MRF 2023.57

Planklagenævnets afgørelse af 6. marts 2023, j.nr. 23/00824

Ikke medhold i klage over § 14-forbud mod etablering af tankstation med vaskehal, da det var sagligt og planlægningsmæssigt relevant at lægge vægt på genevirkningerne for området, uden at det blev tillagt betydning, at Planklagenævnet i august 2022 havde ophævet kommunens afgørelse om, at anlægget var i modstrid med lokalplanen.

Rudersdal Kommune modtog den 20. maj 2021 en ansøgning fra E om etablering af tankstation med benzinstandere og tilhørende overdækning og skiltning samt vaskehal med dertilhørende forvaskeplads og opmarchrampe på en ejendom, der var omfattet af lokalplan nr. 60. Den 16. december 2021 traf kommunen afgørelse om, at etablering af tankstationen var i modstrid med lokalplanen, hvilket E påklagede til Planklagenævnet, som ophævede kommunens afgørelse den 22. august 2022 (j.nr. 22/04748), da Planklagenævnet ikke fandt, at vaskehal mv. var i modstrid med lokalplanen. Rudersdal Kommune nedlagde herefter den 1. december 2022 forbud efter planlovens § 14 mod etablering af tankstationen, hvilket blev begrundet med, at der var behov for at vurdere de fremtidige byggemuligheder på ejendommen nærmere, og at en tankstation med vaskehal ville tilføre yderligere væsentlige genevirkninger i et i forvejen trafikbelastet og støjplaget erhvervs- og boligområde. Afgørelsen blev påklaget af ansøgeren, der bl.a. anførte, at forbuddet savnede begrundelse og ikke var nedlagt ud fra planlægningsmæssige hensyn, og at forbuddet var i strid med lighedsgrundsætningen, da andre i området havde fået lov til at etablere aktiviteter, der kunne medføre mindst samme gener som dem, kommunen søgte at undgå med forbuddet. Planklagenævnet (formanden) lagde med henvisning til planlovens § 15, stk. 2, nr. 2 og 10, at kommunen havde haft hjemmel til at nedlægge § 14-forbudet. Nævnet fandt, at afgørelsen var tilstrækkeligt begrundet, idet afgørelsen indeholdt en henvisning til de retsregler, som afgørelsen var truffet efter, samt hvilke hovedhensyn, der havde været bestemmende for kommunens skønsmæssige vurdering af sagen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24. Nævnet fandt desuden, at det var sagligt og planlægningsmæssigt relevant at lægge vægt på genevirkningerne for området, herunder støj- og trafikgener. Endelig bemærkede nævnet, at kommunen ikke som følge af lighedsgrundsætningen var afskåret fra at nedlægge et § 14-forbud og herefter fremlægge og vedtage et lokalplanforslag, som ændrede plangrundlaget for ejendommen, da vedtagelse af lokalplaner, som forhindrer en anvendelse, der tidligere har været mulig i et pågældende område, eller som fortsat er mulig i andre områder i kommunen, står kommunen frit for, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.

Kommentar: Det er uklart, hvorfor Planklagenævnet ikke forholdt sig til det tidligere forløb i sagen, hvorefter det må lægges til grund, at kommunen i over et år var bekendt med ansøgningen om tankstationen, som kommunen i første omgang mente kunne hindres efter den gældende lokalplan, hvilket Planklagenævnet i august 2022 afviste. I lyset af den tid, der gik fra, at kommunen blev bekendt med ansøgningen, til § 14-forbuddets meddelelse, kan det undre, at Planklagenævnets afgørelse helt forbigik, hvilken frist der i forbuddet var fastsat for vedtagelse af ny lokalplan, jf. f.eks. MRF 2023.52 Pkn og kommentaren hertil.

Link til afgørelsen.