MRF 2023.303
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. oktober 2023, j.nr. 21/01507
Ophævet og hjemvist fredningsdispensation til bygning og toiletvogn mv. til brug for windsurfere ved Vester Vandet Sø ved Natura 2000-område, da fredningsnævnet ikke havde foretaget en selvstændig væsentlighedsvurdering efter habitatreglerne, men blot henvist til kommunens (ansøgers) vurdering. Med forbehold herfor forelå umiddelbart et sådant tilfælde, at der kunne meddeles delvis dispensation fra fredningen. Dissens.
Fredningsnævnet for Nordjylland meddelte den 4. januar 2021 dispensation fra fredningen af Vester Vandet Sø til et projekt bestående af en bygning, parkeringspladser, indkørsel, skærmende beplantning og containere til opbevaring af surferudstyr i perioden 1. april til 1. oktober på en ejendom beliggende umiddelbart vest for Vester Vandet Sø i Thisted Kommune. Området var fredet ved Overfredningsnævnets kendelse af 19. april 1977 og havde til formål at sikre udsigten fra Klitmøllervej til Vester Vandet Sø samt klitplantagen syd for. Fredningen indeholdt bl.a. forbud mod visse former for bebyggelse og beplantning. Foruden at være fredet var Vester Vandet Sø omfattet af Natura 2000-område nr. 24, hvis udpegningsgrundlag bl.a. bestod af fuglearten rørdrum. Af ansøgningsmaterialet fremgik, at projektet havde til formål at forbedre forholdende for windsurfere og andre brugere af søen. Projektet skulle være offentligt tilgængeligt til gavn for almenvellet og rettet mod aktiviteter i dagtimerne, da der ikke ønskedes camping på arealet. I projektet indgik videre hensyn til trafikale forhold i området samt optimering af spildevands- og affaldshåndtering. Thisted Kommune havde som ansøger udarbejdet en Natura 2000-væsentlighedsvurdering (habitatscreening), hvoraf fremgik, at projektet ikke vurderedes at ville påvirke arter eller naturtyper på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området og heller ikke vurderedes at ville påvirke bilag IV-arter. Under fredningsnævnets behandling af sagen indkom en række bemærkninger, herunder fra Miljøstyrelsen, der bemærkede, at kommunen var ansvarlig for at foretage vurderingen i relation til Natura 2000-området og bilag IV-arter i området, hvorfor styrelsen ikke ville gå ind i de faglige vurderinger, men i øvrigt havde fundet, at de relevante forhold var belyst i kommunens vurdering. Fredningsnævnet fandt med dissens, at projektet ikke var i strid med fredningens formål, hvorfor der kunne meddeles dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 2 og 3, idet Thisted Kommune som ressortmyndighed på området havde vurderet, at projektet ikke ville påvirke arter eller naturtyper på udpegningsgrundlaget væsentligt, og da projektet med god afstand lå uden for Natura 2000-området og ikke ville påvirke bilag IV-arter. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening, der bl.a. gjorde gældende, at projektet var i strid med fredningens formål, at den afledte øgede færdsel ville påvirke Natura 2000-området negativt, og at fuglearten rørdrum ville blive fordrevet. Videre anførte klager, at kommunen som både ansøger og myndighed indtog en diskutabel dobbeltrolle. I relation til spørgsmålet om projektets forenelighed med fredningen delte Miljø- og Fødevareklagenævnet sig i tre. Et flertal (4 mod 3) fandt, at det ansøgte ikke var i strid med fredningens formål, og fandt herefter, at der forelå et sådant tilfælde, som kunne begrunde dispensation, idet projektet ville understøtte områdets rekreative brug og forbedre trafikforholdene uden væsentligt at berøre udsigten. Dog kunne der ikke dispenseres til den del af det ansøgte, som omhandlede containere til udstyrsopbevaring, da dette ville være i modstrid med fredningsbestemmelserne, og der ikke forelå særlige grunde herfor, hvorfor denne del af afgørelsen blev ændret til et afslag. Et mindretal (2 medlemmer) fandt, at projektet ikke var i strid med fredningens formål, men at der ikke burde meddeles dispensation til projektet, bl.a. henset til den tætte placering på søen. Et andet mindretal (1 medlem) fandt, at projektet stred mod fredningens formål, hvorfor der ikke var hjemmel til at meddele dispensation. Herefter lagde nævnet til grund, at der kun kunne meddeles dispensation, hvis projektet ikke var i konflikt med habitatreglerne, jf. naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 2 og 3, og at det skulle fremgå af fredningsnævnets afgørelse, at disse betingelser var opfyldt, jf. § 50, stk. 4. Et enstemmigt nævn fandt, at disse krav ikke var opfyldt, og at fredningsnævnets afgørelse (foruden den del, der vedrørte containerne) derfor skulle hjemvises til fornyet behandling, idet vurderingen efter habitatreglerne skal foretages af fredningsnævnet selv og ikke kan ske ved en henvisning til en væsentlighedsvurdering foretaget af ansøger. Ved den fornyede behandling skulle fredningsnævnet således foretage sin egen selvstændige vurdering af, hvorvidt en dispensation er i overensstemmelse med § 50, stk. 2 og 3, evt. ved at søge assistance hos Miljøstyrelsen. Endelig bemærkede nævnets ovennævnte flertal, at der ikke med afgørelsen var taget endelig stilling til, om der kunne meddeles delvis dispensation til det ansøgte (foruden containerne), såfremt der ved den fornyede vurdering ikke fandtes forhold i strid med naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 2 eller 3.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, hvordan der efter habitatdirektivet stilles særlige krav til myndighedernes sagsbehandling, og at dette også gælder, når fredningsnævn meddeler dispensation fra fredningskendelser efter naturbeskyttelseslovens § 50, hvor fredningsnævnet skal foretage sin egen vurdering af dispensationens påvirkning af EU-beskyttet natur og ikke kan henvise til, at kommunen som ansøger har belyst og vurderet sagen. Denne kompetenceafgrænsning, der synes at volde flere fredningsnævn problemer, som det ligeledes fremgår af MRF 2023.305 Mfk, er imidlertid i overensstemmelse med EU-Domstolens dom i sag C-461/17 Holohan og hertil Pagh: TfM 2020, s. 3.