MRF 2023.69
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 1. februar 2023, j.nr. 21/08685 og 21/08687
Ophævet og hjemvist miljøgodkendelse til etablering af svinebrug med 11.043 stipladser, da vurderingen af påvirkningen af den økologiske funktionalitet for bilag IV-arters yngle- og rasteområder var mangelfuld. Ophævelsen af godkendelsen udsat med 1 år.
Næstved Kommune meddelte den 27. maj 2021 miljøgodkendelse efter husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2, til etablering af et svinebrug med 11.043 stipladser, der derfor var omfattet af IE-direktivet. Miljøgodkendelsen omfattede opførelsen af en ca. 195,5 meter lang, 48,5 meter bred og 7 meter høj tvillingestald på i alt 9.482 m2 med et samlet produktionsareal på 7.200 m2. Yderligere skulle opføres 8 fodersiloer, der hver havde en kapacitet på 32 ton samt to gyllebeholdere på hver 5.500 m3 med et overfladeareal på hver 1.077 m2. Til svinebruget skulle endvidere opføres en fortank på 570 m3 med et overfaldeareal på 159 m2, en vaskeplads med afløb til gyllebeholder, et gødningshus med et areal på 240 m2 med møddingsplads på 500 m3 med et overfladeareal på 240 m2 samt en foderlade på 600 m2. På ejendommen var der en eksisterende gylletank på 5.500 m3 med et overfladeareal på 1.077 m2, som blev en del af husdyrbruget og derfor også var omfattet af miljøgodkendelsen. Af miljøgodkendelsens miljøtekniske beskrivelse og vurdering fremgik, at der var foretaget beregning af den faktiske ammoniakemission (stald og lager) og ammoniakdeposition fra husdyrbruget til 13 udvalgte punkter i den omkringliggende natur, herunder seks § 3-registerede vandhuller (naturpunkt 8-13). Beregningen viste, at mer- og totaldepositionen fra husdyrbruget til de seks § 3-registerede vandhuller ville være mellem 1,4 og 10,6 kg N/ha/år. Om de § 3-registerede vandhuller fremgik af miljøgodkendelsen, at naturpunkt 8 var modtager af den største ammoniakdeposition på 10,6 kg NH3-N/ha/år, samt at der ved dette vandhul tidligere var registreret grøn frø og æg fra stor vandsalamander senest ved en besigtigelse i maj 2011. Videre fremgik det, at der ikke var blevet observeret padder i eller ved søen ved en besigtigelse i oktober 2020. Naturpunkt 8 blev vurderet til at have den bedste naturtilstand (moderat) af de besigtigede søer. Med et areal på 1.038 m2 og en merdeposition på 10,6 kg/ha/år ville søen modtage ca. 1 kg kvælstof. Udvaskningen fra det omkringliggende landbrugsareal blev beregnet til ca. 114-171 kg N. Af kommunens vurdering af § 3-beskyttede naturområder i miljøgodkendelsen fremgik, at kvælstofdepositionen fra det ansøgte anlæg ikke ville medføre tilstandsændringer i søen (naturpunkt 8), da udvaskningen til søen var betydelig større end ammoniakdepositionen. Det blev endvidere vurderet af kommunen, at kvælstofdepositionen ej heller ville medføre tilstandsændringer i de andre søer. Særligt om bilag IV-arter fremgik det af miljøgodkendelsen, at det var sandsynligt at finde springfrø, stor vandsalamander og spidssnudet frø i den del af kommunen, og at der med stor sandsynlighed fandtes flere flagermusarter. Kommunen vurderede dog, at godkendelsen af husdyrbruget ikke ville betyde en væsentlig negativ påvirkning af levesteder for bilag IV-padder, og at der ikke ville blive fældet træer eller nedrevet gamle bygninger, hvorfor anlægget ikke ville medføre tilstandsændringer for flagermus. Med miljøgodkendelsen blev der ikke stillet vilkår i forhold påvirkning af bilag IV-arter. Afgørelsen blev påklaget af en lokal forening og en nabo, der bl.a. gjorde gældende, at miljøkonsekvensrapporten var mangelfuld, at rapporten ikke var udarbejdet af kvalificerede og kompetente eksperter, at vurdering af projektets påvirkning af bilag IV-arter var baseret på et utilstrækkeligt grundlag, og at merdepositionen ville medføre tilstandsændringer i vandhullerne og dermed forringe raste- og ynglepladser for bilag IV-arter. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt alene anledning til at behandle klagepunktet om kommunens vurdering af projektets påvirkning af bilag IV-arter. Nævnet anførte, at kommunen havde vurderet, at vandhullerne generelt var næringsstofpåvirkede, og at ammoniakdepositionen ikke ville påvirke vandhullernes tilstand væsentligt og dermed ikke forringe yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens beregninger eller vurdering af ammoniakdepositionen til vandhullerne. Nævnet lagde herefter til grund, at staldene skulle placeres mellem vandhul 8 og 10 (naturpunkt 8 og 10), men at kommunen i miljøgodkendelsen havde anført, at der var registreret bilag IV-padder i netop disse vandhuller og dermed var potentielle yngle- og rasteområder for disse, uanset at vandhullets naturtilstand kunne karakteriseres som ”ringe” eller ”dårlig”. Nævnet fandt derfor, at tvillingestalden kunne udgøre en barriere for padder, som vandrede mellem samtlige vandhullerne i området, dog særligt nr. 8 og 10, og dermed kunne beskadige eller ødelægge funktionaliteten af det netværk af lokaliteter, der tilsammen potentielt tjente som yngle- og rasteområde for den lokale bestand. Da kommunen ikke havde forholdt sig til, om den økologiske funktionalitet af den lokale bestands yngle- eller rasteområder samlet set kunne sikres opretholdt på mindst samme niveau som hidtil, eventuelt også ved brug af afværgeforanstaltninger, jf. habitatbekendtgørelsens § 10, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 5, nr. 2 og § 10, stk. 2 og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 24, jf. tidligere § 36 (nu § 41), jf. tidligere § 34 (nu § 39), ophævede nævnet miljøgodkendelsen med virkning fra 1 år fra nævnets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. I forbindelse med hjemvisningen bemærkede nævnet i overensstemmelse med en indhentet udtalelse fra Miljøstyrelsen, at kommunen ved fastlæggelse af nudriften ikke skulle inddrage den eksisterende gyllebeholder, da det ikke var et husdyrbrug i nudrift, og at kommunen ved fastlæggelse af BAT-krav skulle medtage gyllebeholderen som ”Nyt (inklusiv renoveret) gødningsopbevaringanlæg”. Vedrørende anvendelse af miljøteknologi, som var optaget på Miljøstyrelses teknologiliste og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 4, bemærkede nævnet, at det påhviler kommunen at føre kontrol med, at kravene til miljøteknologi i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen bilag 4 overholdes, og at der således ikke i miljøgodkendelsen skal fastsættes nærmere vilkår om driften, men derimod kun vilkår om etableringen af anlægget.
Kommentar: Klagenævnets afgørelse indeholder ikke oplysning om, hvorfor ophævelsen af miljøgodkendelsen blev udsat med et år, men det må formentlig skyldes, at svinebruget er etableret under klagesagens behandling. Det forekommer imidlertid problematisk, at klagenævnet ikke begrundede nærmere, hvordan denne udsættelse af ophævelsen – og dermed den fortsatte drift af svinebruget – er forenelig med EU-retten, herunder forpligtelserne efter IE-direktivet og habitatdirektivets art. 12. Om nævnets praksis vedr. udsættelse af følgerne af ugyldighed se Haugsted: Når forvaltningen tolererer lovovertrædelser, i Bryde Andersen m.fl. (red.): Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 279 ff., særligt s. 296 f. Afgørelsen viser i øvrigt, at der i relation til beskyttelse af bilag IV-arters levesteder også indgår barriereeffekt.
[Kommentaren er den 18. august 2023 berigtiget, da den oprindelige kommentar indeholdt en forkert oplysning om grundlaget for beregning af ammoniakemission.]