MRF 2024.127
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 2. april 2024, j.nr. 21/07737
Danmarks Naturfredningsforening (DN) ikke klageberettiget over tilladelse efter vandløbslovens §§ 17 og 38 til driftsændring af pumpeanlæg, da DN ikke havde en væsentlig og individuel interesse. Projektet udløste ikke VVM-pligt eller krav dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.
Svendborg Kommune traf i februar 2024 screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at ændring af pumpedriften på et pumpeanlæg ikke udløste krav om VVM-pligt. Kommunen traf tillige afgørelse om, at projektet ikke udløste krav om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, og meddelte samtidig tilladelse til regulering og godkendelse af driftsændringen efter vandløbslovens §§ 17 og 38 på vilkår om bl.a. opsætning af skalapæl med relevante koter ved pumpehuset. Projektet omfattede pumpning i pumpekanalerne, som udgjorde udløbet af det offentlige vandløb fra Halling Skov, der var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. På arealet var endvidere § 3-beskyttede søer, mose, fersk eng og strandeng. Nærmeste Natura 2000-område var beliggende ca. 3,7 km fra projektområdet. Det fremgik af afgørelsen, at den driftsmæssige ændring bestod i, at vandstanden i pumpekanalerne reguleredes, når vandspejlet oversteg kote 0,25 m, hvorefter pumpen skulle sænke vandspejlet til kote 0,15 m. Pumpedrift ville være tilladt i perioden fra 1. april til 1. november. Det fremgik videre, at der var tale om genopstart af et eksisterende pumpeanlæg, og at pumpningen havde til formål at forhindre, at omkringliggende engarealer blev oversvømmet i sommerhalvåret af hensyn til afgræsning. For at sikre, at der ikke skete afvanding fra pumpekanalerne i forbindelse med driften, var indløbene fra områdets dræn blokeret, og der var etableret overløb fra de § 3-beskyttede søer for at fastholde søernes maksimale udbredelse. Kommunen havde vurderet, at projektet ikke ville medføre tilstandsændringer i de § 3-beskyttede lokaliteter med henvisning til et notat udarbejdet af ansøgers rådgiver, hvoraf bl.a. fremgik, at tilstrømmet vand i søerne måtte antages alene at stamme fra nedbør. Det var endvidere kommunens vurdering, at projektet ikke ville påvirke det nærliggende Natura 2000-område eller bilag IV-arters yngle- rasteområder. Afgørelserne blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der navnlig anførte, at det ikke i tilstrækkeligt omfang var sandsynliggjort, at pumpningen ikke ville påvirke naturen negativt, og at der var registeret bilag IV-arter i projektområdet. Endvidere anførte DN, at en skalapæl ikke kunne afgøre, om en vandstandsstigning skyldtes pumpeaktivitet eller naturlig hydrologi. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt anledning til at behandle, (1) hvorvidt DN var klageberettiget i forhold til afgørelsen efter vandløbsloven, (2) om projektets påvirkning af fugle og padder udløste VVM-pligt, og (3) om det ansøgte krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. For så vidt angik DN’s klageret efter vandløbsloven fandt nævnet, at DN’s klage angik godkendelsen efter lovens § 38 af den driftsmæssige ændring, herunder vilkåret om skalapælen. Nævnet fandt, at DN ikke var klageberettiget herover, da DN’s almindelige interesse i områdets natur- og miljøforhold ikke udgjorde en væsentlig og individuel interesse i projektet, som efter vandløbslovens § 84, stk. 1, er en betingelse for klageret ved afgørelser efter § 38, som er placeret i lovens kapitel 9. Hvad angik VVM-screeningen bemærkede nævnet, at tilstedeværelsen af bilag IV-arter ville betyde VVM-pligt, i det omfang et anlægsprojektet kunne forstyrre arterne væsentligt. Nævnet konstaterede, at kommunen havde foretaget en screening af projektet og vurderet, at der ikke kunne forventes væsentlige indvirkninger på miljøet. Ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger og klagen fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering, herunder fordi der ikke var sammenhæng mellem Natura 2000-området og projektområdet, og da etablering af overløb af dræn og pumpning ikke ville ændre vandstanden i de omkringliggende naturarealer. Da der ikke skete ændringer i vandstanden, ville bilag IV-arter, herunder flagermus og fugle, efter nævnets vurdering ikke blive påvirket af pumpningen. Nævnet afviste endvidere, at en eventuel mindre vandstandsstigning forårsaget af pumpningen, ville føre til udtørring af springfrøens æg. Hvad endelig angik klagepunktet om naturbeskyttelseslovens § 3 lagde nævnet til grund som ubestridt, at de registrerede naturarealer og udpegede vandløb var omfattet af § 3-beskyttelsen. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at pumpeaktiviteterne ikke ville påvirke vandstands- og naturforholdene i de beskyttede naturområder, og at der derfor ikke var tale om dispensationskrævende tilstandsændringer. Nævnet lagde herved bl.a. vægt på det af kommunen fremlagte notat, hvorefter vandet i søerne alene stammede fra nedbør i tilknytning til søerne, og at drænafløbet måtte antages at sikre vandstand på kote 0,4, da jordbunden i området ikke var væsentlig permeabel (gennemtrængelig). Nævnet bemærkede, at det ikke var muligt at fastslå, hvorvidt konstaterede lave vandstande i visse søer i perioder skyldtes naturgivne forhold eller pumpning. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i DN’s klager over VVM-screeningsafgørelsen og afgørelsen vedr. naturbeskyttelseslovens § 3, mens klagen vedr. godkendelsen efter vandløbslovens § 38 blev afvist.
Kommentar: I relation til pumpeanlæg og søer og vandløb omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 forudsætter klagenævnet, at et anlæg, der opretholder en bestemt tilstand, som ellers vil ændres, hvis anlægget ikke var der, ikke er en tilstandsændring. En sådan fortolkning af § 3 har støtte i bestemmelsens ordlyd, der forudsætter faktiske ændringer af tilstanden, men må efter denne afgørelse gælde, uanset om opretholdelse af tilstanden dermed hindrer den naturlige udvikling af arealet uden menneskelig indgriben. I forlængelse heraf er det lidt uforståeligt, at etablering af f.eks. en bådebro i en § 3-beskyttet sø efter nævnets faste praksis anses for en tilstandsændring (se f.eks. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 2. maj 2022 (j.nr. 21/13239), når et pumpeanlæg ikke er en tilstandsændring. I forhold til afvisningen af DN’s klageret over projektet er afgørelsen vanskelig at forene med VVM-direktivets art. 11, der forudsætter, at NGO’ers klageret omfatter enhver afgørelse vedr. projekter omfattet af VVM-direktivets bilag I og II – og dermed også tilladelserne efter vandløbsloven, jf. også sag C-570/13, Gruber. Se tillige MRF 2024.151 Mfk, hvor klagenævnet gik endnu videre og afviste, at en bredejer havde klageret over tilladelse til krydsning af vandløb, selv om dette berørte klagers ejendom.