MRF 2024.14
Planklagenævnets afgørelse af 29. januar 2024, j.nr. 22/17312, 22/17313, 22/17314 og 22/17315
Ophævet og hjemvist afslag på lovliggørende lokalplandispensation og påbud om fysisk lovliggørelse, da kommunen havde tilsidesat ved proportionalitetsprincippet ved ikke at foretage en konkret vurdering af, om de enkelte bygningsforandringer kunne lovliggøres ved dispensation.
Gentofte Kommune meddelte den 24. oktober 2022 afslag på lovliggørende dispensation fra en lokalplan til en række bygningsforandringer i et bevaringsværdigt enfamiliehus i Charlottenlund og meddelte samtidig påbud om fysisk lovliggørelse. Forandringerne bestod bl.a. i en forøgelse af bygningshøjden, etablering af en kvist, udskiftning af vinduer og udvendig efterisolering. Af lokalplanens § 6.3 om bebyggelsens omfang og placering fremgik, at den maksimale bygningshøjde ikke måtte overstige 9 m over naturligt terræn, og af § 7.1 fremgik, at bevaringsværdige bebyggelser ikke måtte nedrives eller ændres uden tilladelse. Afslaget på lovliggørende dispensation var begrundet med, at de ansøgte ændringer var i strid med planlægningen for området, herunder det kommunale ønske om at undgå fortætning i området samt bevaring af bevaringsværdig bebyggelse. Det var kommunens vurdering, at summen af bygningsforandringerne forringede ejendommens arkitektur og bevaringsværdier væsentligt. Ifølge kommunens påbud kunne lovliggørende enten ske ved retablering af forholdene eller ved, at der søgtes og blev opnået dispensation fra lokalplanen til at bibeholde forholdene, idet det dog videre fremgik af påbuddet: ”I har allerede søgt om lovliggørende tilladelse til samtlige forandringer og fået afslag på dette. I har tidligere modtaget vejledning om hvilke forandringer, der eventuelt kan opnå tilladelse hvis de andre tilbageføres”. Afgørelsen blev påklaget af ejerne af ejendommen, der anførte, at bygningen ved en fejl var udpeget som bevaringsværdig, og at udgifterne til fysisk lovliggørelse ville udgøre ca. 3,5-4 mio. kr. Planklagenævnet (formanden) fandt, at de gennemførte bygningsforandringer var i strid med lokalplanens §§ 6.3 og 7.1, idet det var ubestridt, at bygningshøjden allerede før efterisoleringen oversteg 9 m, og at efterisoleringen havde medført en forhøjelse med 18 cm, og da huset var omfattet af § 7.1, uanset om udpegningen af huset som bevaringsværdigt måtte være sket på forkert grundlag. Herefter lagde nævnet til grund, at kommunen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet skal vælge det mindst indgribende middel i en lovliggørelsessag. I en situation som den foreliggende, hvor der var søgt om lovliggørende dispensation til enkelte bygningsændringer, og hvor kommunen oplyste, at den var indstillet på at acceptere visse ændringer, skulle der tages konkret stilling til muligheden for lovliggørelse af de enkelte forhold, før der kunne påbydes fysisk lovliggørelse. Da det var nævnets vurdering, at kommunen ikke havde foretaget denne vurdering, ophævede nævnet kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen er i overensstemmelse med fast praksis, jf. f.eks. MRF 2021.252 Pkn og MRF 2024.18 Pkn, hvorefter påbud om fysisk lovliggørelse forudsætter, at der forudgående er sket en konkret vurdering af, om de ulovlige forhold kan lovliggøres, hvor dog må anføres MRF 2021.211 Ø, MRF 2023.33 Ø og MRF 2024.10 Pkn som undtagelser. Hvor der som i denne sag fra Charlottenlund er tale om, at fysisk lovliggørelse vil være forbundet med udgifter på 3,5-4 mio. kr., vil der således på grundlag af proportionalitetsprincippet skulle foretages en mere konkret afvejning med bl.a. karakteren af overtrædelserne af lokalplanen.