MRF 2023.307
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 15. november 2023, j.nr. 20/08071
Stadfæstet undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 48 vedrørende olieforurening, der mest sandsynligt var forårsaget af løbende mindre overfyldninger af villaolietank ved påfyldning med den ændring, at forpligtelsen til beskrive afhjælpende foranstaltninger om afgravning blev gjort afhængig af resultatet af undersøgelsen.
Sagen udsprang af, at Vordingborg Kommune i 2020 blev kontaktet af en nabo, der på en ejendom i Stege havde observeret mørke aftegninger på ydervæggen for et udhus, hvori der var placeret en villaolietank, hvor der forekom lugt af olie. Ved tilsyn på ejendommen den 20. april 2020 konstaterede kommunen, at olietanken blev påfyldt via en rørforbindelse afsluttet i ydersiden af væggen for udhuset, og at der ikke forekom olie i betongulvet, hvor rørforbindelsen mellem olietanken og oliefyret var placeret, ligesom det ikke var muligt at se læk fra olietanken. Olietanken var imidlertid fedtet af olie ovenpå ved påfyldningsstudsen, og en del af betongulvet var olievædet på en del, hvor der forekom revner mellem gulv og væg. Ejeren af ejendommen oplyste, at bebyggelsen ikke havde været anvendt i en periode, hvor der i perioden 26. november 2019 til 10. januar 2020 havde været et olieforbrug på 92 liter samt i perioden 10. januar til 21. februar 2020 et forbrug på 7 liter. Der forelå ikke i kommunens arkiver oplysninger om olietankens alder eller størrelse, og der var ikke tankmærkat på olietanken. Med henvisning til, at alderen af olietanken ikke kendtes, indskærpede kommunen den 23. april 2020 med henvisning til olietankbekendtgørelsens § 44, stk. 4, at olietanken skulle sløjfes og varslede samtidig påbud om at foretage undersøgelse af jordforurening. Efterfølgende oplyste tankejeren, at olietanken var blev sløjfet og udskiftet med en ny tank, hvor det VVS-firma, der havde forestået arbejdet, ikke havde fundet tegn på gennemtæring af hverken tank eller rørføringer, men havde konstateret, at overfyldningsalarmen var defekt. Kommunen gennemførte den 17. juni 2020 tilsyn, hvor det på baggrund af VVS-firmaets oplysninger samt den omstændighed, at olie var blevet konstateret oven på olietanken, blev vurderet, at olieforurening kunne være sket over en længere periode som følge af mindre overfyldninger, og at olien på baggrund af revner mellem gulv og væg havde kontakt med jorden. Den 28. maj 2020 meddelt kommunen påbud efter jordforureningslovens § 48 til tankejeren om at foretage undersøgelse med henblik på afdækning af jordforureningens omfang og med beskrivelse af, hvordan følgerne af jordforureningen kunne afhjælpes og den hidtidige tilstand genoprettes. Det fremgik, at afgravning af jordforurening kunne finde sted i forbindelse med gennemførelse af undersøgelserne. Afgørelsen blev påklaget af tankejeren, der gjorde gældende, at olietanken ikke var kilde til den konstaterede olieforurening, og at opfyldelse af påbuddet ville medføre urimelige omkostninger for tankejeren. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) henviste til, at ved olieforening fra villaolietanke kan miljømyndigheden efter jordforureningslovens § 48, stk. 1 og 3, påbyde ejeren af villaolietank undersøgelser og oprensning af jordforening, såfremt tanken har været i brug efter den 1. marts 2000 og kan have været anvendt umiddelbart før konstateringen af jordforureningen, hvor konstateringstidspunktet efter U 2010.2518 H sættes til det tidspunkt, hvor miljømyndigheden konstaterer forureningen. Nævnet konstaterede, at det ved tilsynet i juni 2020 var konstateret, at olietanken ovenpå var fedtet af olie, og at der i vinterperioden for 2020 var sket olieleverancer af meget beskeden størrelse på henholdsvis 92 liter og 7 liter. Da påfyldning af olie skete via rørforbindelse afsluttet på ydersiden af væggen for udhuset, og VVS-firmaet havde konstateret, at overfyldningsalarmen var defekt, fandt nævnet det sandsynligt, at olieforeningen stammede fra oliespild i forbindelse med påfyldning af olietanken, hvor olieleverandøren ikke havde haft mulighed for at registrere overfyldning, herunder at olie konstateret oven på tanken stemte overens med, at der ved overfyldning af tanken var sprøjtet olie ud af tankens udluftningsrør og rørsamlinger. Nævnet fandt på den baggrund, at den konstaterede forurening objektivt set hidrørte fra olietanken. Med henvisning til Miljøklagenævnets afgørelse i MAD 2010.2032 Mkn bemærkede nævnet, at uanset om olieforureningen var sket ved overfyldning af olietanken fra olieleverandørens side, ville det fortsat være tankejeren, der skulle stå som adressat for et påbud efter § 48. Vedrørende proportionalitet konstaterede nævnet, at det påklagede påbud indeholdt adgang til at foretage afgravning af forurening i forbindelse med gennemførelsen af undersøgelsen, men samtidig en fast forpligtelse til at beskrive, hvordan følgerne af forureningen kunne afhjælpes. Nævnet henviste til, at der i bilag 5 til Miljøstyrelsens vejledning nr. 2 af 2009, Undersøgelse og oprensning af forurening fra villaolietanke, er udarbejdet et paradigme for undersøgelsespåbud efter § 48. Efter paradigmet skal miljømyndigheden på baggrund af de gennemførte undersøgelser vurdere, om der er behov for yderligere undersøgelser, herunder eventuelle afhjælpende foranstaltning. Nævnet lagde til grund, at påbuddet ikke var uforholdsmæssigt med denne ændring af forpligtelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på den baggrund afgørelsen med den ændring, at en forpligtelse til at klarlægge og beskrive afhjælpende foranstaltninger alene skulle ske for det tilfælde, at det ud fra en risikovurdering i givet fald ikke ville kunne afvises, at jordforureningen kunne udgøre en risiko.
Kommentar: Tankejerens klage over påbuddet må i dette tilfælde ses i lyset af, at de påbudte foranstaltninger efter sagens oplysning næppe er forsikringsdækket grundet fejl i installationen, jf. jordforureningslovens § 49, stk. 2, hvilket dog ikke ændrer ved, at tankejeren kan påbydes at undersøge og fjerne forureningen efter § 48, selv om forureningen er sket ved olieselskabets påfyldning af olietanken, når påfyldning i øvrigt sker efter aftale med olieselskabet, jf. MAD 2010.2032 Mkn, hvor olietankejeren efterfølgende fik medhold i en regressag mod olieselskabet, jf. MAD 2010.1874 B. Om der i ovenstående sag måtte være grundlag for en sådan regres fra tankejeren, giver nævnets afgørelse ikke grundlag for at vurdere. Nævnet anfører i afgørelsen tillige U 2010.844 H, hvor det var olieselskabet, der blev anset for ansvarlig for olieforurening opstået ved påfyldning af en olietank, hvilket imidlertid må ses i lyset af denne sags særlige omstændigheder, idet påfyldning var sket til en ikke-tilsluttet olietank, og der ikke var aftale med tankejeren om, at påfyldning skulle ske til denne olietank.