MRF 2023.30
Østre Landsrets dom af 15. marts 2023, 10. afd., sagerne S-2747-21 og S-1570-22
(Susanne Lehrer, Michael Kistrup og Mikkel Isager-Sally (kst.))
Anklagemyndigheden mod T1 og T2 (adv. Malene Blom Sillesen, besk. for begge)
Ikke hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 30 til at håndhæve vilkår om CE-mærket bundfældningstank i tilladelse til pilerenseanlæg efter miljøbeskyttelseslovens § 19, da der ikke forelå oplysninger om, at anlægget kunne skade en recipient.
I 2012 og 2013 meddelte Næstved Kommune tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til, at et privat spildevandslaug kunne etablere et pilerenseanlæg for 15 tilsluttede ejendomme, herunder T1’s og T2’s ejendomme. Som vilkår for tilladelserne bestemte kommunen, at spildevandet inden afledning til pilerenseanlægget skulle renses i CE-mærkede bundfældningstanke, som opfyldte funktionskravene i den dagældende spildevandsbekendtgørelses (2007/1448) § 24 a (nu § 30). Efterfølgende konstaterede kommunen, at der ikke var etableret CE-mærkede bundfældningstanke på T1’s og T2’s ejendomme i overensstemmelse med vilkårene, hvorfor kommunen i november 2018 meddelte påbud til T1 og T2 om etablering af sådanne bundfældningstanke. Påbuddene blev meddelt med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1, hvorefter tilsynsmyndigheden kan påbyde, at der foretages den nødvendige forbedring eller fornyelse af et spildevandsanlæg, såfremt anlægget ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, herunder ikke opfylder de krav, der er fastsat efter lovens § 28 og § 29. Da påbuddene ikke blev efterkommet, blev der rejst straffesag mod T1 og T2, som erkendte ikke at have efterkommet påbuddene, men bestred, at påbuddene var lovlige. Under straffesagen blev påbuddene påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afviste klagen (j.nr. 23/02037) med henvisning til endelighedsbestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 4. Byretten fandt, at kommunens påbud var lovligt meddelt, og at kommunen havde haft hjemmel til i tilladelserne fra 2012 og 2013 at stille vilkår om etablering af CE-mærkede bundfældningstanke, hvor T1 og T2 blev idømt bøder og tvangsbøder. T1 og T2 ankede til landsretten, der bemærkede, at tilladelserne til pilerenseanlægget var meddelt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19, som er placeret i lovens kapitel 3 om beskyttelse af jord og grundvand. Kommunens påbud var meddelt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1, som er placeret i lovens kapitel 4 om beskyttelse af overfladevand. Det fremgår af forarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 30, at bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., svarer til den tidligere miljøbeskyttelseslovs § 25, dvs. at indgrebskriterierne er de samme som hidtil. I bemærkningerne til den tidligere § 25 er bl.a. anført, at indgrebsmulighederne efter § 25 (nu § 30) antages at kunne finde anvendelse i situationer, hvor anlæg efter § 11 (nu § 19) ikke truer grundvands- eller vandforsyningsinteresser, men medfører skadevirkninger på en recipient. På den baggrund, og da der ikke forelå oplysninger om, at pilerenseanlægget kunne medføre skadevirkninger på en recipient, fandt landsretten, at kommunen ikke havde haft hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1, til de meddelte påbud. Herefter, og da anklagemyndigheden ikke havde redegjort for andet retsgrundlag for de udstedte påbud, blev T1 og T2 frifundet.
Kommentar: Landsrettens resultat må tiltrædes, men begrundelsen giver anledning til to principelle bemærkninger. Faktum i sagen var, at kommunen forsøgte at håndhæve et vilkår i en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1, som omhandler spildevandsanlæg, der ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt. Påbud efter § 30 er såkaldte konstitutive påbud, og bestemmelsen kan ikke danne grundlag for påbud om lovliggørelse af ulovlige forhold efter miljøbeskyttelsesloven, jf. ligeledes Møller: Miljøbeskyttelsesloven med kommentarer, 2. udg., 2019, s. 568 f., hvor der rejses tvivl om betydningen af henvisningen til § 28 i lovens § 30, og sml. MAD 2005.733 Ø og MAD 2010.1481 Mkn. Lovliggørelsespåbud skal i stedet meddeles med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 69, hvilket landsretten med fordel kunne have tydeliggjort. Til landsrettens bemærkning om, at anklagemyndigheden ikke havde redegjort for andet retsgrundlag for de meddelte påbud, kan bemærkes, at selv hvis anklagemyndigheden havde peget på miljøbeskyttelseslovens § 69, havde dette formentlig ikke ført til, at de tiltalte kunne idømmes strafansvar for manglende efterkommelse af påbuddene, som henviste til § 30, stk. 1, jf. U 2006.1531 H om en lignende problemstilling i relation til påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41. Landsretten lagde i stedet vægt på, at efter forarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 30 er der ikke hjemmel til at anvende reglen, hvis et anlæg fungerer miljømæssigt forsvarligt. Dette må tiltrædes, men rejser et selvstændigt spørgsmål, fordi det i spildevandsbekendtgørelsens (2021/1393) § 30 udtrykkeligt er anført, at ved meddelelse af påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30 vedrørende ”krav om etablering af bundfældningstank”, skal myndigheden bl.a. stille vilkår om: ”Bundfældningstanke op til 50 PE skal være CE-mærket, jf. bekendtgørelse om markedsføring, salg og markedskontrol af byggevarer, og udført i overensstemmelse med alle kravene i DS/EN 12566-1 […]”. Ifølge landsrettens præmisser er der således slet ikke hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 30 til at fastsætte et vilkår om CE-mærkning, og det kan i øvrigt noteres, at der heller ikke under byggevareforordningen (305/2011) ses indført regler om CE-mærkning for bundfældningstanke. Det synes således at bero på en misforståelse, at der i spildevandsbekendtgørelsen er fastsat regler for, hvilke varer der må anvendes ved etablering af bundfældningstanke.