MRF 2024.116
Planklagenævnets afgørelse af 19. juni 2024, j.nr. 24/04459
I genoptagelsessag, hvor der forelå nye oplysninger fremkommet under syn og skøn i forbindelse med verserende retssag om Planklagenævnets tidligere ophævelse af lovliggørende landzonetilladelse, stadfæstede nævnet kommunens lovliggørende landzonetilladelse til plateau til varmeanlæg, bl.a. fordi kommunen siden 2013 havde haft kendskab til anlægget, men fastholdt afslag på terrænregulering, da denne ikke havde sammenhæng med jordvarmeanlægget og ikke havde nogen landbrugsmæssig funktion.
Gribskov Kommune havde i marts 2022 meddelt E, der ejede en ca. 3,7 ha landbrugsejendom, lovliggørende landzonetilladelse til jordpåfyldning og terrænregulering i form af et plateau indeholdende et jordvarmeanlæg. En del af ejendommen udgjorde § 3-beskyttet mose. Landzonetilladelsen blev meddelt på vilkår om bl.a., at terrænet ikke forhøjedes yderligere end den på tidspunktet for afgørelsen værende kote på 8,5. Det var kommunens vurdering, at terrænreguleringen ikke medførte væsentlige visuelle eller fysiske gener, og at det ville være uproportionelt at kræve plateauet med jordvarmeanlæg fjernet. Efter klage fra bl.a. en nabo ændrede Planklagenævnet den 17. juni 2022 (j.nr. 22/04338 og 22/04341) landzonetilladesen til et afslag. E anmodede efterfølgende nævnet om at genoptage sagen, hvilket nævnet i første omgang afslog den 15. december 2022 (j.nr. 22/15894). I forbindelse med en af E anlagt retssag mod Planklagenævnet om afgørelsen blev der afholdt syn og skøn, hvor det var vurderet, at det terrænregulerede område mod øst var udvidet med 7 m, og at der ikke var noget, der indikerede, at terrænet generelt var blevet hævet eller sænket siden 2008. E anmodede derfor på ny Planklagenævnet om at genoptage sagen. Da der forelå nye faktiske oplysninger, der var fremkommet i forbindelse med syn og skøn, besluttede nævnet at genoptage sagen. Planklagenævnet lagde indledningsvis skønserklæringen fra den verserende retssag til grund. Herefter fandt nævnet, at der med udvidelsen mod øst var tale om en terrænregulering, der udgjorde ændret anvendelse i form af oplagring af jord, og at dette krævede landzonetilladelse. Nævnet fandt, at der ikke kunne meddeles landzonetilladelse hertil, da overskudsjorden stammede fra et areal, der ikke havde nogen landbrugsmæssig funktion og ikke tjente til et bestemt formål. Herefter fandt nævnet på baggrund af bl.a. luftfotos, at der ikke var nogen sammenhæng mellem denne terrænregulering og etableringen af jordvarmeanlægget, der var etableret i 2008, og da der var sket en af udvidelse af arealet mod øst på 7 m siden 2010. Hvad angik plateauet med jordvarmeanlægget fandt nævnet, at etableringen heraf også udgjorde ændret anvendelse. Nævnet bemærkede, at der var givet lovliggørende tilladelse til jordvarmeanlægget efter miljøbeskyttelsesloven i 2018. Videre bemærkede nævnet, at E i 2013 havde rettet henvendelse til kommunen angående jordvarmeanlægget, men at der ikke sås truffet afgørelse om herom på dette tidspunkt. Herefter fandt nævnet, at der kunne meddeles landzonetilladelse til terrænregulering i forbindelse med nedgravning af jordvarmeanlægget, da dette var etableret i 2008, og da kommunen havde haft kendskab hertil siden 2013. Nævnet lagde endvidere vægt på, at anlægget tjente til opvarmning af ejendommen. På denne baggrund stadfæstede nævnet den del af kommunens afgørelse der vedrørte tilladelse til plateauet og ændrede den del, der vedrørte terrænregulering i form af en udvidelse mod øst, til et afslag.
Kommentar: Afgørelsen fra Planklagenævnet illustrerer betydningen af, at nævnet genoptager en tidligere sag. Genoptagelsen bevirker således, at der sker en prøvelse af den tidligere afgørelse, hvorfor afgørelsen er udformet som en fornyet stillingtagen til kommunens afgørelse. Samtidig viser afgørelsen, at hvis der i en verserende sag mod klagenævnet er gennemført syn og skøn, vil dette kunne indeholde sådanne nye faktiske oplysninger, at Planklagenævnet er forpligtet til at genoptage sagen, som det skete i denne sag.