MRF 2024.126
EU-Domstolens dom af 17. oktober 2024, 7. afd., sag C-461/23, Umweltforum Osnabrücker Land
Bekendtgørelse, der udlagde naturbeskyttelsesområde i et Natura 2000-område og fastsatte visse forbud samt undtagelser herfra, var ikke omfattet af krav om miljøvurdering efter SMV-direktivets art. 3, stk. 2, litra b, idet bekendtgørelsen var direkte forbundet med Natura 2000-områdets forvaltning og dermed undtaget fra krav om konsekvensvurdering efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3.
Landkreis Osnabrück i den tyske delstat Niedersachsen vedtog i september 2019 en bekendtgørelse om udpegning af landskabsbeskyttelsesområdet ”Bäche im Artland”, der udgjorde en del af et Natura 2000-område med samme navn. En miljøorganisation anfægtede bekendtgørelsens gyldighed ved de tyske forvaltningsdomstole med henvisning til, at bekendtgørelsen var omfattet af SMV-direktivets regler om miljøvurdering af planer og programmer, og at der hverken var foretaget screening eller miljøvurdering i forbindelse med dens vedtagelse. Den tyske domstol fandt med henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-300/20 (MRF 2022.10), at landskabsbeskyttelsesbekendtgørelsen ikke var omfattet af krav om miljøvurdering efter SMV-direktivets art. 3, stk. 2, litra a, om planer, der fastsætter rammerne for fremtidige tilladelser til projekter omfattet af VVM-direktivets bilag I og II. Derimod var den tyske domstol i tvivl om, hvorvidt bekendtgørelsen var omfattet af direktivets art. 3, stk. 2, litra b, om planer, der pga. deres påvirkning af Natura 2000-områder er omfattet af krav om konsekvensvurdering efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, der bemærkede, at efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3, skal planer og projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for Natura 2000-områdets forvaltning, men som påvirker et sådant område væsentligt, undergives en konsekvensvurdering. Med henvisning til sag C-43/18, CFE, fandt EU-Domstolen, at en retsakt, hvorved en medlemsstat udpeger en lokalitet som et særligt bevaringsområde som omhandlet i habitatdirektivet, som udgangspunkt er direkte forbundet med eller nødvendigt for lokalitetens forvaltning, jf. direktivets art. 4, stk. 4, medmindre retsakten også indeholder bestemmelser, som ikke har noget at gøre med medlemsstatens opfyldelse af forpligtelsen i art. 4, stk. 4. I forhold til den konkrete sag bemærkede EU-Domstolen, at den tyske bekendtgørelse udpegede et område til særligt beskyttelsesområde og etablerede en retlig ordning, der bestod af forbud mod bestemte aktiviteter samt en bestemmelse, der opregnede aktiviteter, som var undtaget fra forbuddet, herunder at visse former for eksisterende lovlig anvendelse kunne fortsætte som hidtil. EU-Domstolen fandt, at undtagelsesbestemmelsen indgik i de bestemmelser, der samlet havde til formål at fastlægge den retlige ordning, der ansås for nødvendig af hensyn til beskyttelsen af Natura 2000-området, hvilket blev bekræftet af bekendtgørelsens øvrige bestemmelser. På den baggrund – og med forbehold for den tyske domstols efterprøvelse – fandt EU-Domstolen, at bekendtgørelsen ikke var omfattet af krav om konsekvensvurdering efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3, og dermed heller ikke af krav om miljøvurdering efter SMV-direktivets art. 3, stk. 2, litra b.
Kommentar: Efter EU-Domstolens dom i sag C-300/20 (MRF 2022.10) forekommer det rimelig oplagt, som anført af den tyske domstol i ovenstående sag, at den omhandlede bekendtgørelse ikke fastsatte rammerne for fremtidige tilladelser til projekter omfattet af VVM-direktivets bilag I og II, og at bekendtgørelsen derfor ikke var omfattet af krav om miljøvurdering efter SMV-direktivets art. 3, stk. 2, litra a. Ifølge sagens oplysninger indskrænkede bekendtgørelsen sig således til at angive generelle forbud mod visse aktiviteter, herunder skovrejsning, samt visse undtagelser herfra, herunder om fortsættelse af eksisterende aktiviteter som vandløbsvedligeholdelse, fiskeri og skovdrift. Det må dog tilføjes, at efter dommen i sag C-43/18, CFE, er det ikke udelukket, at en bevaringsplan for et Natura 2000-område er omfattet af SMV-direktivet, når planen fastsætter konkrete rammer for projekter, jf. dommens præmis 60-67. Det er dog uklart, om dette kan opretholdes efter dommen i sag C-300/20. EU-Domstolen fik ikke anledning til at tage stilling hertil i sag C-461/23, da de præjudicielle spørgsmål i denne sag alene angik, om den omhandlede bekendtgørelse var omfattet af SMV-direktivets art. 3, stk. 2, litra b, hvorefter der kræves miljøvurdering af planer og programmer, ”for hvilke det på grund af den sandsynlige indvirkning på lokaliteter er besluttet, at der kræves en vurdering i medfør af” habitatdirektivets art. 6, stk. 3. EU-Domstolen besvarede dette benægtende, idet Domstolen fandt, at den omhandlede bekendtgørelse i overensstemmelse med habitatdirektivets art. 4, stk. 4, udpegede det pågældende område til særligt bevaringsområde og fastsatte nødvendige bevaringsforanstaltninger, jf. direktivets art. 6, stk. 1. Bekendtgørelsen var dermed omfattet af undtagelsen fra art. 6, stk. 3, for planer, der er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, hvilket næppe er overraskende henset til bekendtgørelsens indhold. Dommen efterlader derimod tvivl om, hvordan begrebet ”plan” i habitatdirektivets art. 6, stk. 3, skal forstås. Problemet er, at SMV-direktivets legaldefinition af ”planer og programmer” i art. 2, litra a, omfatter alle planer udarbejdet af en myndighed, som kræves ifølge love og administrative bestemmelser. Dette siger imidlertid intet om retsaktens karakter eller indhold. For at man kan tale om en plan i naturlig sproglig betydning, bør yderligere forhold gøre sig gældende – navnlig at der fastsættes en eller anden form for rammer for fremtidige aktiviteter eller for anvendelsen af et afgrænset areal, jf. herved også SMV-direktivets art. 3, stk. 2, litra a, og art. 3, stk. 4. SMV-direktivets art. 3, stk. 2, litra b, sidestiller imidlertid planer omfattet af habitatdirektivets art. 6, stk. 3, med planer, der fastsætter rammerne for fremtidige tilladelser til projekter, hvormed det kunne se ud som om, at planbegrebet i habitatdirektivets art. 6, stk. 3, er videre end SMV-direktivets planbegreb i art. 2, litra a, sammenholdt med den saglige afgrænsning i art. 3, stk. 2, litra a, og art. 3, stk. 4. Hvorvidt dette er tilfældet, må bero på en nærmere fortolkning af planbegrebet i habitatdirektivet, hvilket EU-Domstolen endnu ikke har haft lejlighed til at udtale sig om. Det kan næppe sluttes forudsætningsvist fra ovenstående sag, at den omhandlede bekendtgørelse faktisk måtte anses for en ”plan” i habitatdirektivets art. 6, stk. 3’s forstand, idet EU-Domstolen alene afgjorde sagen på undtagelsen for foranstaltninger, der er direkte forbundet med lokalitetens forvaltning, uden at gå nærmere ind på fortolkningen af habitatdirektivets planbegreb. Endelig kan bemærkes, at den tyske domstol havde stillet en række yderligere spørgsmål, som EU-Domstolen ikke fik anledning til at besvare, eftersom den omhandlede bekendtgørelse ikke fandtes omfattet af SMV-direktivets anvendelsesområde. Særligt må fremhæves det syvende præjudicielle spørgsmål om, hvorvidt en manglende overholdelse af SMV-direktivets procedureregler kan afhjælpes ved en efterfølgende (dvs. lovliggørende) miljøvurdering, og om det i givet fald må ske under samme betingelser som ved lovliggørelse efter VVM-direktivet, jf. herved EU-Domstolens dom i de forenede sager C-196/16 og C-197/16, Comune di Corridonia m.fl., præmis 37-43. EU-Domstolen har som nævnt ikke taget stilling til dette spørgsmål, men det forekommer umiddelbart oplagt at overføre betingelserne for lovliggørelse efter VVM-direktivet til lignende situationer under SMV-direktivet.
NB: EU-Domstolens dom foreligger kun i en foreløbig dansk udgave. Når den endelige version af dommen foreligger, tilføjes denne i pdf-filen.