MRF 2024.159
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 31. maj 2024, j.nr. 19/04249
Ophævet og hjemvist Miljøstyrelsens tilladelse til klapning af 450.000 m3 oprensnings- og uddybningsmateriale fra Odense Havn på klaplads nord for Fyn, da styrelsen ikke havde vurderet optagning i tilladelsen, uanset at en klapningstilladelse efter havmiljølovens § 26 skal omfatte både optagningen og klapningen af havbundssedimentet. (Afgørelsen er i oktober 2024 genoptaget (j.nr. 24/08921), hvorefter nævnet har afvist klagen fra realitetsbehandling.)
Miljøstyrelsen meddelte i februar 2019 tilladelse efter havmiljølovens § 26 til klapning af i alt 450.000 m3 oprensnings- og uddybningsmateriale fra Odense Havn til en klapplads nord for Fyn. Tilladelsen var en udvidelse af en klapningstilladelse fra juli 2017 til klapning af op til 1.100.000 m3 uddybningsmateriale. Af Miljøstyrelsens tilladelse fra februar 2019 fremgik, at det optagne havbundssediment var tiltænkt nyttiggjort som en del af udvidelsen af Odense Havn, men at dette havde vist sig umuligt pga. store mængder gytje. Miljøstyrelsens tilladelse angik alene klapningen, mens selve optagningen af sediment ikke var behandlet i afgørelsen, hvilket Miljøstyrelsen havde begrundet med, at de potentielle påvirkninger af optagningen var behandlet i en VVM-redegørelse fra 2012 og godkendt i forbindelse med Kystdirektoratets VVM-tilladelse til havneudvidelsen i 2016. Klapningstilladelsen blev påklaget af en bierhvervsfisker, der bl.a. anførte, at afgravningen af havbundsmateriale i Odense Havn ville være ødelæggende for Odense Fjord, herunder Natura 2000-området i fjorden, som følge af sedimentudfald samt frigivelse af svovlbrinte til vandsøjlen. Klager ønskede endvidere oplyst, om Miljøstyrelsens vurdering af, at der i forbindelse med klapningen forventedes spild til vandsøjlen på 7 %, også kunne forventes i opgravningsfasen. Af Miljøstyrelsens bemærkninger til klagen fremgik bl.a., at styrelsen i forbindelse med tilladelsen havde vurderet spild i forbindelse med optagningen med udgangspunkt i de spredningsberegninger af spild, som fremgik af VVM-redegørelsen for havneudvidelsesprojektet. Styrelsen mente derfor, at det var sandsynliggjort, at der ikke kunne ske skade på Natura 2000-området i forbindelse med optagningen. Styrelsen anførte endvidere, at optagningen var godkendt i forbindelse med en tidligere udstedt tilladelse, og at den forurenede del af materialet allerede var optaget i depot på land, hvorfor klapningstilladelsen kun angik uddybningsmateriale, som måtte antages at være uforurenet. I forbindelse med sagens behandling anmodede nævnet i februar 2024 Miljøstyrelsen om en uddybning af, om styrelsen mente, at der kunne meddeles to særskilte afgørelser til henholdsvis optagning og klapning, hvortil styrelsen med henvisning til bl.a. det organisatoriske specialitetsprincip udtalte, at tilladelsen til og vurdering af de miljømæssige forhold omkring optagningen blev reguleret efter anden lovgivning. Miljøstyrelsen havde derfor ikke hjemmel til at foretage en særskilt og ”overlappende” vurdering og beslutning om vilkårsfastsættelse for optagningen. Miljøstyrelsen henviste endvidere til, at da klapningstilladelsen omfattede uddybningsmateriale, og ikke oprensningsmateriale, blev optagningen grebet af reglerne efter miljøvurderingsloven, idet uddybning er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.l. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt anledning til at behandle om en tilladelse efter havmiljølovens § 26 skal omfatte såvel optagning som klapning, eller om der kunne træffes afgørelse alene om klapning. Nævnet behandlede indledningsvis forholdet mellem havmiljølovens § 26 og miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2, og henviste først til en ændringslov fra 2008 til havmiljøloven, hvor det tidligere kompetenceoverlap mellem de to bestemmelser blev afhjulpet ved at ophæve miljøministerens kompetence i havmiljøloven til at fastsætte vilkår om optagning i forbindelse med anden bortskaffelse af havbundsmateriale end klapning. Dermed blev kompetencen til at fastsætte vilkår om optagning til alt andet end klapning samlet hos kommunerne. Nævnet henviste endvidere til et lovforslag fra november 2014 (FT 2014-15, 1. saml., tillæg A, lovforslag nr. L 85), hvor der i beskrivelsen af gældende ret tillige var givet udtryk for, at optagning af materiale som udgangspunkt krævede tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2, hvilket dog ikke gjaldt ved tilladelse til klapning, da optagelsen i så fald reguleres i klapningstilladelsen. Samme opfattelse kom til udtryk i spildevandsvejledningen. På den baggrund fandt nævnet, at klapningstilladelser efter havmiljølovens § 26 skal omfatte både optagningen og klapningen af havbundssedimentet, uanset om optagningen er en uddybning eller en oprensning. Selv om det organisatoriske specialitetsprincip medfører, at en forvaltningsmyndighed ikke kan varetage hensyn, som det ifølge loven tilkommer en anden forvaltningsmyndighed at varetage, er Miljøstyrelsen efter havmiljølovens tillagt kompetence til at meddele tilladelser efter havmiljølovens § 26, som omfattede både optagning og klapning. At en anden myndighed har foretaget en vurdering af de miljømæssige konsekvenser ved optagning af havbundssediment som led i administration efter anden lovgivning, fritager derfor ikke Miljøstyrelsen fra at foretage en selvstændig vurdering forud for klapningstilladelsen, hvor Miljøstyrelsen kan inddrage oplysninger, der fremgår af øvrige myndigheders vurderinger og afgørelser. Da Miljøstyrelsens tilladelse på denne baggrund led af en væsentlig retlig mangel, ophævede nævnet afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Indledningsvis bemærkes, at Miljø- og Fødevareklagenævnet efter anmodning fra Miljøstyrelsen genoptog denne afgørelse af 31. maj 2024 og den 21. oktober 2024 traf ny afgørelse (j.nr. 24/089121). I den nye afgørelse har klagenævnet afvist klagen fra realitetsbehandling, hvilket har erstattet afgørelsen af 31. maj 2024. Afgørelsen af 21. oktober 2024 vil blive bragt på MRF på et senere tidspunkt. Uanset at afgørelsen af 31. maj 2024 således ikke længere er gældende, har redaktionen fundet, at afgørelsen burde bringes på MRF, da den giver anledning til tre kommentarer. For det første må bemærkes, at klagenævnet ikke i afgørelsen tog stilling til, om klapningen var omfattet af krav om miljøvurdering efter miljøvurderingsloven, uanset at dette spørgsmål har givet anledning til tvivl, jf. kommentaren til MRF 2024.160 Mfk. Nævnet begrænsede derimod sin prøvelse til ét spørgsmål, nemlig om en klapningstilladelse også skal indeholde en vurdering af de miljømæssige effekter ved optagning af sediment, og underkendte på dette punkt Miljøstyrelsens afgørelse. Dette må anses for velbegrundet, da klapningen ikke kan ske uden optagning, og der derfor ikke bør lægges vægt på styrelsens betragtning om det organisatoriske specialitetsprincip. For det andet kan anføres, at den påklagede klapningstilladelse for 450.000 m3 havbundssediment også mht. optagning af havnesediment er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.l om uddybning og opfyldning på søterritoriet, og at optagningen som følge heraf i alle tilfælde er omfattet af miljøvurderingsloven regler om projekter og derfor som minimum kræver VVM-screening. Se herom også kommentaren til MRF 2024.160 Mfk. Endelig kan – for det tredje – bemærkes, at det fremgår af havmiljølovens § 53, stk. 2, at klage over tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale har opsættende virkning, medmindre klagenævnet bestemmer andet. Ophævelse af opsættende virkning er ikke omtalt i nævnets afgørelse, hvilket umiddelbart synes at føre til, at den ansøgte uddybning ikke har kunnet gennemføres i de fem år, som klagesagen har verseret i Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det forekommer særligt i lyset heraf uheldigt, at klagenævnet i oktober 2024 genoptog sagen og afviste klagen pga. manglende klageberettigelse, da en korrekt afvisning fra begyndelsen må forventes at have indebåret en langt kortere sagsbehandlingstid.