MRF 2024.119
Planklagenævnets afgørelse af 28. juni 2024, j.nr. 23/09497
Ophævet afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplanregler om afstand til skel for bygning A, da kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse, fordi bygningen havde eksisteret upåtalt i 17-18 år. Ophævet og hjemvist afslag på lovliggørende dispensation til bygning B, der kun havde eksisteret i 11 år, da officialprincippet var tilsidesat.
Hvidovre Kommune meddelte den 20. juni 2023 afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 518, Erhvervsområdet Avedøre Holme, til to sidebygninger (bygning A og B) og traf samtidig afgørelse om, at sidebygningerne ikke udgjorde lovligt eksisterende forhold, idet sidebygningerne var i strid med lokalplanen gældende på tidspunktet for sidebygningernes opførelse (lokalplan nr. 507, Industrikvarteret Avedøre Holme). Det lokalplanstridige forhold bestod i, at sidebygningerne var etableret inden for 2,5 m fra naboskel, hvilket var i strid med både den nuværende og dagældende lokalplan. Afslag på dispensation var bl.a. begrundet i, at bebyggelsen ikke var forenelig med de hensyn, som lokalplanbestemmelserne skulle varetage. Afgørelsen blev påklaget af ansøger, der navnlig anførte, at bygning A blev opført for mere end 20 år siden, at bygning B blev opført i 2012, og at bygningerne havde eksisteret upåtalt siden deres opførelse. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at selvom en kommune ikke har udvist myndighedspassivitet i forhold til en lokalplanstridig indretning eller anvendelse for mange år siden, vil tidsfaktoren ”medføre en begrænsning i kommunens mulighed for at kræve fysisk eller retlig lovliggørelse, hvis ejeren har haft grund til at indrette sig i tillid til, at byggearbejdet eller anvendelsen ikke ville blive krævet fjernet eller ophørt af myndighederne (indrettelseshensyn)”. Ved denne vurdering af, om kommunen er afskåret fra at kræve lovliggørelse indgår karakteren af det ulovlige forhold, retshåndhævelsesinteressen og eventuel viden/burde viden hos ejeren. Jo stærkere en interesse i håndhævelse, jo længere tid skal der forløbe, før retten til at kræve lovliggørelse fortabes pga. berettigede forventninger. Hvad angik bygning A fandt nævnet, at indrettelseshensyn afskar kommunen fra at kræve lovliggørelse, idet nævnet lagde vægt på, at bygningen havde eksisteret i 17-18 år, da kommunen indledte lovliggørelse i 2023, at den tidligere ejer havde været i god tro, og at der ikke i den konkrete sag forelå tilstrækkeligt tungtvejende samfundsmæssige interesser i at håndhæve lokalplanens bestemmelse om afstand til skel. Nævnet henviste herved til, at bygning A efter det oplyste ikke havde givet anledning til naboklager eller gener i øvrigt, og at afstanden til skel ikke var en del af lokalplanens formålsbestemmelse. Hvad angik bygning B lagde nævnet til grund, at denne havde været opført i 11 år på tidspunktet, hvor kommunen indledte lovliggørelse, hvilket nævnet fandt ikke var tilstrækkelig lang tid til, at indrettelseshensyn kunne afskære kommunen fra at kræve lovliggørelse. Herefter var spørgsmålet, om bygningen opfyldte afstandskrævet i lokalplanen på 2,5 m. Hertil bemærkede nævnet, at nævnet ikke på baggrund af sagens oplysninger kunne vurdere, om afstandskravet var overholdt, da matrikelkortet alene var vejledende og ikke nødvendigvis udryk for nøjagtig geografisk placering. Da kommunen alene havde baseret afgørelsen på luftfotos, der var behæftet med usikkerhed og ikke alene kunne danne grundlag for vurderingen, havde kommunen tilsidesat officialprincippet. På den baggrund ophævede nævnet kommunens afslag på lokalplandispensation vedr. bygning A og hjemviste afgørelsen vedr. bygning B til fornyet behandling i kommunen.
Kommentar: Mens det fuldt ud må tiltrædes, at der i den foreliggende sag ikke kan kræves fysisk lovliggørelse af bygning A, betyder dette ikke, at en lovliggørende dispensation fra lokalplanen efter planlovens § 19 kan undlades, da planlovens § 51, stk. 3, utvetydigt bestemmer, at kommunen har pligt til at lovliggøre ulovlige forhold, og der netop ikke kan vindes hævd på et ulovligt forhold. Lovliggørelse af ulovlige forhold er således en forpligtelse for kommunen, og det er fejlagtigt at anse lovliggørelsen som alene en rettighed, uanset Planklagenævnet har anført samme retsopfattelse i bl.a. MRF 2023.243 Pkn, MRF 2024.16 Pkn og MRF 2024.105 Pkn. I forhold til bygning B må bemærkes, at der ved kommunens nye stillingtagen til, om der skal meddeles lovliggørende dispensation, i alle tilfælde skal indgå de samme momenter, som nævnet har anført i relation til bygning A, hvilket nævnet burde have tydeliggjort.