MRF 2023.315
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. december 2023, j.nr. 21/03296
Revurdering af vilkår i råstofindvindingstilladelse ikke omfattet af VVM-reglerne, da råstofindvindingen kunne fortsætte uden ændring af stillede vilkår, hvorfor revurderingen ikke forudsatte arbejder eller indgreb, der indebar ændringer i det oprindelige projekts fysiske aspekter, og dermed ikke var omfattet af VVM-direktivets projektbegreb.
Region Nordjylland traf den 28. januar 2021 afgørelse om, at indvinding af sand, sten og grus på et areal i Rebild Kommune kunne fortsætte uden ændring i de stillede vilkår, der knyttede sig til en tilladelse til råstofindvinding fra 2006. Regionen traf samtidig afgørelse om, at revurderingen af vilkårene i tilladelsen ikke var omfattet af reglerne i miljøvurderingsloven, da der ikke var tale om ændringer eller udvidelser af det projekt, som VVM-redegørelsen var udarbejdet for. Af indvindingstilladelsen fra 2006, der var meddelt på baggrund af regionplantillæg nr. 186 med VVM-redegørelse for Siem og Hellum Skove, fremgik, at tilladelsen var gældende frem til 2036, men at de i tilladelsen indeholdte vilkår skulle tages op til revurdering hvert 10. år. Ved revurdering af vilkårene den 7. december 2016 traf regionen afgørelse om, at råstofindvindingen kunne fortsætte uden vilkårsændringer. Denne afgørelse blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der den 27. april 2020 (j.nr. 18/05451) ophævede og hjemviste afgørelsen, idet regionen ikke havde foretaget den fornødne vurdering efter habitatreglerne. Den fornyede revurdering af 28. januar 2021 blev påklaget af et vandværk, der havde indvindingsopland i projektområdet, og som bl.a. gjorde gældende, at der ikke var foretaget en lovlig og uvildig habitatvurdering for området, og at der i forbindelse med revurderingen burde være gennemført en VVM-proces. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt alene anledning til at tage stilling til, hvorvidt revurderingen af vilkår for råstofindvinding er omfattet af miljøvurderingslovens anvendelsesområde. Nævnet bemærkede, at projektbegrebet i miljøvurderingslovens § 5, stk. 6, er defineret som ”anlægsarbejder eller andre installationer eller arbejder, herunder nedrivning” og ”andre indgreb i det naturlige miljø eller i landskaber, herunder dem, der tager sigte på udnyttelse af ressourcer i undergrunden”. Herefter henviste nævnet til EU-Domstolens praksis, hvorefter projektbegrebet knytter sig til arbejder eller fysiske indgreb, og fornyelse af et eksisterende projekt ikke er et selvstændigt projekt, hvis dette ikke forudsætter arbejder eller indgreb, der indebærer ændringer i lokalitetens fysiske aspekter, jf. sag C-275/09, sag C-121/11 og sag C-411/17. På denne baggrund fandt nævnet, at ændringer eller udvidelser af eksisterende projekter kun falder ind under VVM-direktivets anvendelsesområde, såfremt de forudsætter arbejder eller indgreb, der indebærer ændringer af de oprindelige projekters fysiske aspekter. Da råstofindvindingen kunne fortsætte uden ændring af stillede vilkår i tilladelsen af 2006 og dermed ikke forudsatte arbejder eller indgreb, der ville ændre i det oprindelige projekts fysiske aspekter, fandt nævnet, at revurderingen ikke udgjorde et projekt i miljøvurderingslovens forstand, hvorefter revurderingen hverken var omfattet af screenings- eller miljøvurderingspligt. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Konklusionen må tiltrædes, fordi den tidligere råstoftilladelse var meddelt på grundlag af en VVM-procedure, hvilket nævnet burde have præciseret med henvisning til f.eks. U 2014.1953 H. Om spørgsmålet se Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 426 ff.