MRF 2023.41
Retten i Lyngbys dom af 7. februar 2023, sag BS-9400/2022-LYN
A og B (adv. Lars Bastholm) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Ikke krav på genoptagelse af Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en strandtrappe, idet der ikke var fremkommet nye faktiske oplysninger, der kunne begrunde genoptagelse.
Sagen omhandlede Miljø- og Fødevareklagenævnets afslag på genoptagelse af en sag om afslag på lovliggørende dispensation til en strandtrappe inden for strandbeskyttelseslinjen. A og B købte i 1975 en ejendom beliggende ud til kysten. I 1999 blev der etableret kystsikring med høfder som et projekt under Frederiksborg Amt, hvilket medførte erosion på stranden ved A og B’s ejendom. A og B etablerede herefter i 2018 en strandtrappe uden forudgående dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15. Efterfølgende meddelte Kystdirektoratet i august 2019 afslag på lovliggørende dispensation til strandtrappen og påbud om lovliggørelse. A og B påklagede afslaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der ved afgørelse af 3. august 2020 (j.nr. 19/06760) stadfæstede Kystdirektoratets afslag, idet nævnet afviste at kunne behandle eventuelle mangler ved det tidligere kystbeskyttelsesprojekt. Efterfølgende anmodede A og B den 1. februar 2021 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage klagesagen med den begrundelse, at der var fejl og misforståelser i klagenævnets afgørelse. Den 9. september 2021 afslog Miljø- og Fødevareklagenævnet at genoptage sagen, da der ikke fandtes at foreligge nye oplysninger, som kunne begrunde en genoptagelse. A og B indbragte herefter nævnets afslag på genoptagelse for domstolene blev påstand om, at afgørelsen skulle ophæves og hjemvises til fornyet behandling. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse. A og B gjorde bl.a. gældende, at der i forbindelse med anmodning om genoptagelse forelå væsentlige nye forhold i form af oplysninger om en anden trappe i området, som ikke havde været medtaget i nævnets afgørelse. Herudover anførte A og B, at der måtte dispenseres for et nødvendigt formål, og at det ikke var korrekt, at dispensationen ville skabe præcedensvirkning, da der ikke forelå lignende sager. Retten fandt, at det forhold, at nævnet ikke tidligere havde inddraget disse oplysninger om den anden trappe i området, ikke kunne tillægges betydning, idet oplysningerne ikke kunne forventes at føre til et andet resultat henset til, at der også for den anden trappe var truffet afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation. Det forhold, at den anden trappe ikke var nedrevet, var heller ikke noget nævnet kunne tillægge vægt. Herudover fandt retten ikke, at A og B’s argument om, at en dispensation var nødvendig, og at en dispensation ikke ville medføre uønsket præcedensvirkning, var nye oplysninger, men spørgsmål om, hvilken vægt klagenævnet burde have tillagt oplysningerne, hvilket ikke vedrørte afslaget på genoptagelse. Retten fandt ikke, at nævnets vurderinger udgjorde væsentlige fejl, som gav grundlag for genoptagelse. Retten tog på baggrund nævnets frifindelsespåstand til følge.
Kommentar: Dommen illustrerer på udmærket vis, at når søgsmålsfristen er overskredet efter en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, og der herefter anmodes om genoptagelse, er domstolenes prøvelse af nævnets afslag på genoptagelse altid begrænset til de spørgsmål, der vedrører genoptagelsen.