MRF 2023.165
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. maj 2023, j.nr. 22/04464
Ændret afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til sommerhus, da en udvidelse af arealet fra, hvad der oprindeligt var dispenseret til, udgjorde et særligt tilfælde, da udvidelsen var begrundet i at tilgodese miljømæssige hensyn i overensstemmelse med praksis om udvidelse som følge af isolering, og da det indvendige gulvareal ikke var forøget. Kælder uden udvendig trappe var ikke dispensationskrævende. Stadfæstet afslag på dispensation til udvendig kældertrappe og hævet terrasse. Dissens ad flere spørgsmål.
E havde som ejer af en ejendom på Helgenæs i Syddjurs Kommune søgt om lovliggørende dispensation til et skur på 10 m2 inden for strandbeskyttelseslinjen. Ejendommen havde et registreret areal på 1.385 m2 og lå i landzone og inden for et Natura 2000-område. Det nærmeste sommerhusområde lå hhv. 400 m syd og 1 km nord for ejendommen. Ejendommen var ikke omfattet af den oprindelige 100-meters strandbeskyttelseslinje, men var omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje. Det oprindelige skur var opført i tilknytning til en anden bygning (en hytte) på ejendommen, som var opført i 1961 og udgjorde 12 m2. E havde forud for ansøgningen om lovliggørende dispensation af skuret søgt dispensation til genopførelsen af denne bygning, som skulle udgøre et sommerhus på ca. 30 m2. Kystdirektoratet meddelte den 16. marts 2020 afslag på genopførelse af hytten, idet bygningen ikke udgjorde et sommerhus i naturbeskyttelseslovens forstand, da der ikke var indlagt toilet og bad, men derimod en bygning til dagsophold, hvilket i september 2020 (j.nr. 20/04900) blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, uden at nævnet tog stilling til bygningens status. Efterfølgende meddelte Kystdirektoratet den 29. oktober 2020 dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til opførelse af en ny bygning til erstatning for den eksisterende med samme areal og beliggenhed. På baggrund af en landzonetilladelse fra Syddjurs Kommune opførte E en bygning på ejendommen, der erstattede den tidligere. Den nye bygning havde et boligareal på ca. 20 m2, og der var etableret kælder på 23 m2 med udvendig adgang. Der var endvidere opført en kystvendt, hævet terrasse på ca. 35 m2. E søgte efterfølgende om lovliggørende dispensation til det opførte, hvilket Kystdirektoratet afslog i marts 2022, idet direktoratet samtidig meddelte påbud om fysisk lovliggørelse. Direktoratet henviste til, at der i oktober 2020 alene var meddelt dispensation til en bygning på 14,75 m2. Af afgørelsen fremgik også, at direktoratet havde vurderet, at det ansøgte ikke kunne påvirke Natura 2000-området eller medføre beskadigelse eller ødelæggelse af planter eller af yngle- og rasteområder for bilag IV-arter. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at bygningen udgjorde et sommerhus i naturbeskyttelseslovens forstand, hvorfor der burde have været anlagt en vurdering i overensstemmelse med den lempeligere dispensationspraksis for sommerhuse. I forbindelse med klagen oplyste E, at bygningens samlede areal over jorden udgjorde 19,82 m2, og at afvigelsen fra det, direktoratet havde meddelt dispensation til, skyldtes en forøgelse af isoleringslaget fra 100 cm til 350 cm af hensyn til energioptimering, og at denne ændring kun havde forøget det indvendige areal med 1 m2. Miljø- og Fødevareklagenævnet, fandt anledning til at tage stilling til bygningens status, bygningsdelen over jorden, kælderen og terrassen. Et flertal (6 mod 1) fandt, at bygningen kunne anses for et eksisterende sommerhus i naturbeskyttelseslovens forstand på baggrund af BBR-oplysninger og byggesagerne i Syddjurs Kommune. Flertallet henviste til, at der ikke var praksis for at stille krav om køkkenfaciliteter samt bad og toilet i et sommerhus. Hvad angik bygningsdelen over jorden fandt nævnet enstemmigt, at der ikke var tale om genopførelse, jf. naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 2. Dog fandt det samme flertal, at der forelå et særligt tilfælde efter § 65 b, stk. 1, da udvidelsen af arealet var begrundet i at tilgodese miljømæssige hensyn, og da det indvendige gulvareal ikke var forøget, og udvidelsen i øvrigt var begrænset. Vedrørende kælderen fandt flertallet, at kælderen uden udvendig trappe ikke var dispensationskrævende. Et enigt nævn fandt dog, at der ikke kunne meddeles dispensation til kælderen med udvendig trappe, da der ikke var tale om et særligt tilfælde. Endelig fandt et flertal (5 mod 2), at terrassen ikke kunne anses for et mindre anlæg omfattet af § 15 a, stk. 3, da denne fremstod visuelt dominerende henset til bygningens størrelse. Da forholdet ikke fandtes at udgøre et særligt tilfælde, kunne der ikke meddeles dispensation til terrassen efter § 65 b, stk. 1. Et enigt nævn fandt afslutningsvis, at det ansøgte sommerhus ikke ville påvirke Natura 2000-området væsentligt eller i øvrigt medføre en beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområde for bilag IV-arter, idet ”der er foretaget en tilstrækkelig habitatvurdering af Kystdirektoratet”. Nævnet lagde vægt på, at der ikke på ejendommen var registreret naturtyper, der fremgik af udpegningsgrundlaget for det Natura 2000-område, som sommerhuset var beliggende i, at der var ca. 300 m til nærmeste levested for en bilag IV-art, og at der var tale om en ejendom, der også forudgående havde været bebygget. Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede dermed afslaget til lovliggørende dispensation til sommerhuset og kælderen, men stadfæstede afslaget for så vidt angik den udvendige kældertrappe og terrassen.
Kommentar: Afgørelsen er meget konkret begrundet, men tyder på, at nævnet i relation til dispensation fra strandbeskyttelseslinje mht. størrelse og dimensionering anerkender de begrænsede arealudvidelser, der følger af isoleringskrav. I forhold til kælderen kan afgørelsen muligvis være lidt mere vidtrækkende, da afgørelsen tyder på, at en kælder, som ikke har synbare tegn uden for bygningen, ikke særskilt kræver dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Se til sammenligning U 2006.3004 H, hvor det blev antaget, at etablering af en ny kælder krævede dispensation. Se tillige MRF 2023.164 Mfk, hvor nævnet ophævede et afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til et skur på 10 m2 på samme ejendom. Afgørelsens afsluttende bemærkninger om habitatbekendtgørelsen illustrerer, at når Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrer et afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en dispensation, er nævnets afgørelse omfattet af bekendtgørelsens §§ 6 og 10, så nævnet som minimum skal foretage en væsentlighedsvurdering efter § 6, stk. 1, og en vurdering af, om projektet kan skade yngle- og rasteområder for bilag IV-arter, jf. tillige MRF 2023.147 Mfk med kommentar. I denne sag havde Kystdirektoratet – til trods for, at direktoratet meddelte afslag på det ansøgte – vurderet, at det ansøgte ikke kunne påvirke Natura 2000-området eller medføre beskadigelse eller ødelæggelse af planter eller af yngle- og rasteområder for bilag IV-arter. Det forekommer dog uheldigt, at klagenævnet i denne sammenhæng henviste til Kystdirektoratets ”habitatvurdering”, idet direktoratet udtrykkeligt anførte, at der ikke var foretaget en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2.