MRF 2023.67
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. januar 2023, j.nr. 22/00733
Ophævet Miljøstyrelsens påbud efter jordforureningslovens § 40 til kemisk listevirksomhed om at foretage undersøgelse af forurening af jord med opløsningsmidlet butylacetat og spildolie på baggrund af mørke plamager konstateret på befæstede arealer i form af SF-sten samt kraftig lugt, da tørreanlæg havde undertryk og skabte neddryppende kondens, og da afgørelsen ikke indeholdt nærmere beskrivelse af egenskaberne for befæstede arealer.
Sagen omhandlede en kemisk I-mærket listevirksomhed, hvor der i produktionen bl.a. blev anvendt opløsningsmidlet butylacetat, og hvor produktionen medførte affald i form af bl.a. spildolie. Ved tilsyn på virksomheden konstaterede Miljøstyrelsen, at der på et areal befæstet med SF-sten, hvor der var placeret et tørreanlæg, var mørke plamager og ukrudt mellem stenene. Endvidere forefandtes der mørke plamager på arealet for påfyldningsplads for butylacetat, og der var en større sprække i den betonplade, som udgjorde det befæstede areal. Ved et areal, hvor tønder for spildolie var placeret på træpaller, blev konstateret mørkfarvede plamager på grusbelægning, og plamagerne havde samme diameter som olietønderne. Miljøstyrelsen meddelte på denne baggrund i november 2021 påbud til listevirksomheden efter jordforureningslovens § 40 om at gennemføre undersøgelse af kilde og kildestyrke for forurening af jord med butylacetat og spildolie. Af påbuddet fremgik, at virksomheden i forbindelse med varsel af påbuddet havde bemærket, at den udvendige del af tørreanlægget var 4 grader celsius, og at de konstaterede mørke plamager var udtryk for alger dannet af den kolde overflade og dryppende kondensvand. Endvidere anførte virksomheden, at butylacetat er stærkt lugtende og kan lugtes i meget små koncentrationer, hvorfor den konstaterede lugt også kunne være forårsaget af ventilationsanlæg på virksomheden. Afgørelsen blev påklaget af virksomheden, der gjorde gældende, at betingelserne for påbud efter § 40 ikke var opfyldt. Mens klagesagen verserede, fik Miljø- og Fødevareklagenævnet oplysning om, at virksomheden havde nedlukket sine produktionsanlæg, og at virksomheden var gået ud af drift ved udgangen af januar 2022. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at efter forarbejderne til jordforureningsloven finder § 40 anvendelse, såfremt der er en begrundet mistanke om, at der foreligger en jordforurening, som med overvejende sandsynlighed kan hidrøre fra den mulige forureners virksomhed, samt at bestemmelsen finder anvendelse i forhold til såvel en stedfunden forurening som en mulig forurening. Nævnet konstaterede, at ud fra den tekniske beskrivelse måtte det lægges til grund, at der i de udvendige dele af tørreanlægget var undertryk, og at rummet på første sal over tørreanlægget blev ventileret for bl.a. butylacetat. Herudover konstaterede nævnet, at henset til temperaturforskellen mellem anlægget og den omgivende luft kunne de mørke plamager være forårsaget af neddryppende kondens, og at afgørelsen ikke indeholdt en nærmere beskrivelse af karakteren af plamagerne, herunder om der var konstateret kraftigere lugt af butylacetat ved plamagerne end i øvrigt på virksomheden. Da afgørelsen herudover ikke indeholdt en nærmere beskrivelse af spildstørrelse eller grusbelægningens egenskaber ved tønderne for spildolie, og arealet ved påfyldningspladsen havde fald væk mod den konstaterede sprække, fandt nævnet, at det ikke var godtgjort, at der var en begrundet mistanke om en forurening af jord med butylacetat eller spildolie, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen tydeliggør, at selv om der efter jordforureningslovens § 40 kan meddeles påbud om undersøgelse af en mulig forurening, forudsætter påbud, at tilsynsmyndigheden har oplyst sagen på en måde, så der er kvalificeret grundlag for mistanke om forurening, og at dette fremgår af påbuddet, hvilket er helt i overensstemmelse med forarbejderne. Den omstændighed, at virksomheden var lukket efter påbuddet, betyder ikke, at påbuddet ikke gælder over for den operatør (selskab), som drev virksomheden, hvorfor nævnet var forpligtet til at prøve påbuddet. Noget andet er, at Miljøstyrelsen i forbindelse med lukning af virksomheden skal tage stilling til de forpligtelser for sidste driftsherre til eventuelle undersøgelser og muligvis fjernelse af forurening, der følger af IE-direktivets art. 22 og den danske gennemførelse i jordforureningslovens §§ 38 k-38 q. Se herom Pagh: Ansvarssuccession ved forurenede ejendomme, 2014, s. 72 ff.