MRF 2023.164
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. maj 2023, j.nr. 20/13750
Ophævet afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til et skur, da forholdet ikke krævede dispensation, jf. naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, idet området omkring skuret var lovligt etableret have på tidspunktet for den udvidede strandbeskyttelseslinjes ikrafttræden, og da skuret udgjorde et mindre skur på 10 m2 i tilknytning til en eksisterende hytte på 12 m2, som måtte anses for et sommerhus i naturbeskyttelseslovens forstand. Dissens.
E havde som ejer af en ejendom på Helgenæs i Syddjurs Kommune søgt om lovliggørende dispensation til et skur på 10 m2 inden for strandbeskyttelseslinjen. Ejendommen havde et registreret areal på 1.385 m2 og lå i landzone. Det nærmeste sommerhusområde lå hhv. 400 m syd og 1 km nord for ejendommen. Ejendommen var ikke omfattet af den oprindelige 100-meters strandbeskyttelseslinje, men var omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje. Det oprindelige skur var opført i tilknytning til en anden bygning (en hytte) på ejendommen, som var opført i 1961 og udgjorde 12 m2. E havde forud for ansøgningen om lovliggørende dispensation af skuret søgt dispensation til genopførelsen af denne bygning, som skulle udgøre et sommerhus på ca. 30 m2. Kystdirektoratet meddelte den 16. marts 2020 afslag på genopførelse af hytten, idet bygningen ikke udgjorde et sommerhus i naturbeskyttelseslovens forstand, da der ikke var indlagt toilet og bad, men derimod en bygning til dagsophold, hvilket i september 2020 (j.nr. 20/04900) blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, uden at nævnet tog stilling til bygningens status. E havde imidlertid i juli/august 2020 opført et nyt skur på 10 m2 placeret samme sted som det oprindelige ca. 12-14 m fra hytten til erstatning for det ældre skur. E ansøgte herefter om lovliggørende dispensation til skuret, hvilket Kystdirektoratet afslog i oktober 2020, bl.a. fordi der ikke fandtes at være tale om genopførelse, da skuret i størrelse og udformning i nogen grad fraveg det oprindelige, og da der ikke havde været tidsmæssig kontinuitet mellem fjernelsen og genopførelsen. Direktoratet fandt i samme afgørelse, at hytten på ejendommen ikke kunne anses for et sommerhus med samme begrundelse som i afgørelsen af 16. marts 2020. Afslaget blev påklaget af E. Miljø- og Fødevareklagenævnets flertal (6 mod 1) fandt indledningsvis, at hytten udgjorde et eksisterende sommerhus i naturbeskyttelseslovens forstand, bl.a. fordi det af BBR fremgik, at der var tale om et sommerhus, og der efter nævnets praksis ikke kræves bad eller toilet for, at der er tale om et sommerhus. Flertallet fandt herefter, at skuret ikke krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, idet området omkring skuret ud fra luftfotos fandtes at have karakter af en lovligt etableret have på tidspunktet for den udvidede strandbeskyttelseslinjes ikrafttræden på ejendommen, og da skuret udgjorde et mindre skur på 10 m2 i overensstemmelse med kriterierne i § 15 a, stk. 3. Mindretallet fandt omvendt, at hytten ikke kunne betegnes som et sommerhus i naturbeskyttelseslovens forstand, idet den i højere grad havde karakter af en bygning til dagophold, og at der ikke kunne meddeles dispensation til skuret. På den baggrund ophævede nævnet Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til skuret.
Kommentar: Afgørelsen må sammenholdes med nævnets afgørelse samme dag (MRF 2023.165 Mfk), hvor nævnet ændrede Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til E’s sommerhus på 20 m2 til en dispensation. Afgørelsen understreger, at i relation til begrebet ’have’ inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje er det vigtigt at undersøge, om haven var etableret før eller efter udvidelsen, eftersom det har betydning for, hvilke regler der gælder, hvilket synes overset i MRF 2023.176 Mfk.