MRF 2024.185
Vestre Landsrets dom af 4. juni 2024, 5. afd., sag BS-25940/2022-VLR
(Henrik Estrup, Helle Krogager og Lisette Ørnskov Top)
A (adv. Jes Andersen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Kim Christian Højmark)
Afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til arealoverførsel mellem A’s to kystnære matrikler, idet der ikke var grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets skøn, og da hensynet til at undgå uønsket præcedens var et sagligt og lovligt kriterium.
A ejede de to matrikler X1 og X2 beliggende på den østlige del af Mors med et areal på henholdsvis ca. 10.000 m2 og ca. 4.000 m2. X1 var i sin helhed beliggende inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje, og X2 var delvist beliggende inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje, idet den sydlige del af X2, hvor der var opført et enfamiliehus og en carport, var undtaget. X1 bestod af et ubebygget og udyrket areal med en ca. 300 m lang og 30 m bred tange i nordvestliggende retning, mens der på den sydlige del af matriklen lå en mindre sø, som var adskilt fra nordlige del af en privat fællesvej. Den nordlige del af X2 grænsede op til X1. A ansøgte i november 2018 Kystdirektoratet om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en arealoverførsel fra X1 til X2, der ville indebære, at den nordlige del af X1, herunder tangen, blev overført til X2, og at der samtidig blev fastlagt et nyt skel mellem de to matrikler, så den sydlige del af den eksisterende X1, hvor søen lå, blev en ny selvstændig og mindre matrikel. Af ansøgningen fremgik, at A ønskede at sikre, at tangen på den nordlige del af X1 hørte til en beboelsesmatrikel, så den ikke i fremtiden ville blive solgt fra til en udefrakommende ejer, men derimod ville forblive ejet af en lokal beboer. Kystdirektoratet meddelte i oktober 2020 afslag på dispensation til arealoverførslen og fastlæggelse af nyt skel mellem matriklerne, hvilket A påklagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der ved afgørelse af 17. marts 2021 (j.nr. 20/13163) stadfæstet afslaget. Nævnet bemærkede, at der efter klagenævnspraksis stilles lempeligere krav til dispensation fra strandbeskyttelseslinjen i sager om arealoverførsler, hvor der ikke opstår en ny ejendom med adgang til kysten. Uanset at en dispensation i den konkrete sag ikke ville medføre, at der blev skabt en sådan ny ejendom med direkte adgang til kysten, fandt nævnet, at der heller ikke efter den lempeligere praksis forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Nævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et relativt stort og uberørt areal, som ønskedes overført, at arealet lå helt ud til kysten og inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje, at praksis er restriktiv, og at dispensation ville kunne medføre uønsket præcedensvirkning. Nævnet afviste endvidere, at hensynet til fremtidige udefrakommende ejerforhold til den uberørte matrikel, som ifølge A var baggrunden for ansøgningen, kunne føre til et andet resultat, idet strandbeskyttelseslinjen ikke har til formål at varetage dette hensyn. A indbragte klagenævnets afgørelse for domstolene og gjorde navnlig gældende, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation, og at det ikke var sagligt at lægge vægt på hensynet til uønsket præcedens, da myndigheden skal vurdere hver enkelt sag for sig og foretage en skønsafvejning på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og anførte bl.a., at hensynet til uønsket præcedens utvivlsomt var sagligt, jf. U 2007.1575 H og forarbejderne til naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Byretten frifandt klagenævnet med henvisning til, at hensynet til uønsket præcedens er sagligt, og at der ikke var grundlag for at tilsidesættelse nævnets skøn. A ankede dommen til landsretten, der fandt, at nævnets afgørelse var i overensstemmelse med praksis efter naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, jf. § 65 b, stk. 1, herunder den lempeligere praksis for arealoverførsel, hvor der ikke opstår en ny ejendom med adgang til kysten. Landsretten fandt videre, at nævnet havde foretaget den nødvendige afvejning af modstående hensyn og alene havde inddraget saglige og lovlige kriterier, hvorfor landsretten stadfæstede frifindelsen af klagenævnet.
Kommentar: Dommen er i overensstemmelse med fast retspraksis, hvorefter domstolene er tilbageholdende med at tilsidesætte forvaltningens skønsmæssige afvejning af saglige hensyn. Det er i overensstemmelse med såvel praksis og naturbeskyttelseslovens forarbejder som forvaltningsretlig teori, at landsretten anså hensynet til at undgå uønsket præcedens for at være sagligt. I U 1992.227 H udtalte Højesterets flertal, at hensynet til uønsket præcedens ikke i sig selv kan begrunde et afslag på dispensation, hvilket der dog heller ikke var tale om i ovenstående sag fra Mors. Fra litteraturen kan henvises til Bent Christensen, Forvaltningsret – opgaver, hjemmel, organisation, 2. udg., 1997, s. 149 og Mørup m.fl., Forvaltningsret – almindelige emner, 7. udg., 2022, s. 246.