MRF 2024.136
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. april 2024, j.nr. 24/00294
Afvist grundejerforenings klage over regnvandshåndteringsplan, der var vedlagt som bilag til et tillæg til spildevandsplan, da regnvandshåndteringsplanen ikke var en afgørelse, der lå inden for nævnets ressortområde. Afvist klage over SMV-screening af spildevandstillægget pga. overskridelse af klagefrist. Afvist klage over byggeri på § 3-beskyttet hedeareal pga. manglende klageret.
Frederikshavn Kommune traf den 17. november 2023 screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at et tillæg til spildevandsplan 2020 ikke krævede SMV-procedure, hvilket blev offentliggjort på kommunens hjemmeside samme dag. Tillægget vedrørte spildevandskloakering af et nyt sommerhusområde ved Ålbæk. I forbindelse med vedtagelsen af den lokalplan, der muliggjorde spildevandskloakering i området, var der endvidere udarbejdet en regnvandshåndteringsplan, der beskrev muligheden for afledning af overfladevand fra området. Regnvandshåndteringsplanen var vedlagt spildevandstillægget, og det fremgik af screeningsskemaet, at det i screeningen var fundet, at regnvandshåndteringsplanen ikke var omfattet af SMV-pligt. En del af det område, der var omfattet af spildevandplanen, var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som beskyttet hede. Delområdet lå i øvrigt inden for skovbyggelinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 17. Kommunen havde samme dag truffet afgørelse om, at dette ikke medførte, at tillægget udløste krav om dispensation fra naturbeskyttelsesloven. Afgørelserne blev den 19. december 2023 påklaget af grundejerforening G, der ifølge vedtægterne havde til formål at varetage medlemmernes interesser indadtil og udadtil samt at vedligeholde et fælles vejareal samt kloak og vandafledningsledninger. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis med hensyn til regnvandshåndteringsplanen, at det fremgår af forarbejderne til § 1, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, at nævnet skal behandle og afgøre klager over administrative afgørelser inden for nævnets ressortområde, i det omfang dette følger af sektorlovgivningen i øvrigt. Nævnet fandt, at regnvandshåndteringsplanen ikke udgjorde en afgørelse, der lå inden for nævnets ressortområde, hvorfor nævnet ikke havde kompetence til at behandle klagepunkterne vedr. planen. Da nævnet ikke var bekendt med, om der fandtes en klageinstans, der kunne behandle G’s indsigelser, henviste nævnet G til at henvende sig til kommunen for at få en eventuel klagevejledning. Hvad angik screeningsafgørelsen om, at spildevandstillægget ikke var SMV-pligtigt, konstaterede nævnet, at klagefristen udløb den 15. december 2023. Da klagen var indgivet den 19. december 2023, var klagefristen dermed sprunget, og da der ikke forelå undskyldelige omstændigheder, afviste nævnet også at realitetsbehandle klagen over screeningsafgørelsen. Hvad angik afgørelsen efter naturbeskyttelsesloven fandt nævnet, at G ikke var klageberettiget efter lovens § 86, stk. 1, nr. 5, idet G som lokal forening ikke kunne siges at have en væsentlig interesse i afgørelsen. Nævnet lagde herved på, at foreningens vedtægtsmæssige formål ikke udtrykkeligt var relateret til forhold, der var beskyttet efter naturbeskyttelsesloven. På den baggrund afviste nævnet G’s klager over regnvandshåndteringsplanen, screeningsafgørelsen og afgørelsen efter naturbeskyttelsesloven.
Kommentar: Klagen vedrører ifølge afgørelsen en række meget forskellige forhold, og dette må naturligvis afspejles i nævnets stillingtagen til de forskellige indsigelser. Som sagen er oplyst, angik grundejerforeningens klager tre afgørelser: (1) Regnvandshåndteringsplanen, der var vedlagt som bilag til tillægget til spildevandsplanen, (2) screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 10 vedr. tillægget til spildevandsplanen og (3) ”afgørelsen” om, at spildevandstillægget ikke krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 17. Klagerne over alle tre afgørelser blev afvist af klagenævnet, men med forskellige begrundelser. For så vidt angik klagen over regnvandshåndteringsplanen kan nævnets afvisning med henvisning til § 1, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet undre. Regnvandshåndteringsplanen må anses for en del af kommunens spildevandsplan, som efter miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 3, ikke kan påklages. Derimod kan en SMV-screening af såvel regnvandshåndteringsplanen som af selve spildevandsplanen påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet efter miljøvurderingslovens § 48, stk. 3, jf. f.eks. MRF 2023.220 Mfk og MRF 2024.33 Mfk. Det kan i den forbindelse undre, at klagenævnet ikke i ovenstående sag præciserede, om grundejerforeningens klage vedr. regnvandshåndteringsplanen også angik SMV-screeningen af denne plan, men forklaringen skal muligvis findes i, at regnvandshåndteringsplanen var SMV-screenet sammen med spildevandstillægget, og at klagefristen for screeningsafgørelsen vedr. tillægget under alle omstændigheder var overskredet. Den omstændighed, at kloakering skulle ske i § 3-beskyttet hede, rejser imidlertid et andet spørgsmål, nemlig om klageretten kan begrænses til de i naturbeskyttelseslovens § 86 anførte klageberettigede, når § 3-dispensationen er nødvendig for at gennemføre spildevandsplanen, hvor klagenævnets afgørelse mangler en nærmere begrundelse.