MRF 2023.309
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 17. november 2023, j.nr. 21/01558
Ophævet og hjemvist screeningafgørelse fra 2020 om ikke-VVM-pligt for ny kommunal kunstgræsbane, da projektet medførte støj for den nærmeste nabo på 54 dB(A), hvilket væsentligt overskred den vejledende støjgrænse på 40 dB(A) og ville forekomme hyppigt året rundt. Nævnet havde i april 2021 afvist opsættende virkning af klagen.
Herlev Kommune havde som bygherre i 2020 ansøgt om afgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 til etablering af en kunstgræsbane på et areal i Herlev. Kommunen traf i december 2020 screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at projektet ikke krævede miljøvurdering og VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, da der ikke forventedes væsentlige indvirkninger på miljøet. Projektet bestod i etablering af en ny kunstgræsbane på ca. 40x34,5 m på et areal, hvor der hidtil havde været en konventionel naturgræsbane. Der skulle samtidig opsættes fire lysmaster på 10 m med to projektører pr. mast i hvert af banens hjørner med afstand til naboskel på 7,28 og 8,45 m, lyddæmpende komposithegn, almindeligt hegn, en måltavle samt en tilskuertribune med 48 siddepladser. Forud for ansøgningen havde kommunen som bygherre fået udarbejdet en række eksterne støjnotater, hvoraf fremgik, at de omkringliggende ejendomme lå i åben og lav bebyggelse, og at kunstgræsbanen ville medføre støj for nærmeste nabo svarende til 54 dB(A) ved boldspil på hverdagsaftener, lørdag eftermiddag og søndag, hvilket overskred Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier. Kommunen begrundede afgørelsen med, at støjberegningerne viste støj inden for den såkaldte Kløvermarksrapports acceptable niveau på 50-55 dB(a) mod nærmeste nabo. Afgørelsen blev påklaget af omboende, der navnlig gjorde gældende, at projektet krævede miljøvurdering, og henviste til et af klagerne udarbejdet støjnotat, der viste, at de miljømæssige konsekvenser var større end anført i screeningafgørelsen, og at kommunen fejlagtigt havde lagt oplysninger om banens hidtidige anvendelse og aktivitet til grund. Videre anførte klagerne, at Kløvermarksrapporten ikke kunne lægges til grund for, at støjniveau på 50-55 dB(a) var acceptabelt, da dette var markant højere end Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier, samt at en række forhold vedr. banens lyspåvirkning ikke var tilstrækkeligt belyst. Klagerne anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, hvilket klagenævnet afslog ved delafgørelse af 13. april 2021. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt modsat kommunen, at det ansøgte projekt kunne forventes at medføre væsentlige indvirkninger på miljøet, hvorfor projektet krævede miljøvurdering og VVM-tilladelse. Nævnet bemærkede, at der ikke findes vejledende støjgrænser for idrætsanlæg som kunstgræsbaner, men at det fremgår af kunstgræsbanevejledningen, at en vurdering skal tage udgangspunkt i vejledningen om virksomhedsstøj. Overskridelse af de vejledende grænseværdier må derfor anses for en væsentlig miljøpåvirkning, hvorfor der skulle foretages en vurdering i forhold til screeningens øvrige parametre, herunder hyppighed og varighed. Nævnet lagde herved vægt på, at det af støjnotatet fremgik, at banen for nærmeste nabo ville medføre en støjbelastning svarende til 54 dB(A), hvilket overskred den vejledende støjgrænse på 40 dB(A), og at støjen ville forekomme hyppigt året rundt. Nævnet ophævede derfor kommunens afgørelse med bemærkning om, at kommunen ved fornyet behandling skulle træffe afgørelse om, at projektet er miljøvurderingspligtigt, eller alternativt at bygherren indsendte en ny ansøgning for andet projekt, hvor støjvirkningen var reduceret med foranstaltninger efter § 19, stk. 3.
Kommentar: Nævnets begrundelse for at ophæve kommunens screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 må anses for en underkendelse af, at de høje grænseværdier for støj fra kunstgræsbaner anført i den såkaldte Kløvermarksrapport kan tillægges betydning ved vurdering af, om støjens væsentlighed kræver miljøvurdering. Denne begrundelse er gentaget i to andre nævnsafgørelser om VVM-screening af kunstgræsbaner, nemlig afgørelse af 27. november 2023 (j.nr. 21/14251) i en sag fra Helsingør og afgørelse af 12. december 2023 (j.nr. 21/07249) i en sag fra København, hvor screeningsafgørelserne i begge sager blev ophævet og hjemvist. Kløvermarksrapporten er tillige indgået i flere sager om påbud om støjbegrænsning efter miljøbeskyttelseslovens § 42 til kunstgræsbaner som f.eks. MRF 2022.293 Mfk, der vedrørte Herlev Kommune, og hvor påbuddet blev hjemvist. I den foreliggende sag vil påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 dog ikke kunne anvendes, selv om anlægget måtte være etableret og taget i brug efter, at nævnet i april 2021 afviste opsættende virkning af klage, da der først skal foreligge en gyldig tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 eller en gyldig screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21, og det med nævnets afgørelse er forudsat, at støjbegrænsende vilkår skal fremgå af tilladelsen efter miljøvurderingslovens § 25. Se tillige MRF 2023.326 Mfk, hvor Frederiksberg Kommunes påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 blev ophævet. I ovennævnte sag fra Herlev må det endvidere undre, at klagenævnet ikke i sine bemærkninger til kommunen om fornyet behandling af sagen understregede, at kommunen som bygherre og myndighed i sagen er myndighedsinhabil og derfor skal iagttage de særlige forholdsregler i miljøvurderingslovens § 40, stk. 3, og miljøvurderingsbekendtgørelsens § 15, jf. fra klagenævnets praksis MRF 2023.78 Mfk, MRF 2023.203 Mfk og den ovennævnte afgørelse af 27. november 2023 (j.nr. 21/14251) i en sag om en kunstgræsbane i Helsingør. Også almindelige danske regler om myndighedsinhabilitet skal iagttages, hvilket bl.a. kan indebære, at en klageinstans må foretage en mere intensiv prøvelse af afgørelsen, jf. FOB 2023-31, FOB 2015-6 og FOB 1997.150. Endelig kan bemærkes, at det kan være problematisk, at klagenævnet i sine afslutningsvise bemærkninger opfordrede bygherren (kommunen) til eventuelt at indsende ”en ny ansøgning for et andet projekt, hvor støjpåvirkningen er reduceret med foranstaltninger efter miljøvurderingslovens § 19, stk. 3”. Problemet ligger i, at Herlev Kommune har indsendt en ansøgning om et projekt, som nævnet har vurderet er VVM-pligtigt, og at en fornyet ansøgning om et tilpasset projekt herefter ret beset indebærer en omgåelse af VVM-reglerne, der netop forudsætter, at en miljøvurdering af det oprindelige projekt kan danne grundlag for fastsættelse af afværgeforanstaltninger for at begrænse og undgå væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. miljøvurderingslovens § 27, stk. 1, og bilag 7, pkt. 7. Heroverfor må dog erkendes, at EU-Domstolen ikke ses at have taget stilling til netop dette spørgsmål i hidtidig praksis, og at VVM-direktivets art. 4, stk. 4, forudsætter, at bygherrens ansøgning om et bilag II-projekt kan indeholde en beskrivelse af de foranstaltninger, der påtænkes truffet for at undgå eller forebygge, hvad der kunne have været væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet. Se om problemstillingen Haugsted, Er projekttilpasninger og vilkårsfastsættelse en mulighed under VVM-screeningen?, TfM 2018, s. 3 og Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 435 f.