MRF 2023.35
Retten i Randers’ dom af 3. januar 2023, sag BS-46391/2021-RAN
A (adv. Henrik Brandt-Madsen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Pernille Fromholt Viggers)
Ikke grundlag for at tilsidesætte påbud om retablering af § 3-beskyttet offentligt vandløb, som var opgravet i strid med vandløbslovens § 17 og naturbeskyttelseslovens § 3. Ejerens synspunkter om, at kommunens vedligeholdelse af vandløbet havde været mangelfuld, og at retablering ville medføre forøget vandstand, kunne ikke føre til at andet resultat.
Sagen angik A’s opgravning af en del af det offentlige vandløb Hedebæk, der løber langs skel til bl.a. A’s ejendom i Randers Kommune. Hedebæk er målsat i vandområdeplanerne og beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Ved et vandløbstilsyn i april 2020 konstaterede Randers Kommune, at der var fjernet omkring 335 m3 materiale fra vandløbet ud for A’s ejendom, og at stort set samtlige kvalitetselementer var gravet bort. A bestred ikke at have gennemført opgravningen, men anførte, at opgravningen havde været nødvendig, fordi kommunen ikke havde overholdt sin vedligeholdelsespligt i vandløbet i henhold til et vandløbsregulativ fra 1992. Da kommunen fandt, at der var tale om en regulering af vandløbet i strid med vandløbslovens § 17 og naturbeskyttelseslovens § 3, meddelte kommunen i juli 2020 påbud til A om at retablere vandløbet efter vandløbslovens § 54 og naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. Kommunen vurderede, at der ikke var grundlag for en retlig lovliggørelse af reguleringen, og fastsatte en række vilkår for retableringens gennemførelse, herunder om retablering af bundkoterne. A påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i juni 2021 (j.nr. 20/09177) stadfæstede påbuddet. A anlagde herefter sag om nævnets afgørelse, hvor A bl.a. gjorde gældende, at der var tale om sædvanlige vedligeholdelsesarbejder, at A kun havde fjernet jord, der som følge af erosion var gledet ned i vandløbet fra A’s ejendom, at Randers Kommune mundtligt havde tilladt opgravningen, og at en efterkommelse af påbuddets vilkår ville medføre forhøjet vandstand og forværring af udløbet fra A’s dræn. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse. På grundlag af bevisførelsen, herunder opmålinger af vandløbsstrækningen både før og efter oprensningen, fandt byretten det ikke bevist, at der alene var sket opgravning af A’s eget jord, der var gledet ud i vandløbet. Efter oplysningerne om ændringerne i vandløbets bundkote fandt byretten, at oprensningen havde ændret vandløbets skikkelse i strid med vandløbslovens § 16 og var gået ud over vedligeholdelse efter lovens § 27, idet byretten bemærkede, at A’s ret til at vedligeholde de drænrør, der mundede ud i vandløbet, ikke gav A en videregående ret til vedligeholdelse af vandløbet. Da byretten heller ikke fandt det bevist, at kommunen havde tilladt oprensningen, var der sket en ulovlig regulering af vandløbet. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at manglende vedligeholdelse af vandløbet efter A’s opfattelse ville betyde forhøjet vandstand og forværring af udløbet fra hans dræn, eller at A mente, at kommunen ikke havde overholdt sin vedligeholdelsespligt. Med henvisning til, at kommunen efter vandløbslovens § 54 kan meddele påbud om genoprettelse af den tidligere tilstand i et vandløb, fandt byretten heller ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse for så vidt angik vilkårene for retableringen. På den baggrund blev Miljø- og Fødevareklagenævnet frifundet.
Kommentar: Sagen er en af mange sager om vandløbsvedligeholdelse, hvor en lodsejer – berettiget eller uberettiget – anfører, at lodsejerens mere omfattende vedligeholdelse af lodsejerens del af et vandløb er begrundet med kommunens manglende vandløbsvedligeholdelse på en anden strækning (eller ved udløbet af lodsejerens vandløb). Som dommen viser, er løsningen ikke, at lodsejer herefter tager loven i egen hånd. Lodsejeren må i stedet anmode kommunen om, at meddele påbud til sig selv efter vandløbslovens § 54, og en kommunens afslag herpå vil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. FOB 2020-37. I tilfælde af eventuelle oversvømmelsesskader som følge af kommunens manglende vandløbsvedligeholdelse må der rejses erstatningskrav mod kommunen, hvilket i første omgang kan indbringes for taksationskommissionerne, jf. vandløbslovens § 73, men i de fleste tilfælde vil kræve udmelding af syn og skøn under en retssag. Se f.eks. MRF 2022.25 V.