MRF 2024.182

Vestre Landsrets dom af 15. maj 2024, 8. afd., sag BS-49697/2023-VLR
(Torben Geneser, Thomas Klyver og Anne Hedegaard Toft)

A (adv. Mogens Olesen) mod H I/S, E og C (adv. Morten Boe Svendsen)

Tillægsfristen på ét år efter forældelseslovens § 21, stk. 4, ved isoleret bevisoptagelse skulle regnes fra landsrettens kendelse om, at den afgivne skønserklæring ikke kunne tilsidesættes. A’s erstatningskrav for skader på sin kvægbestand som følge af nabos sprøjtning var dermed forældet.

Landmanden A anlagde den 24. februar 2022 retssag mod H I/S, E og C (de sagsøgte) med påstand om erstatning for skader på A’s kvægbestand som følge af de sagsøgtes sprøjtning henholdsvis 26. august 2016 og 7. september 2016 af deres arealer, der var beliggende syd for A’s ejendom. Forud for retssagen havde A den 8. juli 2019 anmodet om isoleret bevisoptagelse med syn og skøn efter retsplejelovens § 343. Skønsrapporten fremkom den 4. juni 2020 og konkluderede, at sygdom og dødsfald i A’s besætning stammede fra de sagsøgtes sprøjtning med et for dyrene giftigt stof. De sagsøgte indbragte herefter spørgsmålet, om skønsrapporten skulle udgå af sagen, for byretten, der den 21. december 2020 traf afgørelse om, at de sagsøgtes anmodning ikke blev taget til følge. De sagsøgte kærede byrettens afgørelse til Vestre Landsret, der den 10. februar 2021 afsagde kendelse om, at skønserklæringen ikke kunne tilsidesættes på grund af inhabilitet. De sagsøgte forsøgte at indbringe landsrettens afslag for Højesteret, men Procesbevillingsnævnet afslog den 25. juni 2021 ansøgningen om kæretilladelse. Under retssagen gjorde A bl.a. gældende, at forældelse tidligst kunne indtræde den 25. juni 2022, dvs. ét år efter tidspunktet for Procesbevillingsnævnets afgørelse, jf. forældelseslovens § 21, stk. 4, mens de sagsøgte gjorde gældende, at forældelse allerede var indtrådt, fordi tillægsfristen på ét år ifølge forældelseslovens § 21, stk. 4, skulle regnes enten fra skønsrapportens fremlæggelse den 4. juni 2020 eller fra Vestre Landsrets kendelse den 10. februar 2021. Byretten fandt efter en gennemgang af sagsforløbet, at den almindelige 3-årige forældelsesfrist skulle regnes fra et tidspunkt, der lå senest primo 2017, og at forældelse dermed ville være indtrådt primo 2020, hvis der ikke forinden havde været fremsat begæring om isoleret bevisoptagelse med syn og skøn. Det afgørende var dermed, hvornår tillægsfristen på ét år efter forældelseslovens § 21, stk. 4, skulle regnes fra. Byretten fandt, at skønsforretningen efter det beskrevne forløb blev afsluttet ved Vestre Landsrets afgørelse af 10. februar 2021, idet der herved efter ordinære retsmidler var truffet endelig afgørelse om skønserklæringens status. Det efterfølgende forløb med de sagsøgtes ansøgning til Procesbevillingsnævnet om kæretilladelse til Højesteret kunne ikke føre til et andet resultat. Byretten fandt herefter, at A’s erstatningskrav var forældet ved sagsanlægget den 24. februar 2022, og frifandt derfor de sagsøgte. A ankede byrettens dom til landsretten, der tiltrådte byrettens begrundelse og bemærkede med henvisning til forældelseslovens forarbejder, at tillægsfristen på ét år i forældelseslovens § 21, stk. 4, skulle regnes fra skønsforretningens afslutning, dvs. normalt fra modtagelse af skønsmandens afsluttende erklæring. Landsretten anførte, at skønserklæringen fremkom den 4. juni 2020, og at skønsforretningen måtte anses for afsluttet ved landsrettens kendelse af 10. februar 2021. Efter dette tidspunkt blev der ikke stillet yderligere spørgsmål til skønsmanden, og den omstændighed, at parterne havde taget forbehold om at stille supplerende spørgsmål, kunne ikke bevirke, at tillægsfristen fortsat løb, hvorfor fristen var overskredet, da sagen blev anlagt den 24. februar 2022. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom om frifindelse af de sagsøgte.

[Redaktionen er ved at indhente byrettens og landsrettens domme, som vil blive publiceret snarest.]