MRF 2024.17
Planklagenævnets afgørelse af 8. februar 2024, j.nr. 23/02767
Ejer fik ikke medhold i klage over Københavns Kommunes påbud efter planlovens § 43 om ”lovliggørelse” af et i 2021 genopbygget udhus beliggende inden for vejbyggelinje fastsat i servitut fra 1920, idet nævnet afviste ejers berettigede forventninger og anførte, at værdispild ved fysisk lovliggørelse af udhuset ikke kunne opveje hensynet til retshåndhævelse.
E havde i 2003 overtaget en ejendom, hvorpå der i 1920 var tinglyst en servitut, som bl.a. bestemte, at bygninger skulle holdes mindst 9,415 meter fra tilstødende vejes midterlinje. I 1939 var der tinglyst en påtegning, hvoraf fremgik, at ejendommen i stedet for de oprindelige servitutter blev pålagde en bestemmelse om, at bygninger skulle holdes mindst 12,5 m fra midten af Islevhusvej. Ved overtagelsen i 2003 var der flere skure/udhuse på grunden, der efterfølgende var blevet fjernet. I 2021 opsatte E et nyt plankeværk og genopbyggede i den forbindelse et af de tidligere skure, som var placeret 5 m fra vejmidten til Islevhusvej. Efterfølgende blev Københavns Kommune opmærksom på udhuset og varslede i juli 2022 påbud om håndhævelse af servitutten. Den 27. september 2022 meddelte kommunen påbud til E om lovliggørelse efter planlovens § 43 med henvisning til vejbyggelinjen i den privatretlige servitut og at hensigten med servitutten var at opretholde villavejens åbne og grønne præg. E påklagede påbuddet og anførte navnlig, at ejendommen som følge af påtegningen i 1939 ikke var omfattet af servitutten, at hvis dette var tilfældet, kunne servitutten ikke håndhæves, da vejbyggelinjen var overtrådt, allerede da E overtog ejendommen i 2003, og at forholdet ikke var påtalt af kommunen før byggesagen, hvorfor E havde en berettiget forventning om at kunne bibeholde skuret. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at servitutten fra 1920 trods senere påtegninger fortsat var gældende for ejendommen, da servitutten ikke var aflyst fra tingbogen. Da udhuset var placeret 5 m fra vejmidten, og da servitutten indeholdt et forbud mod placering af bygninger tættere end 9,415 m fra vejmidten, fandt nævnet, at der forelå et servitutstridigt forhold. Herefter afviste nævnet, at E havde en berettiget forventning på baggrund af kommunens passivitet efter, at kommunen var blevet opmærksom på det servitutstridige forhold i 2020/2021. Da udhuset kun havde været opført i sin nuværende form i 2 år, forelå der heller ikke indrettelseshensyn, der begrænsede kommunens påbudsadgang. Tilsvarende afviste nævnet E’s indsigelser om proportionalitet og værdispild samt om manglende svar på fristudsættelse af partshøring. På den baggrund kunne Planklagenævnet ikke give E medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen forekommer på flere punkter i modstrid med Planklagenævnets hidtidige praksis, hvorefter påbud efter planlovens § 43 netop ikke har karakter af lovliggørelsespåbud efter planlovens § 51, men derimod har konstitutiv karakter på linje med forbud efter planlovens § 14, jf. MRF 2022.122 Pkn. I konsekvens heraf afviser Planklagenævnet fast klager over, at en kommune ikke har meddelt påbud efter planlovens § 43. Det er i dette lys uforståeligt, at Planklagenævnet henviser til retshåndhævelseshensyn, da forholdet i forhold til planloven var lovligt, indtil kommunen meddelte påbud, jf. ligeledes MRF 2023.250 Pkn. Da nævnet i afgørelse ikke gengiver den præcise ordlyd af påtegningen og ændringen af servitutten i 1939, er det ikke muligt at vurdere, om den oprindelige vejbyggelinje fortsat er gældende. Men selv hvis dette lægges til grund, betyder oplysningen om, at der er tale om en genopførelse af et skur samme sted, at servitutten i så fald var overtrådt, allerede da E overtog ejendommen, hvorfor passivitetshensyn i sig selv vil føre til, at kommunen næppe kan håndhæve servitutten efter planlovens § 43. Om kommunal håndhævelse efter planlovens § 43 af privatretlige servitutter se uddybende Peter Pagh og Thomas Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 227 ff.