MRF 2024.137
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. april 2024, j.nr. 19/08337
Stadfæstet afgørelse efter vandløbslovens § 32 om, at omlægning af offentligt vandløb var omfattet af bestemmelsen, og at kommunen dermed ikke skulle afholde udgifterne til omlægningen, da kommunen havde dokumenteret, at sædvanlig vedligeholdelse ikke længere kunne sikre rørledningens funktion, og at kommunen ikke havde forsømt sin vedligeholdelsespligt.
Lolland Kommune traf den 3. oktober 2019 afgørelse om, at en omlægning af en rørlagt delstrækning af Kommunevandløb 22, Rudbjerg var omfattet af vandløbslovens § 32, hvorefter vedligeholdelse af offentlige vandløb ikke omfatter hel eller delvis omlægning af rørledninger, men i stedet reguleres af vandløbslovens kapitel 6, hvor udgifterne betales af de lodsejere, der har nytte af omlægningen. Kommunen afgjorde derfor, at udgifterne til omlægning af strækningen ikke skulle afholdes af kommunen. Vandløbet var 4 km langt, hvoraf ca. 3 km var rørlagt. Omlægningen angik en strækning på 150 m, som forløb fra st. 258 m til st. 408 m og var rørlagt under et sommerhusområde. Årsagen til omlægningen var, at kommunen i sommeren 2018 konstaterede, at en del af strækningen var delvist ødelagt, og at der var fare for, at rørledningen faldt sammen. Omlægningen omfattede bl.a. en strømpeforing af rørledningen på en 122 m lang strækning samt udskiftning af rør på ca. 28 m af strækningen. Vandløbet blev rørlagt i 1972, og det fremgik af en landsvæsenskommissionskendelse fra december 1972, at den fremtidige oprensning og vedligeholdelse af det rørlagte vandløb blev foretaget på Rudbjerg Kommunes foranstaltning og bekostning i henhold til reglerne i vandløbsloven og uden refusion fra lodsejerne. Vandløbet var omfattet af et vandløbsregulativ fra oktober 1981 samt et tillægsregulativ fra september 2000, hvoraf fremgik, at vedligeholdelsen skulle finde sted efter almindelige fælles bestemmelser for kommunevandløbene i Rudbjerg Kommune af 13. februar 2000. Af disse bestemmelser fremgik bl.a., at vandløbets vedligeholdelse – men ikke hel eller delvis fornyelse af rørlagte strækninger – påhvilede vandløbsmyndigheden, og at alle brønde hvert år skulle efterses og oprenses, hvor dækslet lå tilgængeligt og i terrænhøjde. Afgørelsen vedr. omlægningen blev påklaget af en grundejer, som ifølge kommunen havde nytte af omlægningen. Klageren anførte, at behovet for omlægning af det rørlagte vandløb skyldtes kommunens manglende vedligeholdelse, og at kommunen derfor ikke kunne pålægge grundejerne at betale for omlægningen. Under sagens behandling bemærkede kommunen, at der var foretaget vedligeholdelse flere gange, herunder i 2010, 2014, 2015 og 2018, men at kommunen ikke havde kendskab til, om Rudbjerg Kommune havde vedligeholdt vandløbet før kommunalreformen. Kommunen bemærkede endvidere, at en strækning på 125,5 m skulle rodskæres og strømpefores, da ledningen var i dårlig stand pga. revner, rødder og deformationer. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt anledning til at behandle, hvorvidt omlægningen skyldtes kommunens manglende vedligeholdelse. Indledningsvis konstaterede nævnet, at forudsætningerne for at anvende vandløbslovens § 32 efter nævnets praksis er, (1) at vandløbsmyndigheden har dokumenteret, at det rørlagte offentlige vandløb er i en sådan stand, at sædvanlig vedligeholdelse, herunder udskiftning af defekte rør, ikke længere kan sikre rørledningens funktion, og (2) at det ikke er kommunens forsømmelse af vedligeholdelsespligten, der har nødvendiggjort omlægningen i tilfælde, hvor vandløbet ikke længere er funktionsdueligt. Nævnet fandt på baggrund af sagens oplysninger, at kommunen havde dokumenteret, at sædvanlig vedligeholdelse ikke længere kunne sikre rørledningens funktion på den omhandlede strækning. Nævnet fandt videre ikke grundlag for at konkludere, at kommunen havde forsømt sin vedligeholdelsespligt for den omhandlede strækning, og behovet for omlægning derved skyldtes kommunen forsømmelse af vedligeholdelsespligten. Nævnet vurderede endvidere, at kommunen havde vedligeholdt rørstrækningen i overensstemmelse med de gældende regulativer. Nævnet fandt på den baggrund, at kommunen havde haft hjemmel til at træffe afgørelse om, at omlægningen var omfattet af vandløbslovens § 32, og dermed til at pålægge grundejerne udgifterne til omlægningen, hvorfor nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen følger sædvanlig praksis, men Lollands Kommunes bemærkning om, at kommunen ikke havde kendskab til, om Rudbjerg Kommune havde vedligeholdt vandløbet, er der grund til at gøre en enkelt bemærkning om, idet kendskab ikke er et subjektivt spørgsmål. En kommune er en juridisk person, og efter kommunesammenlægningen i 2007 blev Rudbjerg Kommune en del af Lolland Kommune. Hvad Rudbjerg Kommune har gjort og ikke gjort før sammenlægningen, er derfor noget som Lolland Kommune nu anses at kende uanset konkret ukendskab, jf. til illustration U 2000.234 V, hvor Vejle Kommune blev fundet erstatningsansvarlig for ikke at have oplyst køber af en ejendom om en tidligere losseplads, selv om der næppe var medarbejdere i kommunen, der kendte til den tidligere anvendelse, der var sket før den forrige kommunesammenlægning i 1970. Hvis den nuværende tilstand således måtte skyldes, at det rørlagte vandløb ikke var blevet vedligeholdt af Rudbjerg Kommune, og dette havde betydning for omlægningen, ville svaret i sagen kunne have været et andet. Oplysningerne i sagen giver dog ikke holdepunkter for at besvare dette.