MRF 2023.332
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. december 2023, j.nr. 22/03247
Ophævet indirekte afgørelse fra 2010 om, at restaurationsforskrift efter den dagældende miljøaktivitetsbekendtgørelse ikke var omfattet af miljøvurderingsloven, da forskriften fastlagde rammer for fremtidige anlægstilladelser, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 2, ved krav til den fysiske indretning i form af bl.a. ventilationsanlæg og støjisolering ved restaurationer.
Frederikshavn Kommune vedtog i juli 2010 en forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i medfør af den dagældende miljøaktivitetsbekendtgørelse. Kommunen traf samtidig indirekte afgørelse om, at forskriften ikke var omfattet af reglerne i miljøvurderingsloven. Siden vedtagelsen i 2010 var forskriften revideret to gange i hhv. 2012 og 2017. Forskriften havde til formål at regulere de miljømæssige forhold ved drift af restaurationer i kommunen, og det fremgik af forskriften, at restaurationsbegrebet dækkede en lang række aktiviteter med servering og udskænkning for øje. I forhold til begrænsning af støjgener fastsatte forskriften bestemmelser for indretningen, således at indendørs og udendørs installationer ikke overskred fastsatte grænseværdier i forskriftens bilag 1, ligesom forskriften bl.a. stillede krav om, at vægge ud til det fri samt vinduer skulle lydisoleres, at indgangspartier til restaurationer nær boliger skulle forsynes med en lydsluse, og at musikanlæg skulle forsynes med en plombering. Videre fremgik, at restaurationer ikke måtte give anledning til lugtgener i omgivelser, og at restaurationer skulle forsynes med velfungerende udsugnings- og ventilationsanlæg, der opfyldte nærmere specificerede tekniske krav. Den indirekte afgørelse om, at forskriften ikke var omfattet af miljøvurderingsloven, blev i februar 2022 påklaget af en forening af omboende, der navnlig anførte, at restaurationsforskriften skulle have været vurderet efter reglerne i miljøvurderingsloven. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at da afgørelser efter miljøaktivitetsbekendtgørelsen ikke kan påklages til nævnet, kunne nævnet ikke tage stilling til indholdet af restaurationsforskriften. Derimod kunne nævnet tage stilling til, om forskriften var omfattet af miljøvurderingslovens regler, herunder om planen fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser ved at indeholde kriterier eller vilkår, der bestemmer rammerne for indholdet af en myndigheds behandling af en anlægstilladelse. Med henvisning til, at forskriften indeholdt krav til den fysiske indretning af ventilationssystemer, lydsluser og lydisolering ved restaurationerne, fandt nævnet, at forskriften fastlagde rammerne for fremtidige anlægstilladelser og derfor var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 2, hvorfor kommunen skulle have gennemført en screening af forskriftens væsentlige påvirkning på miljøet. På den baggrund ophævede nævnet kommunens indirekte afgørelse om, at den omhandlende forskrift ikke var omfattet af reglerne i miljøvurderingsloven.
Kommentar: Uanset at det er oplagt, at restaurationsforskriften er omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 2, og krav om screening, giver nævnets afgørelse anledning til tre principielle bemærkninger. For det første er det usædvanligt, at nævnet behandler en klage indgivet i 2022 over en forskrift, der er vedtaget i 2010 og ændret i 2012 og 2017. Selv om det må medgives, at miljøvurderingslovens § 51 om klagefrist ikke omfatter indirekte afgørelser, og at hensynet til en effektiv efterlevelse af EU-retten kan begrunde, at ældre indirekte afgørelser kan påklages, burde nævnet have begrundet, hvorfor klagenævnet kan behandle en klage over en indirekte afgørelse, der går så langt tilbage, da der formentlig er en del andre ældre kommunale forskrifter, som herefter vil kunne indbringes for nævnet grundet manglende screening efter miljøvurderingsloven, herunder kommunale forskrifter om miljøkrav til anlægsaktiviteter, hvor der vil være obligatorisk miljøvurdering. Det må i forlængelse heraf tiltrædes, at klagenævnet ikke kunne tage stilling til indholdet af forskriften, da denne ikke kan påklages, hvilket dog herefter rejser to andre spørgsmål i relation til håndhævelsen. Det ene er, at forskriften som følge af manglende screening efter miljøvurderingsloven formentlig må anses for ugyldig, men at dette forudsætter, at kommunen af egen drift ophæver den gældende forskrift og herefter vedtager en ny forskrift efter screening efter miljøvurderingsloven, jf. ligeledes EU-Domstolens dom i sag C-41/11. Det andet er, om tidligere sanktioner for overtrædelse af forskriften skal genoptages, hvilket synes at være den mest nærliggende løsning. Ingen af disse spørgsmål kunne dog besvares af klagenævnet.