MRF 2023.73
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. februar 2023, j.nr. 19/07994
Ikke medhold i klage over miljøvurdering af bekendtgørelse om planlægning for tilladelse til opstilling af vindmøller, da der ikke var grundlag for at tilsidesætte Erhvervsstyrelsens miljøvurdering under hensyn til bekendtgørelsens karakter af en overordnet plan og trin i planhierarkiet.
Erhvervsstyrelsen udstedte efter forudgående miljøvurdering bekendtgørelse nr. 923 af 6. september 2019 om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller med ikrafttræden den 13. september 2019, hvilket bl.a. betød, at højdebegrænsningen på 150 meter for vindmøller i den tidligere bekendtgørelse nr. 1590 af 10. december 2014 om planlægning for vindmøller blev ophævet, mens bestemmelserne om afstandskrav blev videreført. Forud for vedtagelsen af bekendtgørelse 2019/923 havde Erhvervsstyrelsen i februar 2019 udarbejdet en miljørapport, der både omfattede den tidligere bekendtgørelse fra 2014 og forslaget til den nye bekendtgørelse, og miljøvurderingen blev sammen med forslaget til bekendtgørelsen sendt i høring på Høringsportalen i juli og august 2018. ”Afgørelsen om miljøvurdering af bekendtgørelsen” blev påklaget af landsforeningen Naboer mod Kæmpevindmøller, som bl.a. gjorde gældende, at miljøvurderingen af bekendtgørelsens påvirkning af fugle var utilstrækkelig, og at miljøvurderingen af støj og de sundhedsskadelige virkninger ved fjernelse af den tidligere højdebegrænsning var utilstrækkelig. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kravene til en miljøvurdering af en plan afhænger af den pågældende plans karakter eller trin i planhierarkiet. Angående vurderingen af støj anførte nævnet, at miljøvurderingen skal afgrænses, jf. miljøvurderingslovens § 11, hvorefter det fastlægges, hvilke forhold der skal vurderes i miljørapporten. Nævnet fandt ikke anledning til at tilsidesætte Erhvervsstyrelsens vurdering om ikke at inddrage en vurdering af støjpåvirkningen i miljørapporten, da bekendtgørelsen ikke regulerede støj, der derimod er reguleret af bekendtgørelse nr. 135 af 7. februar 2019 om støj fra vindmøller, da de heri fastsatte grænseværdierne for støj er ufravigelige og også omfatter vindmøller over 150 meters højde, og da denne bekendtgørelse var blevet miljøvurderet i 2018, og der ikke efterfølgende var fremkommet væsentlig ny viden om støj fra vindmøller. Nævnet fandt, at Erhvervsstyrelsen i tilstrækkelig grad havde belyst påvirkningen af befolkningen og menneskers sundhed i miljørapporten, idet styrelsen havde inddraget relevante forhold, herunder betydningen af afstandskravene, udstrækning af vindmøllernes skyggegener samt forskellen på påvirkning på lokalt plan kontra landsplan. For så vidt angik både den visuelle påvirkning samt påvirkningen af fugle (habitattab) lagde nævnet vægt på, at der var tale om en overordnet plan, som ikke fastsatte vindmøllers endelige geografiske placering, og at påvirkningen måtte vurderes i forbindelse med det konkrete projekt. For så vidt angik påvirkningen af fugle bemærkede nævnet endvidere, at placeringen af det enkelte projekt var bestemmende for, hvilke relevante fugleforekomster der ville være i området, og at miljørapporten inddrog, at forskellige arter har forskellig respons og tilvænning til vindmøller. Indsigelsen om manglende vurdering af alternativer blev bl.a. afvist af nævnet med henvisning til, at der ikke i miljøvurderingsloven er krav om valg af en bestemt planlægningsløsning eller en pligt til at vurdere andre alternativer end 0-alternativet. Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne på denne baggrund ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til tre kommentarer. For det første omtaler klagenævnet afgørelsen som en klage over selve miljøvurderingen, hvilket er uheldigt, da det rettelig er bekendtgørelsen om planlægning for vindmøller, der er den påklagede retsakt. Det er dog naturligvis korrekt, at klagen alene angik manglerne i miljøvurderingen, og at klagenævnet ikke har kompetence til på andre punkter at efterprøve bekendtgørelsen. For det andet efterlader afgørelsen en vis usikkerhed om, hvornår der i en miljørapport for en plan kan udelades en vurdering af bestemte faktorer under hensyn til det materielle indhold af planen. I den konkrete sag havde Erhvervsstyrelsen fundet, at støjforhold ikke skulle vurderes i miljørapporten for bekendtgørelsen om planlægning for vindmøller, da støj fra vindmøller reguleres af en særskilt bekendtgørelse. Nævnet tiltrådte denne afgrænsning af miljørapporten, men begrundede det yderligere med, at bekendtgørelsen om støj fra vindmøller selv var blevet miljøvurderet, og at der ikke efterfølgende var fremkommet væsentlig ny viden om støj fra vindmøller. Dette tyder på, at miljørapporten ikke som udgangspunkt vil kunne afgrænses sådan, at der kun vurderes miljøpåvirkningen på de faktorer, som direkte reguleres af planens indhold, hvilket forekommer velbegrundet henset til SMV-reglernes brede miljøbegreb og kravene til miljørapporten i miljøvurderingslovens § 12 og bilag 4. For det tredje savner nævnets afgørelse oplysning om den høring, som er gennemført af miljøvurderingsrapporten, og det kan her konstateres, at det ikke på Høringsportalen har været muligt at finde en offentlig høring af den i klagesagen omhandlede miljøvurdering af bekendtgørelse om planlægning for vindmøller. Miljøvurderingsrapporten har dog været sendt til Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget i februar 2019 – se saml. 2018-19, ERU alm. del, bilag 190.