MRF 2023.50
Planklagenævnets afgørelse af 25. januar 2023, j.nr. 23/00281
Ophævet lokalplan og kommuneplantillæg for to ejendomme i genoptaget sag som følge af et byrådsmedlems inhabilitet, uanset den endelige planvedtagelse var sket uden vedkommendes deltagelse, da byrådsmedlemmets søster var ansat i den virksomhed, der drev den ene ejendom i planområdet, og byrådsmedlemmets svoger var formand i den forening, der ejede den anden ejendom. Screeningsafgørelse ophævet som uaktuel.
Planklagenævnet traf den 14. december 2022 afgørelse (j.nr. 22/03716 m.fl.) om at ophæve Mariagerfjord Kommunes lokalplan og kommuneplantillæg samt en screeningsafgørelse om ikke-miljøvurderingspligt. Planområdet var beliggende i landzone nord for Hadsund og omfattede to ejendomme med bebyggelse, der anvendtes som bosted for udsatte borgere. Planerne havde til formålet at udlægge området til offentlige formål i form af boliger med tilhørende drifts- og personalefaciliteter og at fastlægge byggefelter for ny bebyggelse og et solcelleanlæg. Nævnet fandt i afgørelsen, at et byrådsmedlem havde været inhabil ved behandlingen af planforslagene, da byrådsmedlemmets søster var ansat i den virksomhed, som drev bostedet, og vedkommendes svoger var formand for en forening, som ejede en af ejendommene i planområdet. Nævnet lagde vægt på, at byrådsmedlemmet havde haft en særlig interesse i sagens udfald og havde deltaget i hele sagens behandling, herunder den endelige vedtagelse af planerne. På den baggrund fandt nævnet, at planerne led af en væsentlig retlig mangel og var ugyldige – uanset at byrådet efter vedtagelsen havde erklæret medlemmet inhabil, og sagen på ny var blevet forelagt byrådet til endelig vedtagelse uden vedkommendes deltagelse. Kommunen anmodede efterfølgende om genoptagelse af nævnets afgørelse og anførte bl.a., at byrådsmedlemmet ikke fik plads i hverken Udvalget for Teknik og Miljø eller Økonomiudvalget efter kommunalvalget i efteråret 2021, og at vedkommende således ikke deltog i den endelige vedtagelse af lokalplanen i Udvalget for Teknik og Miljø d. 14. marts 2022 eller Økonomiudvalget d. 23. marts 2022. Kommunen anførte videre, at alle de relevante politiske organer i kommunen behandlede den endelige vedtagelse af lokalplanen uden deltagelse af byrådsmedlemmet, hvorfor inhabiliteten var konkret uvæsentlig, og at planerne og screeningsafgørelsen derfor ikke burde ophæves. Planklagenævnet (formanden) fandt, at der var fremsendt oplysninger, som nævnet ikke var bekendt med under den oprindelige afgørelse, og at nævnet derfor var forpligtet til at genoptage sagen. Nævnet fastholdt, at byrådsmedlemmet havde været inhabil i forbindelse med sagen, og foretog herefter en vurdering af, hvorvidt inhabiliteten kunne anses for konkret væsentlig. Nævnet bemærkede, at inhabilitet for byrådsmedlemmer skal forstås vidtgående og ikke er begrænset til at træffe (endelig) afgørelse, men betyder, at den inhabile ikke må deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 3. Nævnet fandt, at der i denne sag var tale om et sådant forhold, at der ikke kunne siges at være en til vished grænsende sandsynlighed for, at inhabiliteten ikke havde haft nogen indflydelse på afgørelsens indhold. Nævnet lagde herved vægt på, at byrådsmedlemmet havde medvirket ved behandlingen af lokalplanforslaget i byrådet, og at den manglende medvirken i den endelige vedtagelse ikke i sig selv bevirkede, at inhabiliteten konkret var uvæsentlig. Nævnet lagde vægt på inhabilitetens karakter, hvorefter det ikke kunne afvises, at medlemmets nærmeste familie havde været personligt og økonomisk interesseret i den konkrete afgørelse. Planerne led derfor af en væsentlig retlig mangel og var ugyldige, hvorfor nævnet på ny ophævede planerne, mens screeningsafgørelsen om ikke-miljøvurderingspligt blev ophævet som følge af manglende aktualitet.
Kommentar: Afgørelsen af inhabilitetsindsigelsen følger fast praksis, men den sidste bemærkning om, at screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 10 ophævedes sammen med planerne, præsenterer en mindre – men velbegrundet – justering af klagenævnets praksis, så kommunen i forbindelse med behandlingen af et nyt lokalplanforslag skal foretage en ny selvstændig screening, hvor der ellers har været eksempler på, at klagenævnet har tiltrådt screeningsafgørelser, selv om plangrundlaget blev ophævet, jf. f.eks. MRF 2022.62 Pkn.