MRF 2023.316
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. december 2023, j.nr. 20/09475
Kommunes afslag på erstatning efter naturbeskyttelseslovens § 19 g til landmand for driftstab efter gødskningsforbud på § 3-areal i Natura 2000-område ændret til erstatning på 47.127,22 kr., da gødskningsforbuddet medførte tabt indtægt for merproduktion af kød, og erstatning ikke skal udmåles som nedgang i ejendomsværdi. Godtgørelse på 35.000 kr. for nødvendige udgifter til sagkyndig bistand under klagesagen. Dissens.
Efter udløb af MVJ-aftaler i hhv. august 2020 og august 2021 indsendte landmanden L anmeldelse efter naturbeskyttelseslovens § 19 b til Varde Kommune om, at landmanden agtede at genoptage den hidtidige drift i form af gødskning med op til 40 kg N/ha/år ved siden af husdyrgødning fra afgræsning på en række dyrkningsarealer langs Ho Bugt. De pågældende arealer var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som strandeng og beliggende inden for Natura 2000-område nr. 89, Vadehavet. Varde Kommune besluttede den 11. oktober 2019 at foretage en nærmere vurdering af aktiviteterne efter naturbeskyttelseslovens § 19 b, stk. 4, hvilket ikke blev påklaget. Kommunen fremsendte den 3. april 2020 en foreløbig vurdering af de § 3-beskyttede arealer, hvor kommunen vurderede, at gødskning umiddelbart ville være i strid med beskyttelsen af områderne. Den 8. juni 2020 meddelte kommunen forbud efter § 19 d mod gødskning ud over den gødning, der skulle afsættes ved afgræsning, hvilket gjaldt til og med den 30. juni 2022. Forbuddet var begrundet i gødskningens negative påvirkning af den § 3-beskyttede strandeng. Kommunen traf samtidig afgørelse efter § 19 g om, at landmanden ikke skulle tilkendes erstatning for gødskningsforbuddet, idet kommunen anførte, at eventuel erstatning skulle fastsættes som nedgang i handelsværdien af de berørte arealer, og at der skulle foreligge årsagssammenhæng mellem tabet og det konkrete indgreb. Kommunen anførte videre, at der efter nævnspraksis i udgangspunktet ikke blev givet erstatning for rådighedsindskrænkninger på § 3-arealer. Da kommunen herefter fandt, at L ikke havde lidt et tab som følge af gødskningsforbuddet eller kommunens afgørelse om at foretage en nærmere vurdering, afviste kommunen at tilkende L erstatning. L påklagede afslaget på erstatning og fremsatte bl.a. krav om erstatning for nedgangen i ejendommens handelsværdi for årene 2020 og 2021 udmålt som driftstabet opgjort efter indtægten i produktion af kødkvæg. Under klagesagen dokumenterede L en særlig høj afregningspris for salg af kvæg som følge af de konkrete arealer, kvæget gik på. L krævede tillige udgifter til sagkyndig bistand godtgjort. Under klagesagen indhentede Miljø- Fødevareklagenævnet sagkyndig bistand fra to seniorrådgivere, der afgav udtalelser om bl.a. grundlaget for klagers driftstabsopgørelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede indledningsvis, at det alene var afgørelsen om erstatning, der var påklaget. Nævnet lagde til grund, at L ikke havde krav på erstatning for afgørelsen om at foretage en nærmere vurdering efter § 19 b, da afgørelsen blev truffet på et tidspunkt, hvor MVJ-aftalerne ikke var udløbet, hvorfor L ikke havde mulighed for at gødske på de omhandlende arealer. Hvad angik erstatning for selve gødskningsforbuddet bemærkede nævnet, at erstatning for midlertidige rådighedsindskrænkninger efter nævnspraksis skal beregnes som driftstabserstatning og ikke som nedgang i handelsværdi, sådan som kommunen havde antaget. Et flertal (6 mod 1) fandt, at driftstabet skulle opgøres som den konkrete indtægt ud fra merproduktion af kød, som L havde haft foruden gødskningsforbuddet i perioden, fratrukket sparede omkostninger og modregnet PLG-tilskud, så L økonomisk blev stillet, som hvis arealet var gødsket med 40 kg N/ha/år. Flertallet lagde herved vægt på bl.a., at driften på arealerne foregik med produktion af kød med videresalg for øje. Mindretallet fandt ikke anledning til at tilsidesætte kommunens afgørelse om, at klager ikke skulle tilkendes erstatning, da klager ikke havde dokumenteret et relevant tab. På denne baggrund ændrede nævnet kommunens afgørelse, således at L blev tilkendt en erstatning på 47.127,22 kr. for gødskningsforbuddet. Nævnet tilkendte endvidere L en godtgørelse på 35.000 kr. for nødvendige udgifter til sagkyndig bistand under nævnets behandling af klagesagen.
Kommentar: Afgørelsen understreger, at når der udmåles erstatning for påbud om driftsændringer som et gødskningsforbud, skal erstatningen udmåles efter det af landmanden dokumenterede driftstab og ikke – som Varde Kommune fejlagtigt havde forudsat – ud fra reduceret ejendomsværdi. Det underliggende tema i klagesagen var, om L skulle have erstatning for, at der var tale om særligt dyrt oksekød, hvilket klagenævnet tilsluttede sig og ligeledes må anses for at være i overensstemmelse med forarbejderne til naturbeskyttelseslovens § 19 g. Derimod tog nævnet ikke stilling til, om forholdet i stedet var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, eller om det var omfattet af undtagelsen efter naturtypebekendtgørelsen for udløb af MVJ-aftaler og genoptagelse af drift, fordi klagesagen alene vedrørte erstatningsudmålingen. Se tillige MRF 2023.317 Mfk, der var en formandsførelse af en anden sag fra Varde Kommune, hvor kommunen ligeledes havde fastsat erstatning ud fra den reducerede ejendomsværdi.