MRF 2023.330
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. december 2023, j.nr. 21/09991
Stadfæstet lovliggørelsespåbud om ophør med anvendelse af spejderhytter i fredskov til hotellignende formål, da anvendelsen gik ud over grundlaget for en tidligere dispensation fra skovlovens § 11, stk. 1, der lagde vægt på at tilgodese børn og unges friluftsliv, mens lejlighedsvis anvendelse som mødefacilitet kunne opretholdes. Dissens.
Miljøstyrelsen meddelte i juni 2021 påbud efter skovlovens § 51, stk. 2, om lovliggørelse af to spejderhytter beliggende i fredskov på en E’s ejendom i Lejre Kommune. E havde som ejer af en større landbrugsejendom søgt om tilladelse efter skovloven til etablering af de to hytter til brug for bl.a. spejdere, der var opført på et fælles trædække i 6 meters højde mellem træerne. I juni 2014 meddelte Naturstyrelsen tilladelse, da det ansøgte primært skulle tilgodese børn og unges friluftsliv, på vilkår af, at bygningerne skulle fjernes, og arealet retableres, såfremt anvendelsen som spejderhytter ophørte. Hytterne skulle fortrinsvis bruges af spejdere, men ville lejlighedsvist blive anvendt af andre grupper med særlig interesse for natur og friluftsliv. Endvidere havde et flertal i det daværende Natur- og Miljøklagenævn i 2014 ændret et afslag på dispensation fra en fredning til en dispensation på vilkår af, at hytterne kun måtte anvendes af spejderorganisationer og andre organisationer med friluftsliv og naturoplevelser som hovedformål. I forbindelse med en aktindsigtsanmodning blev Miljøstyrelsen opmærksom på, at spejderhytterne også blev anvendt til kommercielle formål som hotellignende ophold, herunder til ”natur-romantisk overnatning”, og konferencemøder for virksomheder. Miljøstyrelsen fandt, at hytternes anvendelse efter dispensationen fra skovloven fra 2014 var begrænset til at tilgodese børn og unges friluftsliv, og at hytternes anvendelse ikke længere var forenelig hermed. Ifølge styrelsens påbud skulle lovliggørelse enten ske i form af ophør af anvendelse til hotelovernatning og konferencer eller ved nedrivning af hytterne. Afgørelsen blev påklaget af E, der anførte, at hytterne altid havde været anvendt til kommercielle formål, og at KFUM-spejderne efter aftale betalte for anvendelsen af hytterne, og at hytterne primært blev benyttet af børn og unge. Hertil kom, at E havde stiftet en forening, hvis formål var at bevare, forbedre og formidle friluftslivet, naturværdierne og kulturhistorien, og at medlemskab af foreningen var en betingelse for andre end spejderne for at bruge og overnatte i hytterne. Ved køb af overnatning i hytterne blev man obligatorisk meldt ind i foreningen for en femårig periode. Miljø og Fødevareklagenævnet bemærkede, at det af vejledningen om skovloven fremgår, at der ikke efter skovloven gælder et forbud mod ændret anvendelse af lovligt opført byggeri, men at eventuel tilladelse hertil afhænger af de vilkår, der er stillet i forbindelse med opførelsen. Et flertal (6 mod 1) fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den del af påbuddet, der omhandlede anvendelsen af hytterne til hotellignende formål, da dette ikke kunne rummes inden for styrelsens dispensation af 25. juni 2014. Flertallet lagde herved vægt på, at det af dispensationen fremgik, at formålet var at tilgodese børn og unges friluftsliv, og at hytterne fortrinsvist skulle anvendes af spejderne, men lejlighedsvist tillige kunne anvendes af andre grupper med særlig interesse for natur og friluftsliv. Nævnet henviste til, at praksis for dispensation efter skovlovens § 38, stk. 1, er restriktiv, og at det konkret var spejderformål, der var dispenseret til. Obligatorisk indmelding for andre brugere i den af E stiftede forening ændrede ikke herved. Derimod fandtes den lejlighedsvise anvendelse af hytterne til mødefaciliteter at kunne rummes inden for dispensationen, idet hytterne lejlighedsvist kunne bruges af andre organisationer, grupper mv. med natur og friluftsliv som hovedformål, eller hvor mødets omdrejningspunkt var friluftsliv, natur eller tilsvarende. Nævnet stadfæstede på denne baggrund Miljøstyrelsens lovliggørelsespåbud med den ændring, at den del af påbuddet, der vedrørte den lejlighedsvise anvendelse af spejderhytterne som mødefacilitet, ikke blev anset for at være et ulovligt forhold.