MRF 2023.59
Planklagenævnets afgørelse af 13. marts 2023, j.nr. 22/16227
Ophævet afgørelse om, at en midlertidig dispensation til helårsbeboelse i et sommerhus var bortfaldet, jf. planlovens § 40, stk. 2, fordi ejeren ikke reelt havde opgivet helårsanvendelsen af boligen, da ejeren alene havde haft en midlertidig ansættelse i udlandet og fortsat var skattepligtig i Danmark.
Gribskov Kommune traf den 14. november 2022 afgørelse om, at en midlertidig dispensation fra 2011 til helårsbeboelse i et sommerhus på E’s ejendom var bortfaldet. Kommunen gav samtidig afslag på permanent dispensation fra planlovens forbud mod helårsbeboelse, jf. planlovens § 40, stk. 2. Ejendommen var omfattet af bygningsvedtægt for Græsted-Gilleleje Kommune fra 1973 og var heri udlagt som sommerhusbebyggelse. Det fremgik af dispensationen, at denne bortfaldt ved fraflytning af sommerhuset. Kommunen vurderede, at dette var tilfældet, men meddelte på grund af omstændighederne en midlertidig dispensation til helårsbeboelse fra 1. november 2022 til udgangen af februar 2023. Kommunen henviste til, at E og hans ægtefælle rejste til udlandet den 17. marts 2021 og vendte tilbage til Danmark henholdsvis den 17. juni og 17. juli 2022, samt at ophold i udlandet i over 6 måneder i henhold til cpr-loven skal anmeldes som en fraflytning. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at han havde haft bopæl på adressen siden dispensationen i 2011, at han ikke var fraflyttet sommerhuset, men alene arbejdede midlertidigt i udlandet, og at han i hele perioden havde været fuldt skattepligtig til Danmark. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kommunen med afgørelsen var af den opfattelse, at dispensationen var bortfaldet som følge af planlovens § 40, stk. 2, hvorefter en dispensation bortfalder ved ejerskifte, og når boligen ikke længere anvendes til helårsbeboelse. Spørgsmålet var herefter, hvad der skulle forstås ved ”ikke længere anvendes til helårsbeboelse”. Bestemmelsen fremgik tidligere af sommerhuslovens § 7 b, stk. 2, hvorefter en dispensation til at anvende en beboelsesbygning i et sommerhusområde til helårsbeboelse bortfaldt, når bygningen ikke længere blev anvendt til helårsbeboelse. Kommunalbestyrelsen kunne dog opretholde dispensationen, hvis særlige grunde talte derfor. Ifølge bemærkningerne til § 7 b, stk. 2, var hensigten at give kommunen mulighed for bevarelse af retten til helårsbeboelse ved kortvarende afbrydelse af beboelsen, f.eks. ved udstationering o.l., hvor det var tanken at tage fast ophold på ejendommen igen. Det måtte antages, at der med vedtagelsen af planloven ikke var tilsigtet en ændring af denne mulighed. Nævnet antog derfor, at der ligeledes med bestemmelsen i § 40, stk. 2, 2. pkt., sigtes til et reelt ophør med helårsanvendelsen, og at der ikke skal anlægges en meget snæver forståelse af bestemmelsen. Nævnet fandt, at E reelt ikke havde opgivet helårsanvendelsen af boligen som følge af sin midlertidige ansættelse i udlandet, da der var tale om en midlertidige ansættelse, ligesom E fortsat var skattepligtig i Danmark. Nævnet lagde vægt på, at det ikke fremgår klart og præcist af planlovens § 40, stk. 2, hvad der forstås ved ”ikke længere anvendes til helårsbeboelse”, og at det derfor ikke stod E klart, at et midlertidigt ophold i udlandet ville medføre, at han mistede retten til helårsbeboelse. Det forhold, at sommerhuset blev udlejet i kortere perioder kunne ikke føre til et andet resultat. Planklagenævnet fandt således, at dispensationen ikke var bortfaldet, og ophævede herefter afgørelsen.