MRF 2023.45
Retten på Frederiksbergs dom af 24. marts 2023, sag BS-41375/2021-FRB
Advokatfirmaet A mod Miljøstyrelsen (adv. Britta Moll Bown)
Advokatfirma, der ejede en varebil fra 2000, havde ikke krav på midlertidig dispensation fra miljøbeskyttelseslovens regler om partikelfilter i miljøzoner. Miljøstyrelsen frifundet for påstand om frafald af fem bødeforelæg for ulovlig kørsel med varebilen i miljøzone.
Ved en ændring i 2019 af miljøbeskyttelseslovens regler om miljøzoner i større sammenhængende byområder blev i det lovens § 15 b, stk. 2, bestemt, at dieseldrevne varebiler, der er indregistreret før 1. januar 2007, skal have monteret et partikelfilter for at opnå lovlig adgang til en miljøzone fra og med den 1. juli 2020. Efter § 15 c kan miljøministeren i særlige tilfælde dispensere fra partikelfilterkravet efter nærmere regler fastsat i den tekniske miljøzonebekendtgørelse. I august 2020 fik advokatfirmaet A, der var beliggende inden for miljøzonen omkring København, og som ejede en varebil indregistreret i 2000, midlertidig dispensation fra partikelfilterkravet indtil 30. juni 2021. Da A ved udløbet af denne periode ikke havde eftermonteret et partikelfilter på varebilen, ansøgte A på ny om dispensation med henvisning til, at partikelkravet ramte A atypisk hårdt, bl.a. fordi eftermontering af et partikelfilter væsentlig oversteg den gennemsnitlige pris. Miljøstyrelsen meddelte i juni 2021 afslag på ansøgningen, da der ikke fandtes at foreligge de fornødne særlige omstændigheder. Uanset dette blev A’s varebil i perioden fra juni 2021 til januar 2022 ved fem lejligheder observeret i miljøzonen uden partikelfilter, og Miljøstyrelsen udstedte derfor fem bødeforelæg til A. A anlagde herefter retssag mod Miljøstyrelsen med påstand om dels, at styrelsen skulle meddele midlertidig dispensation fra partikelfilterkravet, dels at styrelsen skulle frafalde de fem bødeforelæg. Miljøstyrelsen påstod frifindelse. Sagen blev behandlet efter reglerne om småsager. Retten lagde til grund som ubestridt, at A’s varebil var omfattet af partikelfilterkravet, og bemærkede, at efter de daværende regler om dispensationsadgangen i miljøbeskyttelseslovens § 15 c, skulle Miljøstyrelsen bl.a. meddele dispensation, hvis kravene ramte ansøgeren på en sådan måde, at de fik karakter af et ekspropriativt indgreb. Retten udtalte, at spørgsmålet om, hvorvidt A havde krav på dispensation, beroede på en konkret helhedsvurdering af samtlige relevante faktorer, og at Miljøstyrelsen havde foretaget en konkret bedømmelse med inddragelse af de relevante og fornødne faktiske oplysninger. Retten fandt derfor ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte styrelsens skønsmæssige vurdering. På denne baggrund, og da det efter oplysningerne i sagen måtte lægges til grund som ubestridt, at A’s varebil ved fem forskellige lejligheder havde befundet sig i en miljøzone uden at have påmonteret partikelfilter, fandtes bødeforelæggene ligeledes at være pålagt med rette. Miljøstyrelsen blev på den baggrund frifundet.
Kommentar: I forbindelse med indførelsen af de skærpede miljøzonekrav med lov nr. 590 af 13. maj 2019 blev det besluttet, at håndhævelsen af miljøzonereglerne skulle skærpes. Ved lov nr. 808 af 9. juni 2020 blev der derfor indført regler i miljøbeskyttelsesloven om kontrol baseret på automatisk nummerpladegenkendelse ved kamerakontrol og om betinget objektivt strafansvar for ejeren (brugeren) af køretøjet. Aflæsningen af nummerpladen sammenholdes med oplysninger i Køretøjsregistret, der herefter sendes til Miljøstyrelsen med henblik på retsforfølgning. Samtidig er der i miljøbeskyttelseslovens § 110 d indført hjemmel for Miljøstyrelsen til at udstede administrative bødeforelæg ved overtrædelse af partikelfilterkravene. Det er ganske atypisk, at A efter modtagelsen af fem bødeforelæg i den ovenstående sag anlagde civilt søgsmål mod Miljøstyrelsen med påstand om, at A med tilbagevirkende kraft havde krav på en midlertidig dispensation fra partikelfilterkravet, og at Miljøstyrelsen skulle frafalde bødeforelæggene. Et bødeforelæg er en tilkendegivelse fra myndighederne om, at en sag kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den sigtede erklærer sig skyldig og rede til at betale den i bødeforelægget angivne bøde. Baggrunden for reglerne om bødeforelæg er at spare både den sigtedes og domstolenes tid og besvær med ubetydelige bødesager, jf. Trine Baumbach i Carsten Henrichsen og Peter Pagh (red.), Smæk for skillingen, 2015, s. 142 f. Konsekvensen af, at den sigtede ikke vedtager bødeforlægget eller forholder sig passivt, er, at Miljøstyrelsen må indgive politianmeldelse, hvorefter anklagemyndigheden kan rejse straffesag mod den ansvarlige. Under en sådan straffesag kan der ifølge motiverne til miljøbeskyttelsesloven ske en prøvelse af bl.a., om oplysningerne om partikelfilter er korrekt (lovforslag nr. L 170, saml. 2019-20, alm. bem., pkt. 2.4.3). Under hensyn til den særlige konstruktion af bødeforlægsordningen, som bl.a. er begrundet i retssikkerhedsmæssige hensyn, forekommer det betænkeligt og uhensigtsmæssigt, at der under en civil sag mod tilsynsmyndigheden – som i ovenstående tilfælde endda blev behandlet efter reglerne om småsagsprocessen – sker en prøvelse af bødeforlæggets retsmæssighed, da et sådant spørgsmål bør afklares i forbindelse med en eventuel straffesag. Derimod kan spørgsmålet, om A havde krav på dispensation fra partikelfilterkravet, fint prøves i en sag mod Miljøstyrelsen, og havde A fået medhold i denne påstand, skulle bødeforlæggene (og en eventuel straffesag) uden videre være frafaldet.