MRF 2024.176
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. juni 2024, j.nr. 23/07929
Ophævet ”afgørelse” om, at skovgræsning af ca. 280 ha fredskovspligtigt areal i Natura 2000-område ikke var omfattet af VVM-reglerne, da projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 1.d, idet projektet forudsatte fældning af nåletræsplantager, og det efter EU-Domstolens praksis er uden betydning, hvilket formål projektet har, og om skovarealerne fortsat ville være skov efter skovlovens regler.
Miljøstyrelsen meddele i januar 2023 dispensation til skovgræsning af et fredskovspligtigt areal på ca. 280 ha i Aalborg Kommune i medfør af skovlovens § 38, jf. § 9, nr. 1 og § 39. Hele arealet var fredskovpligtigt og omfattet at Natura 2000-område nr. 218, Hammer bakker, østlig del. Skovgræsningen havde til formål at udvide det afgræssede landskab og mosaiknaturen med både skov og åben natur for at sikre områdets biologiske værdier. I den forbindelse skulle der ryddes en nåleskovsplantage med henblik på at sikre kulturhistoriske skovtyper. Skovgræsningen skulle ske ekstensivt og helårligt i én stor lukket fold ved genudsætning af kvæg, heste og evt. geder. Projektet skulle derved fremme naturlige processer og konvertere arealerne fra plantagedrift til et større sammenhængende naturområde. Dispensationen efter skovloven blev påklaget af en grundejer og en forening, der bl.a. anførte, at Miljøstyrelsen skulle have truffet screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven forud for dispensationen. Ved afgørelse af 26. juni 2023 (j.nr. 23/01869) afviste Miljø- og Fødevareklagenævnet klagen, da det var kommunen og ikke Miljøstyrelsen, der havde kompetence til at træffe afgørelse vedr. projektet efter miljøvurderingsloven. Under klagesagen havde Aalborg Kommune den 28. april 2023 oplyst til nævnet, at der ikke var foretaget en screening af skovgræsningen efter miljøvurderingslovens § 21, da projektet ikke var omfattet af lovens bilag 2. Denne ”afgørelse” blev påklaget af foreningen og grundejeren, der anførte, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 1.d om rydning af skov, idet klager henviste til EU-Domstolens dom i sag C-329/17, Prenninger m.fl. Under denne klagesag oplyste kommunen supplerende, at formålet med projektet var at konvertere nåletræsbeplantninger til lysåben naturskov med hjemmehørende arter. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at skovgræsningen i sagen forudsatte indgreb i det naturlige miljø og dermed udgjorde et projekt i miljøvurderingslovens forstand. Nævnet fandt, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 1.d (Nyplantning og rydning af skov med henblik på omlægning til anden arealudnyttelse), og at projektet derfor skulle have været VVM-screenet. Nævnet lagde herved vægt på, at VVM-direktivets bilag efter EU-Domstolens praksis skal fortolkes bredt, og at formålet med projektet ikke havde betydning for fortolkningen af bilag 2, pkt. 1.d, jf. sag C-329/17, Prenninger m.fl., præmis 39. Det var derfor uden betydning, at projektet ville fremme naturlige processer og skabe et større sammenhængende naturområde. Nævnet lagde endvidere vægt på, at projektet forudsatte rydning af skov med henblik på anden arealudnyttelse, idet der skulle ske fældning af nåletræsplantager med plantagedrift og konvertering af disse til et større sammenhængende naturområde med lysåben naturskov og ekstensiv helårsgræsning. Nævnet bemærkede herved, at det efter EU-Domstolens praksis er det uden betydning for vurderingen af, om der er en ny arealanvendelse, at fældede træer bliver erstattet af andre skovvækster, og dermed at skovarealerne fortsat ville være skov efter skovlovens bestemmelser, jf. sag C-329/17, præmis 40. På denne baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse om, at skovgræsningen ikke var omfattet af miljøvurderingsloven, og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Med hensyn til fortolkningen af VVM-direktivets og miljøvurderingslovens bilag er afgørelsen helt på linje med EU-Domstolens udvidende fortolkning af bilagspunkterne, herunder navnlig sag C-329/17, Prenninger m.fl., der angik det i sagen omhandlede bilag 2, pkt. 1.d om nyplantning og rydning af skov med henblik på omlægning til anden arealudnyttelse. Den tidligere afgørelse fra juni 2023 (j.nr. 23/01869) om, at det er kommunen, der efter miljøvurderingslovens § 17, stk. 1, er kompetent VVM-myndighed, er korrekt, men med den supplerende tilføjelse, at det i relation til vurdering af påvirkning af Natura 2000-område efter habitatbekendtgørelsens § 6, er Miljøstyrelsen, der er forpligtet til at foretage væsentlighedsvurdering, jf. habitatbekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 2. Det kan i øvrigt bemærkes, at den ”afgørelse”, som nævnet tog stilling til i denne sag, var af en noget særegen karakter, idet det fremgår af nævnets afgørelse, at ”afgørelsen” reelt var de bemærkninger, som kommunen var fremkommet med under den tidligere klagesag. Normalt vil en kommunes høringssvar ikke kunne anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Når det imidlertid følger af fast nævnspraksis, at såkaldt indirekte afgørelser om, at et projekt ikke er omfattet af miljøvurderingsloven, kan påklages, jf. f.eks. MRF 2022.289 Mfk, MRF 2023.155 Mfk, MRF 2023.231 Mfk og MRF 2024.65 Mfk, forekommer det konkret rimeligt, at spørgsmålet om miljøvurderingsloven også kunne prøves af klagenævnet i ovenstående sag. For denne klageadgang kan også tale, at kommunen udover at være VVM-myndighed ifølge sagens oplysninger også var bygherre for projektet eller i hvert fald handlede på vegne af denne.