MRF 2023.9
EU-Domstolens dom af 9. marts 2023, 3. afd., sag C-604/21, Vapo Atlantic
En portugisisk regel fra 2012, der forpligter erhvervsdrivende til, at brændstof til vejtransport er iblandet en bestemt procentdel biobrændsel, udgør ’andre krav’ omfattet af i notifikations- og stand still-proceduren i informationsproceduredirektivet og kan ikke gøres gældende over for private, når direktivets procedurekrav ikke er fulgt, uden at det gjorde en forskel, at reglen var vedtaget som led i Portugals opfyldelse af VE-direktivets regler om fremme af vedvarende energi.
Baggrunden for sagen var, at Portugal som led i gennemførelsen af direktivet om fremme af vedvarende energi (2009/28) og direktiv 2009/30 om reduktion af udledning af drivhusgasser fra brændsler til transport i 2012 vedtog en lovgivning, hvorefter erhvervsdrivende, der anvender brændstof til vejtransport, skal sikre, at mindst en bestemt procentdel af brændstoffet er biobrændsel, og brændstoffet skal være certificeret af portugisiske myndigheder. Vapo Atlantic, der er et portugisisk selskab med salg af brændstoffer, havde i Spanien i 2020 indkøbt 7.582 tons brændstoffer uden biobrændselscertifikat, hvorefter de portugisiske myndigheder krævede betaling af lidt over 900.000 euro som økonomisk kompensation for den manglende betaling for biobrændselscertifikat. Vapo Atlantic indbragte sagen for forvaltningsdomstolene, hvor selskabet gjorde gældende, at de portugisiske regler var ugyldige, da de var vedtaget uden iagttagelse af informationsproceduredirektivets regler om underretning og stand still-periode. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, der indledningsvis lagde til grund, at de portugisiske krav til brændstof måtte anses for ’andre krav’ omfattet af informationsproceduredirektivet og henviste til sag C-727/17 (MRF 2020.7). Som følge heraf kan disse regler kun gøres gældende over for private, hvis informationsproceduredirektivets procedureregler er overholdt. EU-Domstolen afviste herefter, at de portugisiske regler kunne anses for undtaget som en europæisk standard, da denne undtagelse alene omfatter standarder, der er vedtaget af et europæisk standardiseringsorgan. Tilsvarende afviste EU-Domstolen, at informationsproceduredirektivet kunne fraviges på baggrund af VE-direktivet (2009/28) eller i direktiv 2009/30 om begrænsning af udledning af drivhusgasser fra brændsler til transport. I forhold til de portugisiske myndigheders anbringende om, at reglerne var omfattet af informationsproceduredirektivets undtagelse for beskyttelsesklausuler, lagde EU-Domstolen til grund, at undtagelsen for beskyttelsesklausuler alene omfatter beskyttelsesklausuler, der udtrykkeligt fremgår af direktivet og modsvarer TEUF art. 114, stk. 10. Da dette ikke var tilfældet for direktiv 2009/30, kunne Portugal ikke påberåbe sig denne undtagelse.
Kommentar: Dommen illustrerer, hvordan en medlemsstats tidligere undladelser af at anvende informationsproceduredirektivets underretning og stand still-periode forud for vedtagelse af generelle regler for salg eller anvendelse af bestemte varer, fortsat har betydning, hvis de nationale reglerne fortsat gælder. I den portugisiske sag må dommen føre til, at de portugisiske myndigheders økonomiske krav mod selskabet må opgives, medmindre det efterfølgende kan dokumenteres, at Portugal alligevel har overholdt informationsproceduredirektivet forud for vedtagelsen af reglerne. Det gjorde ingen forskel, at de portugisiske regler var et led i at opfylde andre EU-direktiver om begrænsning af udledning af drivhusgasser.