MRF 2024.109
Planklagenævnets afgørelse af 27. maj 2024, j.nr. 24/00719
Tilbygning mellem stuehus og eksisterende driftsbygning med indbygget spa- og poolområde og ændret anvendelse af driftsbygning krævede ikke landzonetilladelse, da driftsbygningsarealet konkret fandtes erhvervsmæssig nødvendigt, og da tilbygningen var omfattet af planlovens § 36, stk. 1, nr. 10, hvorfor tidligere ulovlige indretninger anset for fysisk lovliggjort. Dissens. Klagefrist regnet fra modtagelse af aktindsigt, da kommunens ”afgørelse” efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 10, ikke var offentliggjort.
Hillerød Kommune havde i 2011 meddelt landzonetilladelse til nedrivning af alle eksisterende bygninger på E’s landbrugsejendom og havde samtidig meddelt landzonetilladelse til opførelse af et stuehus (bygning 1) og en bygning til hestestald, fyrrum, garage samt saddel- og foderrum (bygning 3). Kommunen havde tillige meddelt landzonetilladelse til etablering af en ridebane, ligesom kommunen tilkendegav, at E kunne opføre et maskinhus (bygning 2) uden landzonetilladelse, da det skulle bruges til opbevaring af landbrugsmaskiner. I april 2021 meddelte Hillerød Kommune lovliggørende landzonetilladelse til indretning af 78 m2 spa- og poolområde og 178 m2 kælder til privat brug i/under bygning 3. Det fremgik af afgørelsen, at E siden opførelsen af bygningen i 2016 alene havde anvendt den til garage, idet hestestalden og ridebanen aldrig var blevet etableret. Kommunen fandt imidlertid, at eftersom spa- og poolområdet og kælderen i bygning 3 skulle anvendes i forbindelse med ejendommens beboelse og ikke var til gene for landskabet, kunne der gives lovliggørende landzonetilladelse til anvendelsesændringen. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet af en nabo, der den 20. december 2021 (j.nr. 21/07504) ophævede afgørelsen, idet nævnet fandt, at det var indgået som en klar forudsætning i landzonetilladelsen fra 2011, at bygning 3 skulle bruges som hestestald i forbindelse med ridebanen, der dog aldrig var blevet etableret. Nævnet hjemviste derfor sagen til fornyet behandling, hvor kommunen bl.a. skulle overveje, om bygning 3 var opført, indrettet og anvendt i overensstemmelse med landzonetilladelsen fra 2011. På den baggrund traf Hillerød Kommune den 27. april 2022 på ny afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse til indretning af spa- og poolområde samt til kælderen i/under bygning 3, hvilket ligeledes blev påklaget af en nabo. Planklagenævnets flertal ophævede herefter i november 2022 (MRF 2022.317 Pkn) kommunens lovliggørende landzonetilladelse til ændret anvendelse af bygningen, da bygningen ikke var lovlig, hvilket flertallet begrundede med forudsætningerne i den oprindelige landzonetilladelse fra 2011 om, at bygningen skulle anvendes til hestehold. E søgte herefter i 2023 lovliggørende landzonetilladelse til bygning 3, og det fremgik af det reviderede ansøgningsmateriale, at E ønskede at sammenbygge bygning 1 og 3 ved en tilbygning med henblik på inddragelse af spa- og poolområdet i bygning 3 i boligarealet i bygning 1. Med udvidelsen ville stuehusets bruttoetageareal herefter udgøre 412 m2. Den resterende del af bygning 3 skulle anvendes til landbrugsmæssige formål, hvilket ifølge E var nødvendigt til opbevaring af bl.a. maskinel, hvorefter det samlede areal af bygninger til landbrugsdriften ville udgøre 438 m2, hvor en del af kælderarealet i bygning 3 på 180 m2 ifølge E talte med. På baggrund af ansøgningen og nævnets afgørelse i MRF 2022.317 Pkn traf kommunen den 13. september 2023 afgørelse om, at det ansøgte ikke krævede landzonetilladelse, da det ansøgte kunne henføres under undtagelsesbestemmelsen i planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 og 10. Kommunens beslutning blev påklaget af en nabo den 16. januar 2024, der i forhold til klagefristen henviste til, at naboen først fik kendskab til kommunens afgørelse efter at have fået aktindsigt den 21. december 2023. Planklagenævnet fandt, at da kommunens afgørelse ikke var offentliggjort på kommunens hjemmeside, måtte klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor naboen havde modtaget aktindsigt, hvorfor nævnet antog klagen til behandling. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at det tidligere var fastslået, at bygningen var ulovligt opført, men at det som følge af almindelige proportionalitetsbetragtninger måtte vurderes, om bygningen med det ansøgte kunne opføres uden landzonetilladelse og dermed retligt lovliggøres. Et enstemmigt nævn fandt, de 180 m2 kælder skulle tælles med i det samlede driftsbygningsareal, hvormed der var tale om lovliggørelse af i alt 360 m2 driftsbygningsarealer. Herved havde nævnet bl.a. lagt vægt på, at kælderen bl.a. blev anvendt til opbevaring af maskinel. Et enstemmigt nævn fandt endvidere, at driftsbygningsarealet ikke krævede landzonetilladelse. Det var nævnets vurdering, at dette var nødvendigt for driften af landbrugsejendommen, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, og at E havde godtgjort dette. I forhold til, om der generelt kunne indrettes boligareal og driftsareal i samme bygning, udtalte nævnet, at der ikke var noget til hinder herfor, så længe hverken planlægningsmæssige eller landskabelige hensyn talte imod. Hvad angik boligarealet fandt et flertal (8 mod 3), at dette ikke krævede landzonetilladelse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 10, idet flertallet lagde afgørende vægt på, at den ansøgte glasmellemgang på 20 m2 mellem stuehuset og bygning 3 medførte, at der reelt var tale om udvidelse af stuehusets bruttoareal ind i bygning 3. Dette gav et bruttoareal på 412 m2, hvormed dette var omfattet af undtagelsesbestemmelsen om til- og ombygning af helårshus, hvilket gjaldt uanset, om kælderarealet på 78 m2 blev medregnet, da bruttoarealet under alle omstændigheder ville være under 500 m2. Mindretallet fandt derimod, at det indrettede boligareal krævede landzonetilladelse, da stuehuset og bygning 3 uanset glasgangen ikke fremstod som én samlet enhed, hvormed der ikke kunne være tale om en udvidelse, der var omfattet af undtagelsesbestemmelsen. På denne baggrund stadfæstede nævnet kommunens afgørelse.
Kommentar: Selve sagens substans vedrører fortolkning af, hvornår en fysisk ændring af et ulovligt forhold efter planloven er bragt til ophør, så indretningen ikke kræver landzonetilladelse efter planlovens § 36, stk. 1. Men Planklagenævnets afgørelse er endnu et eksempel på konsekvensen af den udvidede fortolkning af afgørelsesbegrebet, når en kommune finder, at en ændring er omfattet af de lovfastsatte undtagelser fra landzonetilladelse i planlovens § 36, stk. 1. Der kan i den sammenhæng være grund til at understrege, at de i planlovens § 36, stk. 1, fastsatte undtagelser fra krav om landzonetilladelse ikke er skønsmæssige vurderinger, men må afgøres på grundlag af fortolkning af de enkelte undtagelser, og at denne fortolkning efter udformningen af § 36 derfor ikke er omfattet af planlovens krav om offentliggørelse af afgørelser, uanset at nævnet i praksis behandler sådanne kommunale beslutninger som afgørelser.