MRF 2023.34

Østre Landsrets dom af 28. april 2023, 16. afd., sag BS-44677/2021-OLR
(Lone Dahl Frandsen, Ane Røddik Christensen og Frederik Waage (kst.))

A og B (adv. Anders Stig Vestergaard) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)

Ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan til kvist opført uden byggetilladelse i efteråret 2000, mens lokalplanforslag var sendt i offentlig høring.

Baggrunden for sagen var, at E i juli 2000 ansøgte kommunen om byggetilladelse til opførelse af en kvist på et loftsrum på A og B’s boligejendom med to etager. Kommunen havde på dette tidspunkt sendt forslag til lokalplan nr. 179 i offentlig høring, og lokalplanforslaget indeholdt bl.a. en bestemmelse om, at der på ejendomme i lokalplanområdet ikke måtte opføres boliger i mere end to etager. Kommunen anmodede i august 2000 om supplerende oplysninger, hvilket ikke blev besvaret af A og B, der i august til november fik opført kvisten på loftsrummet. Den 27. november 2000 vedtog kommunen lokalplanen. I januar 2001 rykkede kommunen for supplerende oplysninger fra A og B og havde en telefonisk dialog med A, hvorefter sagen blev henlagt. I november 2017 modtog kommunen fra A og B en e-mail, hvori var oplyst, at kvisten var opført, og at A og B ønskede en genoptagelse af den tidligere byggesag. Efter at have modtaget formel ansøgning om lovliggørende dispensation fra lokalplanen og ansøgning om byggetilladelse, meddelte kommunen i januar 2018 afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplanen. A og B påklagede afgørelsen til Planklagenævnet, der den 25. august 2020 (j.nr. 18/05859 – vedlagt som bilag) stadfæstede afslaget. A og B anlagde herefter sag mod Planklagenævnet med påstand om, at nævnets afgørelse var ugyldig, og at nævnet skulle anerkende, at A og B var berettiget til retlig lovliggørelse af den opførte kvist. Til støtte herfor gjorde A og B bl.a. gældende, at efter den tidligere byplanvedtægt havde A og B ret til at opføre kvisten, hvilket ligeledes fulgte af en servitut fra 1901, at en lokalplan ikke kan have tilbagevirkende kraft, at A og B på grundlag af kommunens tilkendegivelser havde en berettiget forventning om, at servitutten var lovlig, at der var indtrådt passivitetsvirkning, og at kvisten i øvrigt var lovlig, da loftsrummet ikke blev benyttet til beboelse. Planklagenævnet påstod frifindelse og henviste bl.a. til, at der var tale om et ulovligt forhold, da der ikke var indhentet byggetilladelse, og at etableringen af kvisten var sket på et tidspunkt, hvor lokalplanforslaget var i høring, hvorfor etablering af kvisten var i modstrid med planlovens § 17. Byretten lagde til grund, at etablering af kvisten var sket uden byggetilladelse og på et tidspunkt, hvor forslag til lokalplan nr. 179 var i offentlig høring, hvorfor etableringen var en overtrædelse af planloven. Byretten tiltrådt endvidere Planklagenævnets vurdering af, at etablering af kvisten var en overtrædelse af lokalplanen, uanset at kvisten ikke blev benyttet til beboelse, idet byretten fremhævede kvistens højde og længde på 50 % af tagfladen. Idet retten herefter afviste, at A og B havde godtgjort, at kommunen havde meddelt et bindende forhåndstilsagn forud for opførelsen, eller der var indtrådt retsfortabende passivitet, blev Planklagenævnet frifundet. A og B ankede til landretten, hvor der blev udmeldt syn og skøn og gennemført supplerende vidneafhøring. Med den præcisering, at kvisten udgjorde 38 % af tagfladens længde, tiltrådte landsretten byrettens vurdering og begrundelse og stadfæstede byrettens frifindende dom.

Link til byrettens og landsrettens domme.
(Planklagenævnets afgørelse af 25. august 2020, j.nr. 18/05859, der var genstand for prøvelse, er vedlagt som bilag.)