MRF 2023.301
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. oktober 2023, j.nr. 20/05550
Stadfæstet kommunes afgørelse om, at 6,3 ha af L’s ejendom var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 på grundlag af besigtigelse og luftfotos, og afvist, at undtagelsen for grøn støtte under EU’s landbrugsordninger fandt anvendelse, da den beskyttede natur ikke var opstået som følge af forpligtelser efter disse EU-ordninger, men som følge af L’s egne valg. Uden betydning, at arealet i kommuneplanen var udlagt som ferieby.
Efter henvendelse fra landmanden L om § 3-status af 6,13 ha af L’s landbrugsarealer meddelte Thisted Kommune i april 2020 efter besigtigelse, at arealet, der i 2013 var registreret af Naturstyrelsen, var omfattet af § 3 som hede-, eng- og moseområde. L påklagede afgørelsen og gjorde bl.a. gældende, at arealet i perioden 1964-2004 havde været enten dyrket eller afgræsset, at arealet i 2004 var bortforpagtet til forpagter, der fik braklægningsstøtte, og at L fra 2008-2019 fik braklægningsstøtte under EU’s landbrugsordninger. Endvidere anførte L, at arealet i både den tidligere og gældende kommuneplan var planlagt som ferieby i byzone. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt på grundlag af luftfotos ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at arealet var omfattet af § 3. Nævnet lagde herved til grund, at arealet havde været i drift i perioden 1970-1999, men i 2002 fremtrådte med flere naturfarver og mere variation. Senere luftfotos viste bl.a. tegn på høslet, men ingen tegn på omlægning. Brune områder bredte sig, hvilket efter nævnets opfattelse indikerede udbredelse af hedearter. På denne baggrund var det nævnets vurdering, at den nordlige del af arealet opfyldte kriterierne for beskyttet fersk eng, og den sydlige del opfyldte kriterierne for beskyttet hede. Afgørende herfor var bl.a., at der havde udviklet sig et karakteristisk dyre- og planteliv. Herefter afviste nævnet L’s indsigelse om, at arealet var undtaget fra § 3-beskyttelsen i medfør af naturtypebekendtgørelsens § 2, idet den beskyttede natur ikke var opstået som følge af forpligtelser ved enkeltbetalings- eller grundbetalingsordningen, men som følge af L’s egne valg ved driften, da L efter de to støtteordninger ikke var forpligtet til en bestemt driftsform i mere end et år ad gangen, og at L hvert år kunne have valgt at omlægge arealet til en anden afgrøde end græs og dermed have undgået, at arealet udviklede sig til beskyttet natur. På denne baggrund tiltrådte nævnet kommunens registrering af arealet som § 3-beskyttet natur.
Kommentar: Efter afgørelsen vil EU-braklægningsstøtte ikke kunne sidestilles med MVJ-aftaler, fordi landmanden har mulighed for at ændre driften på en måde, der hindrer, at et areal vokser ind i § 3-beskyttelsen. Denne forståelse af EU’s landbrugsstøtte og braklægning i forhold til naturbeskyttelseslovens § 3 forekommer tvivlsom, da de danske MVJ-aftaler heller ikke er betinget af, at driften fører til, at et areal vokser ind i § 3-tilstand, hvorfor der efter en umiddelbar vurdering synes at være tale om modstrid med det EU-retlige ækvivalensprincip. Se i øvrigt i modsat retning Højesterets dom i U 2017.3184 H om krav om tilbagebetaling af EU’s landbrugsstøtte til naturpleje af et areal beliggende i Natura 2000-område, fordi arealet ikke var tilstrækkelig afgræsset, og arealerne dermed ikke opfyldte krav om tæt og lav plantedække, hvor Højesteret afviste, at der kunne tages hensyn til Natura 2000-beskyttelsen, hvilket ligeledes er svært forenelig med EU-Domstolens fortolkning af habitatdirektivets art. 6.