MRF 2021.85
EU-Domstolens dom af 17. marts, 1. afd., sag C-900/19, One Voice og Ligue pour la protection des oiseaux
Indfangning af fugle er ikke selektiv, selvom der alene forekommer bifangster i ringe omfang og i en begrænset periode, når arterne, der indfanges som bifangster, påføres mere end ubetydelig skade.
Sagen angik medlemsstaternes mulighed for at tillade traditionelle metoder til indfangning af fugle i medfør af fuglebeskyttelsesdirektivets (2009/147) art. 9(1)(c), herunder særligt betingelserne om, at der ikke må være andre tilfredsstillende løsninger, og at indfangningen skal være ”selektiv”. I visse sydfranske regioner anvendes en traditionel jagtmetode, hvor en såkaldt limpind, der er påført et klæbrigt materiale, sættes op i træer eller buske. Når fugle kommer i berøring med limpinden, klistrer pinden sig fast til dens fjer, så fuglen ikke kan flyve bort. Jægeren indsamler herefter fuglen med henblik på at anvende den som lokkefugl i forbindelse med andre jagtmetoder. Fuglebeskyttelsesdirektivets art. 8, stk. 1, jf. bilag IV, litra a, forbyder udtrykkeligt anvendelsen af bl.a. limpinde til indfangning af fugle. Fra art. 8 er der en undtagelse i direktivets art. 9. Efter art. 9(1)(c) kan medlemsstaterne undtagelsesvis fravige forbuddet mod brug af eksempelvis limpinde, ”såfremt der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning [...] for på strengt kontrollerede betingelser at tillade selektiv indfangning, besiddelse eller enhver anden fornuftig anvendelse af bestemte fuglearter i mindre mængder”. I 2018 udstedte de franske myndigheder fem bekendtgørelser, der tillod brug af limpinde til indfangning af op mod 40.000 drosler og solsorte i fem franske departementer til brug for jagtåret 2018-19. To miljøorganisationer anfægtede bekendtgørelsernes forenelighed med fuglebeskyttelsesdirektivet, og sagen endte ved Frankrigs øverste forvaltningsdomstol, Conseil d’État, der forelagde EU-Domstolen to præjudicielle spørgsmål. Conseil d’État henviste i den forbindelse til, at Frankrig i 1988 var blevet frifundet i et traktatbrudssøgsmål (sag 252/85) vedr. brugen af limpinde, idet EU-Domstolen dengang fandt, at de franske regler var omfattet af undtagelsen i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 9(1)(c), men at Domstolen i sag C-557/15, Kommissionen mod Malta, havde udtalt, at en anden type traditionel jagt ikke opfyldte betingelserne i art. 9(1)(c), idet fangstmetoden ikke var selektiv, når der forekom ”bifangster”. Med det første spørgsmål ønskede Conseil d’État oplyst, om den traditionelle karakter af en metode til fangst af fugle i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning som krævet efter art. 9(1)(c). EU-Domstolen udtalte, at medlemsstaterne efter fuglebeskyttelsesdirektivets art. 9 er forpligtet til at begrunde, hvordan bestemmelsens betingelser op opfyldt, herunder at der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning. Begrundelsen skal være udførlig og konkret og skal være baseret på den bedste, relevante videnskabelige viden (præmis 31-32). EU-Domstolen bemærkede videre, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at opretholdelse af traditionelle jagtaktiviteter ikke udgør en selvstændig fravigelse af fuglebeskyttelsesdirektivets beskyttelsesordning, jf. sag 247/85, sag C-57/89 og sag C-217/19 (MRF 2020.3) (præmis 35-36). Den franske regering henviste imidlertid til, at opdræt af drosler og solsorte ikke var et tilfredsstillende alternativ til brugen af limpinde pga. omkostningerne herved, og fordi gældende lovgivning forbød handel med disse arter. EU-Domstolen fandt, at muligheden for at yngle og opdrætte fugle i fangenskab og transport af fugle ville kunne udgøre en anden tilfredsstillende løsning omfattet af art. 9(1)(c), og at den omstændighed, at avl og opdræt af drosler og solsorte endnu ikke lod sig praktisere i stor målestok på grund af den nationale lovgivning, ikke skabte tvivl om relevansen af disse andre løsninger (præmis 38-40) Den traditionelle karakter af en metode til fangst af fugle er derfor ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at der ikke foreligger andre tilfredsstillende løsninger. Med det andet præjudicielle spørgsmål ønskede Conseil d’État oplyst, om betingelsen i art. 9(1)(c) om, at indfangningen skal være ”selektiv”, var opfyldt, når den pågældende metode medfører bifangster i ringe omfang og i en begrænset periode. EU-Domstolen bemærkede, at begrebet ”selektivitet” er et selvstændigt EU-retligt begreb, der bl.a. skal fortolkes ud fra direktivets formål. EU-Domstolen fandt, at der ved vurderingen af, om en fangstmetode er selektiv, skal tages hensyn til ikke alene den nærmere fremgangsmåde og omfanget af fangsten af fugle, men ligeledes til de eventuelle konsekvenser for de arter, der fanges, med hensyn til den forvoldte skade (præmis 62). Det er i denne henseende af betydning, om fangstmetoden er dødelig eller ej. Hvis dette er tilfældet, skal betingelsen om selektivitet tillægges ”en ganske streng betydning”. Hvis fangsten derimod ikke er dødelig, kan den være selektiv, selvom der sker en bifangst, dog forudsat at fuglene, der indfanges som bifangst, fanges i små mængder, i et bestemt tidsrum og kan sættes fri uden betydelig skade (præmis 63). I relation til den konkrete sag bemærkede Domstolen, at selvom de franske regler stillede krav om, at bifangster skulle renses og sættes fri øjeblikkeligt, forekom det meget sandsynligt, at bifangsterne trods rensningen led uoprettelig skade, idet limpinde i sagens natur kunne skade deres fjerdragt, hvilket var mere end en ubetydelig skade. I så fald ville kravet om selektivitet ikke være opfyldt, selvom bifangsterne var af ringe omfang og kun forekom i en begrænset periode.
Kommentar: Dommen i sag C-900/19 bekræfter endnu engang den restriktive fortolkning af undtagelsesbestemmelsen i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 9(1)(c), jf. f.eks. sag C-557/15, Kommissionen mod Malta, og sag C-217/19, Kommissionen mod Finland (MRF 2020.3) om forårsjagt på edderfugle. Dommen i sag C-900/19 bidrager dog til yderligere afklaring af to spørgsmål. For det første kan kravet om, at der ikke må findes andre tilfredsstillende løsninger, ikke opfyldes alene med henvisning til, at omkostningerne til de alternative løsninger er høje, når dette skyldes medlemsstatens nationale lovgivning. For det andet afklarer dommen, hvornår og under hvilke betingelser det er tilladeligt, at der i forbindelse med indfangning mv. af fugle, forekommer bifangster. Dommen må forstås sådan, at bifangster næsten aldrig er tilladelige, hvis bifangst-arterne dør som en følge heraf, mens det beror på en konkret vurdering, om der kan tillades bifangst, der ikke er dødelig. I sidstnævnte tilfælde skal tre kumulative betingelser dog være opfyldt: Bifangsten skal (1) udgøre små mængder, (2) ske i et bestemt tidsrum, og (3) arterne skal sættes fri uden betydelig skade.