MRF 2024.124

EU-Domstolens dom af 19. september 2024, 1. afd., sag C-23/23, Kommissionen mod Malta

Maltas tilladelse af fældefangst for syv finkearter begrundet med forskningsmæssige formål opfyldte ikke kravene i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 9, da det ikke var godtgjort, at det forskningsmæssige formål ikke kunne nås med mindre indgribende fangstmetoder.

Malta var i 2018 i sag C-557/15 blevet dømt i en traktatbrudssag for at tilsidesætte fuglebeskyttelsesdirektivets art. 5 og 8 ved at tillade jagt på syv forskellige finkearter, uden at betingelserne i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 9 var opfyldt. EU-Domstolen henviste til, at selv om fritidsfangst kunne anses for ”fornuftig anvendelse”, der kunne begrunde brug af undtagelsen i art. 9, var oplysningerne om bestanden usikre, og kontrolforanstaltningerne var utilstrækkelige. Malta vedtog herefter i oktober 2020 en ændret ordning, som tillod fældefangst på de syv finkearter i forskningsøjemed med henblik på at opgøre bestanden af de syv arter. Da Kommissionen fandt, at den ændrede ordning ikke opfyldte kravene i fuglebeskyttelsesdirektivet, anlagde Kommissionen igen traktatbrudssag, uanset at Malta inden sagsanlægget ved EU-Domstolen, men efter udløbet af fristen i den begrundede udtalelse i 2021 vedtog en ny ordning. Kommissionen gjorde gældende, (1) at det ikke var godtgjort, at ordningen forfulgte et forskningsmæssigt formål, og (2) at Malta ikke havde godtgjort, at der ikke fandtes en alternativ tilfredsstillende løsning, som var mindre indgribende. Malta påstod sagen afvist med henvisning til den nye ordning, som var vedtaget i 2021. EU-Domstolen lagde med henvisning til fast praksis til grund, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et traktatbrud, skal vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse. I visse tilfælde er det dog muligt også at inddrage omstændigheder indtruffet efter dette tidspunkt, hvilket særligt gælder, når det påståede traktatbrud – som i denne sag – vedrørte vedvarende og systematiske overtrædelser. EU-Domstolen fandt imidlertid, at ordningen indført i 2021 ikke på en relevant måde adskilte sig væsentligt for den tidligere gældende undtagelsesordning, hvorfor sagen kunne antages til realitetsbehandling. EU-Domstolen tog herefter med henvisning til sag C-900/19 (MRF 2021.85) udgangspunkt i, at medlemsstaterne har pligt til at indføre en generel ordning, der effektivt forbyder massefangst, hvor de skal forbyde de metoder, der er opregnet i direktivets bilag IV såsom net og fælder. Selv om dette efter art. 9(1)(b) kan fraviges i forskningsmæssigt øjemed, når der ikke findes anden tilfredsstillende løsning, er det medlemsstaten, der har bevisbyrden for, at denne betingelse er opfyldt, og at der er sikret en streng kontrol, jf. ligeledes dommen i sag C-217/19 (MRF 2022.3) om hanedderfugle. I den foreliggende sag fandt EU-Domstolen, at den maltesiske ordning klart og nøjagtigt angav undtagelseskriterierne. Derimod fremgik det ikke af ministerens tilladelser for en toårig periode, hvorfor der ikke fandtes en anden tilfredsstillende løsning end fældefangst. Under hensyn hertil fandtes Malta at have overtrådt fuglebeskyttelsesdirektivet ved at tillade fældefangst i forskningsøjemed, uden at der forelå en præcis og tilstrækkelig begrundelse for, at dette formål ikke kunne opnås på anden måde. Med henvisning hertil fandt EU-Domstolen det ikke nødvendigt at behandle de to andre anbringender fra Kommissionen og dømte derfor Malta for traktatbrud.

Kommentar: Dommen kan næppe anses for overraskende og følger fast praksis mht. fortolkning af fuglebeskyttelsesdirektivets krav til streng beskyttelse og brug af undtagelsen i art. 9, jf. ligeledes sag C-217/19 (MRF 2022.3) om hanedderfugle. Dommen udelukker ikke nødvendigvis, at der til forskningsformål kan indsamles finker ved brug af fælder, men forudsætter, at det forskningsmæssige formål ikke kan opnås med andre midler. Når Kommissionen ikke valgte at håndhæve den tidligere dom i sag C-557/15 med tvangsbøder, må det formentlig forklares med, at en del af begrundelsen i den tidligere dom var, at der manglede pålidelige oplysninger om finkebestandens størrelse.

Link til EU-Domstolens dom.