MRF 2024.171
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. juni 2024, j.nr. 21/10751
Ophævet og hjemvist screeningafgørelse om ikke-VVM-pligt af etablering af minivådområde i privat drænsystem, der havde udløb i målsatte Halskov Bæk, da kommunen ikke havde vurderet, om reduceret vandføring og opvarmet vand ville medføre en forringelse af vandløbets tilstand i strid med vandrammedirektivets art. 4(1)(a) og indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3. Reguleringstilladelse efter vandløbslovens § 17 ophævet som følge heraf.
Vejle Kommune traf i juli 2021 screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at etableringen af et minivådområde i et privat drænsystem med udløb i Halskov Bæk ikke var VVM-pligtig. Kommunen meddelte samtidig reguleringstilladelse efter vandløbslovens § 17. Projektet havde til formål at mindske kvælstofudledning ved, at drænvand blev ledt ud i en åben grøft, hvorefter det via et nyt rørlagt forløb blev pumpet ud i minivådområdet med et areal på 1,34 ha. Herefter skulle vandet ledes frit ud over en iltningstrappe, der havde afløb til Halskov Bæk. Projektets opland udgjorde ca. 131 ha drænet landbrugsjord, der havde udløb i Halskov Bæk, som selv var en del af et større vandløbssystem med udløb i Kolding Fjord. Halskov Bæk var på dele af strækningen målsat til god økologisk tilstand, hvor det fremgik af vandområdeplan 2021-2027, at vandløbets nuværende økologiske tilstand var ringe. Af screeningsskemaet fremgik, at projektet ville medføre påvirkninger på overfladevand, idet minivådområdet samlede vand fra et dræn og fra en grøft, der normalt ville udlede vand to forskellige steder i Halskov Bæk. Det var kommunens vurdering, at den absolutte maksimale tålegrænse for fjernelse af vand fra vandløbet var 50 % i sommerperioden, og at projektet netop opfyldte dette, da drænoplandet var 50 % af det samlede opland. Kommunen havde derfor vurderet, at projektet ikke kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet. Screeningsafgørelsen og reguleringstilladelsen blev påklaget af Danmarks Sportsfiskerforbund, der navnlig anførte, at tilstanden i Halskov Bæk ville forringes som følge af projektet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at det følger af vandrammedirektivets art. 4(1)(a), som i dansk ret er implementeret i indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, at en myndighed kun kan træffe afgørelse, der indebærer en påvirkning af et målsat overfladevandområde, hvis afgørelsen ikke medfører forringelse af vandområdets tilstand og ikke hindrer målopfyldelse. Nævnet fandt, at kommunen i forbindelse med screeningafgørelsen ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af projektets påvirkning af Halskov Bæk og vandløbets miljømål. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af, hvilken betydning det ville have for Halsskov Bæk og dens kvalitetselementer, at vandføringen i forbindelse med projektet ville blive formindsket, uanset at kommunen havde vurderet, at perioden, hvori vandløbet tørrede ud, potentielt ville blive forlænget i forhold til de naturlige forhold. Nævnet lagde desuden vægt på, at kommunen heller ikke havde forholdt sig til betydningen af, at vandet i minivådområdet blev opvarmet inden udledning i Halskov Bæk, uanset at kommunen tidligere i forbindelse med et lignende projekt havde konkluderet, at udløbet fra et minivådområde kunne påvirke temperaturen i Halskov Bæk væsentligt i sommerperioden. På den baggrund ophævede nævnet screeningsafgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet nævnet bemærkede, at dette betød, at de nødvendige rammer for reguleringstilladelsen efter vandløbslovens § 17 ikke længere var til stede, hvorfor også denne afgørelse blev ophævet og hjemvist.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer de ganske vidtrækkende konsekvenser af EU-Domstolens udvidende fortolkning af forbuddet mod forringelse af vandmiljøet i vandrammedirektivets art. 4, som det ligeledes fremgår af MRF 2023.78 Mfk (Vega-sagen). I sagen om Halskov Bæk var meningen efter det oplyste at tilbageholde tilførsel af kvælstof til vandmiljøet og i sidste ende Kolding Fjord med et minivådområde. Dette ville dog medføre, at tilførsel af vand til vandløbet gennem private dræn blev reduceret, og dermed, at vandtilførslen ville ændre sig og kunne forringe vandløbets tilstand. Er det tilfældet, kan tilladelse til projektet kun meddeles ved brug af undtagelsen i vandrammedirektivets art. 4(7), som implementeret i miljømålsbekendtgørelsens § 4 og indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 4. Den omstændighed, at formålet med minivådområdet var at forbedre vandmiljøet ved at tilbageholde kvælstof, er uden betydning for, om den samtidige forringelse af vandløbets tilstand er i strid med vandrammedirektivets forbud mod forringelse, men vil efter omstændighederne kunne begrunde brug af undtagelsesbestemmelsen, jf. ligeledes sag C-525/20 (MRF 2022.14) og fra klagenævnets praksis MRF 2022.296 Mfk – og hertil Pagh: TfM 2023, s. 443. Sammenholdt med den aktuelle politiske opmærksomhed om at begrænse kvælstofudledning til vandmiljøet er der derfor god grund til at se på den danske gennemførelse af vandrammedirektivets art. 4(7), der for nuværende spænder ben for løsninger, som ellers kunne være til gavn.