MRF 2023.319

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. december 2023, j.nr. 21/04145

Lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til trådhegn oven på bunker ved Skagen Bunkermuseum, da hegnet var en nødvendig sikkerhedsforanstaltning for bunkerens funktion som museum henset til de mange besøgende og placering ved et større parkeringsområde, hvorfor Kystdirektoratets afslag på dispensation ophævet. Dissens.

Kystdirektoratet meddelte i marts 2021 afslag på lovliggørende dispensation til et allerede etableret hegn placeret på toppen af en historisk bunker inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje og meddelte samtidig påbud om fysisk lovliggørelse. Hegnet var placeret på toppen af en bunker fra 2. verdenskrig, der er en del af Skagen Bunkermuseum og beliggende på en matrikel på ca. 303 ha på Grenen. Hegnet var et trådhegn med hegnspæle i galvaniseret stål, der var støbt til selve bunkeren, var ca. 12 m langt, havde en højde på 170 cm og var hævet 35 cm fra jorden. Ved hegnet lå en vej, der førte op til et parkeringsanlæg placeret 20 m derfra. Formålet med hegnet var at undgå faldulykker fra bunkeren, da der forekom færdsel på klitten, som bunkeren stod på og dermed også færdsel på selve bunkeren. Bunkerens betonkant var glat i vådt føre, hvorfor der var betydelig risiko for ulykker, da der var et fald fra bunkeren sydside på 5 m. Bunkeren tiltrak omkring 15.000 besøgende årligt. Det nærmeste Natura 2000-område lå 12 m fra bunkeren. Hegnet var desuden beliggende inden for fredningen af Grenen og krævede derfor tillige fredningsdispensation. Kystdirektoratet begrundede afslaget på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen med, at hegnet fremstod markant i landskabet som følge af den høje placering og ikke var nødvendigt for museets drift, hvorfor der ikke forelå et særligt tilfælde, ligesom dispensation kunne skabe en utilsigtet præcedensvirkning for mange tilsvarende bunkeranlæg inden for de strandbeskyttede og klitfredede arealer. Afslaget blev påklaget af Frederikshavn Kommune, der navnlig gjorde gældende, at hegnet udgjorde et sikkerhedshegn, som udelukkende havde til formål at mindske risikoen for faldulykker, og at det ville være uforsvarligt at fjerne hegnet. Kommunen gjorde desuden gældende, at direktoratet ikke havde taget hensyn til, at bunkeren er indrettet som museum, og at sagen derfor ikke var sammenlignelig med andre bunkers inden for strandbeskyttelseslinjen. Et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnet (6 mod 1), fandt at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, idet hegnet i det konkrete tilfælde udgjorde en sikkerhedsforanstaltning, som måtte anses som nødvendig for den pågældende bunker henset til bunkerens funktion som museum, de mange besøgende samt placeringen ved et større parkeringsområde. Mindretallet fandt derimod, at der ikke forelå et særligt tilfælde, som kunne begrunde dispensation. Hvad angik det nærliggende Natura-2000 område var det nævnets vurdering, at hegnet ikke i sig selv eller i forbindelse med andre planer eller projekter ville påvirke området væsentligt eller i øvrigt påvirke bilag IV-arter. På den baggrund ændrede nævnet direktoratets afslag til en dispensation.

Kommentar: Afgørelsen viser, at når Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrer et afslag på dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens § 15 til en lovliggørende dispensation, skal nævnet som minimum foretage en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, medmindre en sådan er gennemført af Kystdirektoratet forud for afslaget. Har nævnet ikke de fornødne oplysninger til at foretage en sådan screening, må afgørelsen hjemvises, jf. i samme retning MRF 2023.321 Mfk, hvor en dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen til vandbeholder mv. blev ophævet og hjemvist grundet mangelfuld vurdering af projektets påvirkning af bilag IV-arter. Se også MRF 2023.147 Mfk og MRF 2023.165 Mfk med kommentarer.

Link til afgørelsen.