MRF 2023.326
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. december 2023, j.nr. 21/09584
Ophævet og hjemvist påbud om begrænsning af støjgener fra kommunalt ejet kunstgræsbane, da påbuddet var i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, idet påbuddets vilkår hverken var egnede eller tilstrækkelige til at nedbringe de konstaterede støjgener.
Frederiksberg Kommune meddelte den 26. marts 2021 påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, om foranstaltninger til begrænsning af støjgener fra en af kommunen etableret kunstgræsbane ved en skole. Af afgørelsen fremgik, at boldbanen i bestemte tidsrum kunne benyttes af godkendte foreninger til organiserede aktiviteter. Videre fremgik, at banen var forsynet med et 3 m højt støjhegn mod nærmeste nabo og et enkelt trådhegn mod øvrige naboer. I påbuddet var der fastsat en række vilkår, herunder at banen måtte benyttes til organiserede aktiviteter i nærmere angivne tidsrum, og at foreningerne kunne anvende lysanlæg og 7-mandsmål i bestemte tidsrum, samt at Børne- og Ungerådet skulle udarbejde en handlingsplan, der undersøgte mulighederne for yderligere støjdæmpning. Kommunens påbud blev påklaget af en nabo, der navnlig anførte, at de i påbuddet fastsatte vilkår allerede var implementeret, hvormed påbuddet ikke ville føre til en begrænsning i støjgener. Under klagesagen oplyste kommunen, at der inden meddelelse af påbuddet havde været dialog mellem naboerne og kommunen, hvormed kommunen helt eller delvist formodedes at have imødekommet de i påbuddet indeholdte vilkår. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at nævnet havde kompetence til at prøve påbuddet, da der var tale om en kommunalt ejet anlæg. Nævnet fandt, at der i miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, var hjemmel til at meddele påbud om afværgende foranstaltninger, da der var tale om særligt væsentlige støjulemper fra aktiviteter, som var organiseret under faste former. Herefter fandt nævnet, at der skulle foretages en vurdering af mulighederne for at etablere støjdæmpende foranstaltninger på banen med henvisning til Kløvermarksrapporten og kunstgræsbanevejledningen, der oplister flere muligheder for iværksættelsen af støjdæmpende tiltag. De påbudte foranstaltninger skulle imidlertid være i overensstemmelse med forvaltningsretlige grundsætninger, hvorfor vilkår i påbuddet skulle være proportionale, sagligt begrundede og egnede til at opfylde påbuddets formål. På baggrund af klagers og kommunens oplysninger om, at påbuddets vilkår allerede helt eller delvist var implementeret på tidspunktet for kommunens afgørelse, og at kommunen på afgørelsestidspunktet havde vurderet, at der fortsat forekom væsentlige støjgener ved anvendelse af banen, fandt nævnet, at disse betingelser ikke var opfyldt, idet det ikke var godtgjort, at de meddelte vilkår var egnede og tilstrækkelige til at nedbringe støjgenerne fra banen til et acceptabelt niveau. Kommunens afgørelse blev derfor ophævet og hjemvist.
Kommentar: Se tillige MRF 2022.293 Mfk, hvor et § 42-påbud om støjbegrænsning vedr. en kunstgræsbane blev ophævet, og MRF 2023.309 Mfk, hvor VVM-screening af ny kunstgræsbane blev hjemvist, da overholdelse af de i Kløvermarksrapporten anførte støjgrænser ikke kunne fritage fra miljøvurdering. Klagenævnets afgørelse i sagen fra Frederiksberg kan indirekte tages som udtryk for, at den første betingelse om indgrebets egnethed efter det EU-retlige proportionalitetsprincip har vundet indpas i dansk forvaltningsret, jf. nærmere Fenger: U 2014B.227 og Mørup m.fl., Forvaltningsret – almindelige emner, 7. udg., 2022, s. 267 f.