, at T ikke i en sådan situation kan tvinges til at rense sit spildevand, men frifindelsen af T giver anledning til et yderligere problem i forhold til eventuelle andre udledere af spildevand til det pågældende vandløb. Såfremt disse udledere allerede har efterkommet tilsvarende påbud fra kommunen, må disse påbud fortsat anses for gældende, da det jo kan skyldes rensningen af dette spildevand, at vandløbet har opnået god økologisk tilstand, hvorfor en ophævelse af påbuddene risikerer at forringe vandløbets tilstand i strid med vandrammedirektivets art. 4, stk. 1, og indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 2. Der kan derfor opstå en uheldig forskelsbehandling mellem de udledere, der efterkommer påbuddet rettidigt, og de udledere, der sidder påbuddet overhørig. Dommen illustrerer således vanskelighederne ved at håndtere forurening af vandmiljøet, der stammer fra flere, mere eller mindre diffuse kilder. Disse udfordringer kan dog næppe løses gennem en restriktiv håndhævelse af miljøbeskyttelseslovens § 30, sådan som kommunen og anklagemyndigheden lagde op til i ovenstående sag.